Kender jeg overhovedet ikke mit barn? Eller mig selv som mor??

For nylig blev jeg rystet i min grundvold, da jeg blev ringet op af skolen, der kunne fortælle, at mit barn havde temmelig meget fravær…

Faktisk blev jeg så rystet over den besked, jeg fik, at jeg var ved at kaste op af bekymring og var på grådens rand, mens jeg havde læreren i røret.

For denne her havde jeg bare på ingen måde set komme. Jeg har i årevis følt mig så sikker på min føling med (alle) mine børn, at det kom totalt bag på mig, at en af dem skulle have skulket så meget, at vi nu stod med en advarsel. Især fordi jeg jo sendte barnet af sted i skole hver eneste dag, og det kom hjem hver dag som aftalt.

Jeg var nødt til at spørge, om de nu også var sikre. Helt sikre på, at der ikke var sket en fejl? Det var der ikke.

Og så blev jeg virkelig nervøs. De hjælper nu heller ikke med deres måde at spørge på:

’Hej, det er XX. Vil lige høre, om du kender XX?’

’Ja, det er mit barn…’

’Ved du, hvor XX er? For XX er ikke i skole..?’

Jeg måtte jo svare nej, da det var det sted, jeg ellers regnede med at finde ’afkommet’, og så kom alle øv-tankerne:

’Hvor er XX?’

’Er vi ude i noget misbrug? Eller andre alvorlige problemer?’

’Skal vi nu være en af de familier, der bare slet ikke har set, at deres barn er ude i alt muligt, som vi burde have opfanget?’

Jeg var latterligt nervøs. Samtidig kunne jeg bare ikke få det til at passe, at mit barn skulle være ude i et misbrug, som jeg slet ikke havde opsnappet. For jeg sendte jo af sted hver morgen, og var der også ved hjemkomst. Og det var på intet tidspunkt et påvirket ’barn’, jeg tog imod i hoveddøren. Så hvad fanden handlede det her om?

Selv om jeg var overbevist om, at det ikke var noget i den helt alvorlig dur, så krøb tankerne alligevel ind under huden på mig. Især da jeg ikke kunne få kontakt hverken ved at ringe eller skrive. Fik så fat i bedstevennen, der oprigtigt virkede lige så overrasket over oplysningen som mig, så der var heller ingen hjælp. Men dog måske en smule trøst. For havde vi været ude i et misbrug, så havde han vidst det. Og forhåbentlig også fortalt mig det.

Det endte med to timer i HELVEDE, til jeg endelig fandt XX. Derefter en alvorlig, men hverken fingerpegende eller udskammende samtale. Jeg har i årevis fortalt, og ikke mindst ment, at de kunne lave alverdens lort uden at få skæld ud, så længe de var åbne og fortalte mig om det. Når jeg ikke ved ’noget’, har jeg bare heller ikke mulighed for at hjælpe dem.

DEN snak fik XX så også – igen. Og det blev en god snak. En snak om, at der ingen tvang er fra hverken mig eller hans far om en bestemt uddannelse. Eller hvornår det skal være. Om at vi var ved at gå til af bekymring, fordi vi ingenting vidste. Om dårlige vaner og døgnrytmer, der gav søvnmangel og manglende overskud. Og ikke mindst om at føle et præstationspres – måske fra os forældre, omverden og/eller fordi ældre søskende har klaret sig godt.

Men det blev heldigvis også en snak, der gjorde, at vi allerede i løbet af samme dag fik lavet nogle aftaler, så vi med det samme kunne hjælpe, støtte og lave om på det.

Og selv om tilliden, både til mig selv og mit barn, har fået et knæk, har jeg også fået ro på – igen. Jeg tror på, at jeg stadig har en rigtig god føling med mine børn, og at jeg gør det godt…


bekymringer børn CharlotteHøjlund misbrug pjæk pjækkeri skole teenagere uddannelse