Er du så mor eller mormor?

Jeg har hørt pausen i telefonen, når jeg har sluttet af med ’67 som svar på spørgsmålet: ’Hvad er din fødselsdato?’ Og jeg har mærket blikkene i nakken, når jeg har stået i kø og svaret det samme, og ’maven’ foran mig lige har svaret ’87.

Men hvorfor lader vi os undre eller provokere, når kvinder lidt oppe i årene vælger at blive mor – måske igen? Og hvorfor skal vi igen og igen debattere, hvornår man er for gammel til at blive forældre (eller især mor)?

Sidst den debat kørte, meldte børnelægen, Vibeke Manniche, ret kontant ud, at der burde være en grænse ved 35 år for kvinder.  Ikke bare som førstegangsfødende, men som fødende i det hele taget.

Hold da op! Det skiller jo en del fra, da mange kvinder vælger at gøre deres studier færdige og få gang i karrieren, inden de stifter familie. Eller måske har man som jeg fået børn i et tidligere forhold, blevet skilt og startet forfra med en ny mand, og så er alderen jo altså fulgt med i mellemtiden, må man så ikke få børn mere?

Jeg blev mor som 26-, 28- og 30-årig i mit første ægteskab og som 35-, 36-, 38-årig og 43-årig i mit nuværende. Jeg kan ikke sige, at det ene eller det andet er bedst. Så længe kroppen kan, og man har overskuddet, lysten og helbredet til det, er det i mine øjne helt i orden – også set ud fra barnets tarv. Ifølge mit 40-års kilometer-tjek, skulle jeg nå en alder af cirka 90 år. Så selv den yngste kan altså regne med en mor, til hun er godt oppe i fyrrerne… Og så er der jo alligevel ingen af os, der kan love noget.

Mor og far for syvende gang. Glade og trætte men ikke helt på bedsteforældre-maner endnu :)

Men hvorfor diskuterer vi det overhovedet? Vi sætter pensionsalderen op, fordi alle ved, at vi bliver ældre og ældre – det gør mødre også. Og kommer jeg gående på gaden med barnevogn sammen med min ældste datter, kan jeg godt se, at der er nogen, der tænker ’Er hun mor eller mormor?’ Men problemet er jo slet ikke min alder. Det er da mere, at vi pludselig er så vant til ’De unge mødre’, at det synes helt naturligt, at min datter (på 15!) sagtens kunne være mor. Så måske vi i stedet skulle diskutere, hvornår man er gammel nok?

Men faktisk gider jeg heller ikke den diskussion. For alder er i alle livets sammenhænge bare noget meget individuelt noget. Nogle er klar til at påtage sig det ansvar at blive forælder (mor), når de selv stadig er teenagere, og andre har stadig mod på det, selv om de er nået op i nærheden af 50. Så skal vi ikke i stedet hylde moderskabet, uanset morens alder, og give hinanden støtte og kærlighed og så lade være med at diskutere moderskab ud fra en bør/bør ikke-præmis?