Jeg hørte for noget tid siden sætningen ’Måske man bare kan knalde én for meget…’ Måske det også gælder for forelskelser? Måske man kan forelske sig den ene gang for meget, så man mister troen på kærlighed..?
’Har du tænkt over, at du ret nemt forelsker dig?’
Jeg sidder sammen med en god ven og har lige fortalt ham, at jeg har mødt en, der godt kunne være ’interessant’.
’Næ, det synes jeg faktisk ikke, selv om mine store unger også siger det nogle gange. Men jeg er jo ikke ’decideret’ forelsket i ham her. Jeg siger bare, at jeg godt kunne gå hen og blive virkelig glad for ham. Men hvor den lander, aner jeg ikke. Og jeg synes faktisk ikke, at jeg går rundt og er forelsket hele tiden…’
’Nej, du er ikke forelsket hele tiden, men du gør det bare nemt. Og det er da en rigtig positiv egenskab…’
Selv om jeg stadig ikke er enig i, at jeg giver mit hjerte væk til højre og venstre, faktisk nærmest tværtimod, så er jeg enig i, at det er en positiv egenskab stadig at kunne forelske sig.
For jo mere jeg nærmer mig sidste salgsdato (eller måske i manges øjne allerede er langt over den), jo mere må jeg også erkende, at det bliver sværere at forelske sig. At turde give sit hjerte væk. Måske af frygt for helt at miste det. Eller måske mest af frygt for endnu en gang omgang skuffelse over, at det heller ikke denne gang lykkedes, så det er troen på kærligheden, man frygter at miste. For hvis den er væk, hvad er der så tilbage?
Jeg tror, de fleste af os i perioder mister troen og frygter at tabe vores hjerte den ene gang for meget, så vi opgiver. Men heldigvis er kærligheden og troen på den, så stor en selvopholdelsesdrift, at vi sjældent mister den alt for længe ad gangen.
Og måske er det vigtigt at huske på, når vi endnu en gang har givet vores hjerte væk og måttet erkende, at det heller ikke blev denne gang, forelskelsen udviklede sig til kærlighed og ’Til døden os skiller’ – eller bare næste sommerferie.
Den teori præsenterede jeg for en skøn kvinde, der efter flere år som single en dag meldte ud, at hun havde mødt en, men også at hun ikke var helt sikker på det og ked af, at det ikke bare føltes som ’The one’.
’Men er det egentlig så vigtigt?’ spurgte jeg.
’Er det vigtige her ikke at holde fast i, at du faktisk kan forelske dig igen? At du er nået så langt nu, at du godt tør en mand igen? Det, synes jeg, er vildt vigtigt – uanset hvor lige præcis denne her måtte ende…’
Samtidig forstår jeg til fulde både skuffelsen, ærgrelsen og sørgmodigheden, hver gang det alligevel ikke lige lykkedes at time det der møde, så man får givet sit hjerte til en, der står klar til at gribe det og kvittere med også at smide sit eget i puljen.
Men så er det jo bare sådan, det er – der skal dæleme kysses en pokkers masse frøer, inden der er en, der forvandler sig til en prins. Og holder man helt op med at kysse, er chancerne for prinsen ikke bare små, men faktisk ikkeeksisterende.
Hvad så med ham vennen, der synes, jeg nemt forelsker mig? Tja, det gør han faktisk også. Med hud og hår, så der lynhurtigt tales to mennesker, en matrikel, ring på fingeren og fællesøkonomi. Og når det så ikke går alligevel, bliver han ked af det. Selvfølgelig gør han det. Det hører med. For bliver man ikke det, har man vel heller ikke rigtig investeret sig selv i det. Og har man ikke det, kan man lige så godt lade være.
Så kan man knalde en for meget? Tja, måske. Lige som man måske også kan give sit hjerte væk én gang for meget…
Men faktisk tror jeg, det forholder sig helt omvendt – egentlig med begge dele. Man mister kun sin mødom én gang, så den ene gang mere er næppe den, der vælter hele læsset, vel? Og man mister heller ikke sit hjerte ved at give det væk. Tværtimod, kan du heller ikke få en andens hjerte og opleve kærlighed uden at give. Og egentlig er det vel først, når vi holder op med at give vores hjerte væk, at vi også mister troen på kærlighed…
bt CharlotteHøjlund forelskelse kærlighed klummer tinder
