Dating, datingsites og opførsel på samme vedbliver at være et mysterium for mig. Jeg forstår ikke reglerne, bliver ikke klogere på mænd – faktisk tværtimod til det hele…
Jeg er ikke særlig god til dating. Jeg forstår det ikke. Kan ikke finde rundt i reglerne. Og det irriterer mig, at det tager så meget af min gode tid i håb om at finde en, der virkelig kan få mit hjerte i brand. Så jeg dur jeg ikke rigtig til det. Alligevel bliver jeg ved. Med at håbe. Og prøve.
Med nogle måneders mellemrum genaktiverer jeg min profil i håbet om, at denne gang kan det måske lykkes. Og som alle de andre gange går der kun ganske få uger, før jeg igen igen igen skjuler min profil, så jeg ikke dukker op i folks søgninger.
Det er en kæde af ’franske visitter’, kan man sige, men af uransagelige årsager bliver jeg ved, selv om jeg hver gang siger til mig selv, at nu er det sidste gang, og at jeg må finde ud af at møde en mand på anden vis.
Der er bare nærmest ingen, der møder hinanden første gang ude i den virkelige verden via job, venner og bekendte eller i byen. Vi er også blevet så ’gamle’, at sidstnævnte ikke rigtig er noget, vi gør længere. Og hvis endelig vi vælger at påføre os ’krigsmaling’ og tage på en bytur, må vi erkende, at langt de fleste, der har indfundet sig på samme sted som os, er minimum ti år yngre, så det kommer der ikke så meget ud af.
Så derfor prøver jeg med måneders mellemrum igen datinguniverset. Det gjorde jeg så også mellem jul og nytår, hvilket formentlig ikke var særlig gennemtænkt, da det nok er det tidspunkt på året, hvor jeg har allermest travlt og i den grad helliger mig børnene og derfor har mobilen på lydløs og lagt langt væk det meste af tiden. Og det var der specielt en mand, der reagerede voldsomt på.
Efter et match begyndte han at skrive. Det fik jeg så ikke svaret på lige med det samme. Da jeg endelig så hans besked, skyndte jeg mig at skrive tilbage, at jeg desværre ikke var inde på siden så ofte, så derfor ikke havde set den før nu. I løbet af juleferien var jeg så heller ikke ret meget på, og så kom der ellers en meget lang besked om, at hvis jeg ikke havde tid til at svare på beskeder, havde jeg formentlig heller ikke tid til en mand, og så burde jeg jo nok slet ikke date.
Lige først vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare – eller om jeg overhovedet skulle. Efter lidt tid endte jeg med at svare, at skældud vel ikke var det bedste udgangspunkt for en date.
Bagefter tænkte jeg lidt over det. Både skælduden, som jeg faktisk har oplevet før, når jeg ikke lige har fået svaret, fordi jeg bare ikke prioriterer det at date og synes, det er lidt anstrengende. Men måske mest af alt hans kommentar om, at jeg ikke burde date, hvis jeg ikke havde tid til at svare. Om han havde ret?
Det kom jeg nu frem til, at han ikke havde. For selvfølgelig har jeg både tid og plads til en partner, hvis jeg en dag endte med at forelske mig i en, der også forelskede sig i mig. Sådan er det jo. Hvis man virkelig bliver ramt, bliver det også prioriteret.
Men hvis han mente, at jeg ikke burde være på et datingsite, fordi jeg ikke prioriterede det, brugte den nødvendige tid på at skrive, sætte aftaler op og møde folk, kan han selvfølgelig godt have (lidt) ret.
Men som så mange andre singler håber jeg jo stadig. Håber, at jeg en dag bliver ramt af kærligheden. Så derfor bliver jeg ikke klogere og holder aldrig løftet til mig selv om, at denne gang var sidste gang, fordi det er for tidskrævende og anstrengende, men tager liiiige én tur mere i håb om at finde kærligheden.
For nylig skrev jeg med en ven fra folkeskoletiden, som jeg ikke har set siden, og vi opdaterede hinanden på ægteskaber, skilsmisser, forliste parforhold og savnet efter en partner, og jeg fik i den forbindelse sagt, at jeg nu stadig troede på kærligheden.
Svaret kom prompte: ’Ja, selvfølgelig tror vi på kærligheden, for ellers kunne vi jo lige så godt bare lukke og slukke…’
Og det er jo netop det. Troen på kærligheden holder os oppe. Så det gider jeg ikke blive skældt ud for…
bt charlotte højlund dating klummer skældud tinder
