Da håndværkerne endelig gik i gang med at genopbygge mit hus efter branden 18. december 2016, skete der desværre en del miskommunikation mellem hoved- og underentreprenører. Derfor stod jeg pludselig med en meget glad maler, der ville dele med mig, at det gik super-godt fremad med arbejdet, og at han også havde nået at få malet mine gavlvægge på førstesalen.
‘Det har du ikke, vel? De skulle jo stå i ren puds…’ sagde jeg ham, da de skulle være, som jeg oprindelig havde lavet dem – i rå puds.
‘Du tager pis på mig, ikk’?’ sagde maleren noget skeptisk og kiggede på mig for at finde ud af, om jeg lavede sjov, og fortsatte: ‘Jeg er ret sikker på, at det står på min arbejdsbeskrivelse…’ sagde han og skyndte sig at finde den frem. Og det stod der – sort på hvidt. Men det var bare en fejl.
Indtil flere gange havde jeg pointeret overfor både taksator, hovedentreprenør og byggeleder, at de skulle laves på præcis samme måde igen. Problemet nu var, at det er ret svært, eller i det mindste både dyrt og meget svinende arbejde at lave om, da det kræver en sandblæsning, hvilket de færreste har lyst til at eksperimentere med indendørs. Så vores løsning er blevet at ‘lege’ med forskellige KABE-farver i de forskellige rum.
Vi er startet hos min søn, Sylvester (15), med en farve, der hedder OCEAN… Det er langt fra blevet, som det er meningen med KABE, men det er fordi muren er ujævn, og vi gerne fortsat vil have, at den er det. Dog synes vi herhjemme, at det er blevet ret fedt, og at det netop minder en om “Ocean”, som farven så fint hedder.
De to første billeder er fra, da min ældste datter og jeg gav væggen første lag, efter det havde haft nogle timer til at tørre. De to sidste billeder er efter, det er lavet færdigt. Det er svært at se på billedet langt væk fra, men den hvide maling skinner igennem, hvilket er det, der gør, at hele familien herhjemme komme til at tænke på noget af det smukkeste Danmark har – nemlig havet.
(Dette er ikke en reklame, bare en fortælling om hvad jeg har gjort, efter der er blevet lavet en, af utallige, fejl i mit hus)