Når den ene mangler…

Når man har en større børneflok, kan det være ret interessant og lærerigt at iagttage, hvordan de pga. deres alder, køn, personlighed og placering i søskendeflokken indtager nogle bestemte roller. Nogle gange kan vi også blive nødt til at styre det lidt, for at der ikke er nogen, der altid bliver ’klemt’ eller altid giver sig, fordi de er fanget i deres rolle.

Men noget af det mest interessante er faktisk at se, hvad der sker, når ét barn pludselig tages ud af regnestykket. Hvad sker der med ’flokken’, og hvad sker der med os som familie? Og det er faktisk ret voldsomt at se, hvor hurtigt der uddeles eller tages nye roller mellem de resterende søskende, og hvor hurtigt der sker en ny ’magtfordeling’.

Til daglig føler vi ikke selv, at vi har mange børn, selv om vi jo udmærket er klar over, at det HAR vi – på papiret i hvert fald. Men når bare der mangler en enkelt, føler vi altid, at der er meget FÅ tilbage.

Når fx Sophus ikke er hjemme pga. af fodboldstævne eller en legeaftale, sker der noget med ’de små’. Pludselig er der bare meget stille… Det er ikke Sophus’ skyld, at der normalt er mere larm, når han også er der, men hans rolle og udfordring bliver bare meget tydeligt, når han ikke er. Til daglig føler han sig nok lidt ’klemt’ mellem sin halvandet år ældre bror, og lige så meget yngre søster. Der er konstant konkurrence både op og ned, og så opstår der tit højlydte konflikter. Så skulle man måske tro, at de to andre i hans fravær overtog kampen, men det gør de ikke. Der er ikke samme konfliktniveau, fordi der ikke er samme konkurrence – aldersforskellen er større (3 år), og de har forskelligt køn, så der er en meget klarere stor og lille, og så løser det mere sig selv.

For snart en uge siden satte jeg min store pige, Karoline, på et fly til Argentina, og hun kommer først hjem om et år. Inden hun skulle af sted, har vi to voksne talt meget om, hvad det mon vil gøre ved vores flok og familie, at lige netop hun er væk. For selv om hun ikke er den ældste (hun har en 2,5 år ældre bror), har hun på mange måder altid påtaget sig storesøster-rollen. Hun er den mellemste af ’de store’, men har alligevel altid været den, der tog sig af de andre – store som små. Hun er på mange måder den samlende figur i vores familie, fordi det som oftest er hende, der spørger, om ikke vi kan lave det ene eller det andet SAMMEN. Og hun er primus motor i vores aktiviteter, hvor hun tager ansvar for, at vi får det arrangeret. Derudover er hun også vores kage- og kogekone, fordi hun altid har elsket at være i et køkken og derfor er blevet rigtig god til det. Karoline GØR altid rigtig meget og ’fylder’ en del – så hvad nu?

Jeg har hele tiden ment, at det ville blive godt for os alle sammen at skulle ’overleve’ uden hende. Fordi vi så forhåbentlig vil sætte så meget mere pris på hende og alle hendes gøremål, når hun kommer hjem igen. Og også at det ville blive godt for de to andre store at få lidt mere plads – de vil få mulighed for at træde lidt mere i karakter, når hun ikke er der til at tage sig af det hele. Jonas mente, at vi nok ville blive mere opsplittede uden hende, fordi hun samler os.

Men allerede nu ser det ud til, at der er ved at ske noget – også uventet. De to andre store HAR fået mere plads, og de træder helt klart mere i karakter. De får mere ’lov’ at tage sig af vores mindste, Lykke, gør det og ser ud til at nyde det. De praktiske ting tager de sig også mere (naturligt) af og med mindre brok. Og så kom overraskelsen: de involverer sig i madlavningen og tager selv initiativ til det. Sebastian, der ellers elsker at sove meget længe i weekenden, stod i dag tidligt op for at lave amerikanske pandekager til hele familien. Noget han i øvrigt viste sig at være rigtig god til. Og nu har han selv foreslået, at han bager kage. SKØNT!

Jeg glæder mig allerede rigtig meget til at få Karoline hjem igen. Ikke af nød eller på grund af praktiske ting, men rent og skært, fordi jeg elsker hende, og savner at se, tale og kramme hende hver dag. Men jeg glæder mig også til at se, hvad resten af dette år bringer os på hjemmefronten. For hvis der kan ske så store forandringer på mindre end en uge, hvad kan der så ikke ske på et år…?

Klokken slår, og tiden går…

Jeg tror ikke, jeg kan tælle, hvor mange gange jeg har hørt sætningen: ‘Tiden går så hurtigt, når man får børn…’ Kan sikkert heller ikke tælle, hvor mange gange jeg selv har sagt det. For tiden går hurtigere, når der er børn i ens liv… Det gør den selvfølgelig ikke reelt, men det føles sådan. Måske fordi vi har travlt, eller også er det bare fordi, vi ‘ser’ tiden på vores børn.

I dag er det præcis et år siden, at vores yngste kom til verden – det kan jeg slet ikke forstå. Mindstepigen der stadig er så lille i forhold til alle de andre og som stadig bliver ammet lidt ind imellem. Men jeg kan jo se det. Hun står og er lige på nippet til at gå. Hun har 10 tænder, prøver at svare, snakke og gøre sig forståelig, og hun danser, mens hun spiller på keyboard – så jo, hun er ikke nyfødt mere. Men hvor blev det år af?

Sådan så de tre 'store' ud, da Sylvester blev født...

Endnu mere skræmmende er det, at min ældste blev 18 tidligere på året, og at jeg for få uger siden holdt konfirmation for tredje gang – allerede?

Og her er de så i dag - hold da op :)

Og så er de alligevel heller ikke større. Det var da ælstesønnen, der hang oppe i et af de højeste træer i aftes, og selv om de store piger laver både morgen- og aftensmad, kager og karameller til hele familien, er det også dem, der putter sig helt ind til mig i sofaen, når vi ser en film med uhyggelige scener. Så de er her endnu. Og de kan stadig bruge mig til noget. Det må de godt blive ved med. Man er jo mor hele livet, selv om børnene bliver alt for store, alt for hurtigt…