Følger man med i den aktuelle debat om juridisk kønsskifte til børn, kan man ellers nemt få den opfattelse, at det er en af de vigtigste ting for børn, der ikke føler sig hjemme i det køn, de er født med. Og der må jeg reagere med et af mine teenagedrenges yndlingsudtryk: ’Det undrer virkelig mig!’
Hvis du har hørt, set eller læst om min yngste, Lykke (9), vil du
vide, at det ellers er en problematik, jeg som mor har haft ret tæt ind på
livet – endda et par gange. En af hendes ældre søskende havde også en periode som mindre barn, hvor hun eksperimenterede med sit fødselskøn og følte sig mest
hjemme i rollen som dreng. Det var ikke helt så udpræget som med min yngste, men det var der.