Så fik vi endnu en kampdag overstået, men for en gangs skyld uden de sædvanlige ’Hvad er der egentlig at kæmpe for i Danmark?’, men i stedet med nye toner om en voldtægtslovgivning baseret på samtykke i stedet for tvang. Og jeg tillader mig at sende en kærlig tanke til #Metoo-kampagnen…
’Kunne du ikke skrive om, at det her med trafiklysene fjerner fokus fra de vigtige ting?’
Jeg har besøg af min næstældste datter og har lige fortalt, at jeg om lidt har deadline på min klumme og ikke er helt sikker på, hvad den skal handle om, men har flere emner i spil.
Min datter er udpræget feminist og fortsætter:
’Det er jo bare fjollet, for det er jo en kønsneutral person. Det er jo bare en tændstikfigur, og alle kvinder går jo også med bukser i dag. Men når vi skal diskutere det, glemmer vi, hvad det egentlig handler om…’
Og det har hun fuldstændig ret i. Når vi skal diskutere ’de små ting’, mister vi og fjerner fokus fra ’de store ting’ – dem der virkelig batter. Det har også været gældende for kvinders ligestilling, sexisme, vold mod kvinder og voldtægt gennem de seneste mange år. Men det satte #Metoo en stopper for.
Fra næsten at have været et skældsord er ’feminist’ nu blevet en label, både mænd og kvinder påtager sig frivilligt og med stolthed. Vi kan tale åbent om, at vi har problemer med kvinders rettigheder, sexisme og voldtægt i ’Verdens mest frisindede land’ og faktisk slet ikke den ligestilling, vi ellers gerne bilder os selv og andre ind.
En helt ny rapport om voldtægt og voldtægtslovgivning fra Amnesty International uddeler tæsk til Danmark for at være håbløst bagud, når vi ikke vil indføre en lovgivning baseret på samtykke, selv om både Storbritannien, Tyskland og Sverige allerede har gjort det. Men i modsætning til tidligere har den ikke medført ramaskrig, men kun enkelt kritiske røster for at være baseret på et fejlbaseret og mangelfuldt grundlag. Og i modsætning til tidligere har denne rapport for en gangs skyld sat skub i politikerne, der nu står på fødderne af hinanden for at gøre noget ved problemet. Det var på tide.
For det er kun fem år siden, der udkom en anden rapport fra EU om voldsramte kvinder, der udpegede Danmarks kvinder som de mest voldsramte i Europa. Men hvor andre EU-lande tog den alvorligt og reagerede på den, blev den herhjemme stort set tiet ihjel eller mødt med hovedrysten. For ’i Danmark har vi da ligestilling?’, ikk’?
Jeg ved ikke, hvad det er, der er på spil, når vi gang på gang ikke vil acceptere de kolde facts, der igen og igen fortæller os, at vi sgu tager fejl, når vi i vores selvforståelse bliver ved at påstå, at kvinder i Danmark har det så meget bedre end stort set alle andre steder i verden. At vi nægter at acceptere, at kvinder i Danmark også bliver udsat for både vold og voldtægt, og at vores lovgivning ikke er på deres side, når man som voldtægtsoffer står alene med bevisbyrden, bliver mødt med modstand fra politiet og skal have fremvise tydelige tegn på modstand.
Men kvinderne ved det godt. Ved godt, at i Danmark er det stort set risikofrit at begå voldtægt, hvorfor kvinder undlader at anmelde det. Tallene taler sit helt tydelige sprog: godt 5.000 voldtægter eller voldtægtsforsøg om året, heraf anmeldes under en femtedel og af dem fører under en tiendedel til dom. 100! Ud af minimum 5.000 fører 100 til dom. Det svarer til to procent. Og så har vi slet ikke med, at mange andre eksperter vurderer, at tallet er langt højere end de 5.000.
Man lad nu det ligge og lade os tage tallene igen. 5.000 voldtægter og voldtægtsforsøg om året svarer til cirka 15 om dagen. Under 100 dømte om året svarer til én for hver tredje-fjerde dag. Man skal da være mere end kynisk for ikke at kunne se, at der er noget galt med de tal, ikk’?
Det er slut nu. Nu taler vi om det. Nu laver vi det om, for Det Konservative Folkeparti med justitsminister Søren Pape Poulsen har endelig fundet deres mærkesag og vil lave voldtægtslovgivningen om.
Så hurra for kvinderne, kampdagen, #Metoo – og valgår…
8marts bt CharlotteHøjlund FV2019 klummer kvinderneskampdag metoo valgår
