Det gør man måske også delvist, men det handler om at have fokus på ’bolden’ – livet, børnene og kærligheden…
’Hvis et problem kan klares med penge, er det ikke et rigtigt problem’, hørte jeg en gang en kvinde sige. Den sætning har jeg ofte sagt til mig selv det seneste halvandet år.
18 december 2016 startede som en rigtig dejlig dag. I frostvejr og med solen skinnende fra en skyfri himmel var jeg taget med seks af otte hjemmeboende ’børn’ til julemarked i Tivoli. Vi fik kigget på boder, brugt vores turpas, spist flæskestegssandwich og drukket varm kaffe af papkopper, mens vi nød det Disney-agtige landskab, der forandrede sig fra dagslys til skumring. Efter et par timer var vi blevet så kolde, at det var tid at tage hjem og få varmen.
Da vi ankom, var mørket faldet på og gadelamperne tændt, og alt lignede sig selv, indtil jeg åbnede og blev blæst ned ad trappen af den tykkeste sodrøg, der fortsatte i en uendelighed ud fra huset.
Jeg gik helt i stå, og selv om jeg vidste, jeg burde lukke døren for ikke at tilføre branden ilt, turde jeg ikke nærme mig den, da jeg var bange for en eksplosion.
Herefter gik alt stærkt. Der blev ringet 112, og mens vi ventede, sikrede vi os, at de to, der ikke var med i Tivoli, heller ikke var inde i huset. Det var de heldigvis ikke.
I noget, der føltes som en evighed, men reelt kun var få minutter, ventede vi på hjælp, mens vi skiftevis græd og trøstede hinanden, og med et oplyste ’vi’ gaden i et sandt fyrværkeri af kulørte lamper. Min lille villavej blev totalt spærret af både politi- og brandbiler samt beredskabsvogne og kort efter også flere biler fra et tilkaldt skadeservicefirma.
Og så kom naboerne – nogle nysgerrige, langt de fleste for at hjælpe. En tog de mindste drenge med hjem til aftensmad, nogle andre de små piger med til mad og småkagebagning, en tredje vores stressede hund, Sally, mens andre lagde skulder til tårer og gav et kram.
Meget af den tid står i dag som i en tåge, for efter det, der allerede for de fleste vil opleves som et mareridt, kom det egentlige mareridt: slåskampe med forsikringsselskab pga. en verserende sag, der skulle afsluttes inden genopbygningen – den tog 10 måneder. Mange og gentagende problemer med skurvognene, der blev vores genhusning og endnu er det.
Derefter nye problemer med huset, fordi det havde stået tomt og ubeboet så længe: to x oversvømmelse i kælder, skimmelsvamp i taget, ødelagt grundvandspumpe pga. fejlinstallation af spildevand fra vores midlertidige bolig og og og…
’Jeg forstår ikke, hvordan du ikke er gået ned endnu’, har jeg hørt en del gange siden. Men det gjorde jeg også delvist. Uden sammenhæng i øvrigt mistede jeg nemlig også min vigtigste kunde, så økonomien nu haltede. Jeg røg hu hej på hospitalet med formodet blodprop, der efter al sandsynlighed ’bare’ var en kraftig stressreaktion, og i skrivende stund kæmper jeg stadig med entreprenør og forsikring om at få mit hus genopbygget.
Men der er også gode ting ved sådan en oplevelse. Min ældste søn filmede hele den eftermiddag og aften, og det er der kommet en dokumentarfilm ud af. Når alt ’gammelt’ er væk, er det også en mulighed for at starte op på en frisk og gøre noget andet, så det gør vi nu og skaber nye minder.
Og så har vi fokus på det vigtigste: Vi er her alle stadig, ingen er syge, og vi holder sammen. Så længe vi gør det, skal alt nok gå.
For hun havde ret, hende kvinden, der sagde: ’Hvis et problem kan løses med penge, er det ikke et rigtigt problem…
børn brand CharlotteHøjlund enligmor familie mortil7
