Mødre må også godt tage en time-out – eller må vi?

Når man har børn, uanset hvor mange, må man gå ud fra, at de er ønsket, og at man har lyst til at være sammen med dem. Men derfor kan man godt have brug for en pause af og til – hvis man kan få sig selv til det…

’Jeg skal nok tage noget med hjem til jer…’, siger jeg mest som et plaster på såret, da jeg fortæller ungerne, at jeg tager på halvanden uges ferie uden dem.

’DET skal du også!’ lyder det umiddelbare svar og prikker endnu en gang til min dårlige samvittighed.

Det er en dårlig samvittighed, som jeg ikke har nogen som helst grund til at have. Men den er der alligevel.

Den prikker til tanker som, at jeg jo ikke rejser særlig meget med dem, og at 10-11 dage er lang tid i min verden. Faktisk har jeg aldrig været væk fra dem så længe før.

I løbet af de seneste ti år har jeg to gange været på et 9-dages retreat med lige så mange års mellemrum, men ellers er jeg ikke væk fra dem udover en uge. Og det kun meget sjældent. De eneste gange, jeg ellers har været uden mine børn i op til 14 dage, er, når de er på sommerferie med deres far.

Jeg har ikke tidligere bedt om længere tid ’fri’ fra dem i ’mine’ perioder, og jeg har det skidt med det – også selv om jeg ved, at de kommer til at have det rigtig fint hos deres far. De er ikke sat af hos fremmede, og en del af ferien er de endda hos deres elskede farmor og farfar, så hvad er problemet?

Problemet er mig og mine forventninger til mig selv som mor. Det er idéen om, at jeg altid skal være der for dem, fordi jeg MOR. Og at jeg, på trods af min overbevisning om, at jeg selvfølgelig har lov til lidt alenetid, så vidt muligt begrænser det.

Da en god ven spurgte, om ikke jeg havde lyst til sydligere himmelstrøg i vinterferien, sagde jeg umiddelbart ja. For det var en ulige uge, så vi talte højst tre-fem af ’mine’ dage. Da planen så ændrede sig, og vi skulle af sted nogle dage før og også hjem senere, trak jeg lidt i land. For nu var det pludselig rigtig mange dage væk. Og rigtig mange af ’mine’ dage, deres far skulle tage dem.

Da det var ’clearet’ med deres far, sagde jeg ja. Men det var med lige dele spænding og ondt i maven.

Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var lige præcis det, jeg havde brug for. Lige som jeg var overbevist om, at de ville få en fantastisk vinterferie, selv om den blev uden mig. Jeg sørgede for fastelavnstøj og beskeder om tandlægetider og andre ting, så der var styr på det.

Alligevel var der bare ikke helt styr på mig og mine følelser. Den dårlige samvittighed blev ved at nage. For må en mor (til syv) fjolle rundt på Gran Canaria, nyde vandet, varmen, selskabet samt sol og Sangria, mens ungerne bliver hjemme?

Efter de første dage med meget i kontakt hjem til, påpegede min ven, at jeg ikke var til stede og ikke behøvede at gøre mig selv så uundværlig.

Så lagde jeg mobilen og valgte at nyde det. Da jeg kom hjem, var alle glade, alt havde fungeret, og der havde ikke været det store afsavn.

Så skulle jeg blive spurgt næste år, siger jeg ja med det samme og lægger samvittigheden derhjemme sammen med bilnøglen…


børn enligmor familie mortil7