Jeg har altid troet, at jeg skulle finde en kæreste at bo sammen med igen. Men efter at have haft en bekendt boende i nogle måneder er den overbevisning blevet sat en hel del på prøve…
’Noget af det, der er kommet ud af det for mig, er, at jeg tror, jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal bo sammen med nogen. I hvert fald ikke så længe, jeg stadig har så mange og så små børn hjemme…’
Jeg sidder og taler med min store datter, fordi vi begge har brug for at få talt ud, efter at en af mine mandlige bekendte har boet sammen med os i nogle måneder og nu er flyttet ud – på en ikke særlig fin måde.
Siden jeg blev skilt, er mine børn kun blevet introduceret til ganske få mandlige kæreste-bekendtskaber, og ingen har boet hos os. Men da en af mine bekendte havde brug for et sted at bo, og jeg havde fået et værelse ledigt, da endnu en var flyttet hjemmefra, tilbød jeg ham det.
Og det har både været en hjælp at være to, selv om vi ’kun’ var venner, men det var også svært at få et andet voksent menneske ind i vores liv, da det forstyrrede vores balance som familie.
’Men det kommer jo meget an på, hvem det er, Mor…’, siger hun og fortsætter:
’Jeg tror måske, det havde været nemmere, hvis han havde været en kæreste…’
’Det tror jeg faktisk ikke. Tværtimod. Jeg er bange for, at jeg havde givet mig meget mere og ladet ham bestemme mere, hvis jeg også havde været forelsket. Fordi det var, som det var, har jeg alligevel sagt fra og sat nogle grænser, fordi jeg har haft det sådan: ”Mit hus, mit hjem, mit liv!” Det er jeg ikke sikker på, at jeg ville have gjort, hvis det havde været en kæreste…’
Men måske er det slet ikke der, skoen trykker. Måske har min datter ret, når hun siger:
’Jeg tror, det kommer meget an på personen. At der vil være andre, hvor det ikke vil føles som, at de fucker med vores harmoni som familie…’
Og så begynder hun at tale om en, jeg kærestede lidt med for et par år siden, og som jeg stadig har kontakt til som ven:
’Han ville jo aldrig fucke med vores harmoni. Han opdragede ikke på os og legede med Lykke, men kunne også sige fra, når han syntes, det blev for meget…’
Uanset hvad, tror jeg, at det vil være svært for mig at få et andet menneske ind i min familie, da det ikke kan undgås at rykke ved noget. Efter fire år som single har vi fundet en rigtig god balance eller harmoni, som min datter kalder det, og den har jeg virkelig ikke lyst til at rykke for meget på. Men skal jeg have et kæresteforhold til en mand, som jeg bor sammen med ham, hører det jo med – at balancen rykker sig. Præcis på samme måde som balancen i min børneflok rykker sig, hver gang der pludselig er en mindre. Der sker noget. Der er noget, der rykker rundt.
Er det så skidt? Næ, ikke nødvendigvis. Men som med så meget andet, så ved man, hvad man har og ikke, hvad man får.
Og jeg er bare rigtig glad for det, jeg og vi har nu som familie. Jeg er glad for vores balance og harmoni, der fungerer, selv når tingene er svære.
Derfor er jeg utrolig opmærksom på, hvem jeg lader flytte ind. Opmærksom på, om det er en, der kan fungere sammen med os. Vores måder at gøre tingene på. Vores måde at leve på.
Det tror jeg, kan blive en svær ligning at få til at gå op samtidig med, at det også skal være en, jeg bliver forelsket i og tænder på.
Derfor er jeg efterhånden ret sikker på, at jeg ikke skal bo sammen med en mand, så længe jeg har så mange børn boende hjemme. Prisen bliver simpelthen for høj.
Jeg er heller ikke længere så sikker på, at det er det eneste saliggørende. At bo sammen. For jeg skal ikke starte en ny familie op eller have flere børn. Jeg har de børn, jeg skal have.
Mest af alt har jeg nok bare brug for en at være voksen med og have det sjovt med. Brug for en pause fra projekt familie, når børnene er hos deres far.
Og så ved jeg helt sikkert, at jeg på ingen måde skal have en mand ind i mit liv, der fucker med vores harmoni…
balance børn CharlotteHøjlund enlig mor familie harmoni kæreste mortil7 sambo samboende sammenbragt familie skilsmisse
