Intet er rigtig væk, før mor ikke kan finde det…

Sådan nogenlunde lød teksten henover et af de her lidt nuttede billeder, der ofte florerer og deles igen og igen på facebook. Og jeg må ærligt indrømme, at det absolut er noget, jeg kan nikke genkendende til. Herhjemme gælder det så desværre også for ham, som jeg ikke er mor til…

Mand og børn har virkelig svært ved at finde deres ting, selv om de selv har forlagt eller gemt dem. Og så bliver jeg bedt om at hjælpe, selv om jeg  igen og igen siger, at det jo er en hel del sværere for mig at finde, da jeg ingen anelse har om, hvor det er. Alligevel ender jeg som oftest med at finde deres ting.

De seneste par dage har jeg da også fundet så forskellige ting som Sophus yndlingshue (inde i den trøje han lige havde taget af), Sylvesters iPod, der var blevet væk og efterlyst hos skolens lærere, pedeller, kontor og rengøringspersonale (i den lomme i skoletasken, hvor den plejer at ligge), og 2×5 kilo vejsalt, som Jonas mente var brugt for flere uger siden og derfor havde købt nyt (på bænken lige foran huset, som man ikke kan undgå at se, når man går fra bilen og ind i huset).

Men mænd og børn kan godt undgå at se ting. Ting som de ellers meget gerne vil se, ellers ledte de vel ikke efter dem? Jeg forstår det simpelthen ikke. For jeg har på ingen måde bedre syn end de har. Måske er jeg bare lidt mere grundig. Eller lidt mere tålmodig.

For det er altså svært at finde ting, hvis man bare kører skannerblikket henover et rum uden at løfte det andet rod, man smider om sig. Svært at finde en hue, hvis man hårdnakket påstår, at man har taget den af, inden man skiftede til en anden, når virkeligheden er, at de to ting røg af i samme bevægelse. Og svært at finde sin iPod, hvis man kun klapper lidt på lommen, i stedet for at stikke hånden ned i den, så man finder ud af, at den faktisk er der – bare i bunden.

Men hvordan man ikke ser to sække vejsalt i selvlysende poser, når alt omkring dem er gråt i gråt, er for mig et mysterium. Men måske det er fordi, man kun ser det, man forventer, og når man nu er overbevist om, at det ikke er der, så ser man det heller ikke?

Flirter du? MOR!!!

Må gifte mødre flirte? Hvis jeg spørger mine børn, vil svaret helt klart være et meget rungende: ’NEJ!’

Efter en af mine ellers meget sjældne byture sad min veninde og jeg over morgenmaden og talte med vores store teenagedøtre om aftenen før, og de spurgte ind til, hvad vi havde lavet. Åbent fortalte vi dem, at vi blandt andet havde brugt en del af aftenen sammen med et par unge fyre, hvor vi spillede pool og bordfodbold. Og at vi senere havde været ude at danse.

Ret forfærdet udbryder min 14-årige datter: ’Jeg håber da ikke, at I har flirtet og sådan noget! I hvert fald ikke mor!’ Efterfulgt af rynkede bryn og et skarpt, inkvisatorisk blik op på mig, da min veninde er pt. single.

Men må gifte kvinder ikke flirte? Eller gælder det bare gifte mødre? Når vi nu har fået børn, skal vi så være fuldstændig immune overfor mænds opmærksomhed?

Jeg har en lokal tankmand, som jeg er meget glad for. Han er en ung og lidt slankere version af Søren Huss, og jeg har ingen anelse om, hvad han hedder. Men uanset hvordan jeg ser ud eller føler mig, bliver jeg altid mødt af et meget kækt: ’Halløjsa…!’, et smil fra øre til øre og elevatorblikket. Jeg fortæller ham, hvad jeg skal have, og det resulterer altid i samme svar: ’S’gerne. Er der ellers andet, jeg kan friste med?’ et lille smil og en kunstpause, der ikke lægger skjule på dobbelttydningen, inden han fortsætter med at fortælle mig om dagens tilbud på chokoladefrøer eller lakridspiber.

Jeg svarer altid: ’Nej, tak. Men det var sødt af dig…’ Og når jeg går derfra, er det med lidt mere rank ryg og højt humør, der ikke kan skjules af det kæmpesmil, jeg har plastret udover hele ansigtet. For det er da både sjovt, sødt og enormt smigrende. Og så er det da skønt at blive ’set’. Noget både vi og vores mænd nok kan komme til at glemme i hverdagens vasketøj og leverpostejsmadder.

Så ’Ja tak!’ til lidt flirt – både i hverdagen og til fest. Også selv om man er mor – og gift…

Skal november være så (over)skæg?

Knap har vi overstået børnenes Halloween , før mændene går i gang – min herhjemme gør i hvert fald. Og det er noget, han har set frem til. I flere uger (læs: måneder) har jeg dagligt skullet lægge ører til, at nu er det lige om lidt Movember. En årligt tilbagevendende tradition, der nu på 10. år opfordrer alle mænd til at anlægge overskæg i november for at indsamle penge til og skabe opmærksomhed omkring især prostatakræft og andre mandlige helbredsproblemer. Det er al ære og respekt værd, men hold nu op, hvor er det bare ikke klædeligt!

Burt Reynolds fra den gang, det altid var Movember :)

Min bedre halvdel går nu rundt med et såkaldt Fu Manchu-overskæg, hvor siderne går en del længere ned – vist nok et hipster-moustache. Hipster?! Vi bor på sidste kartoffelrække i Ringsted på et nedlagt og nedslidt landbrug med syv hjemmeboende børn – det er der altså ikke meget hipster over…

Men han er glad for det. Der bliver lagt billeder på facebook med opdateringer som: ’Man skal lige vende sig til det, men så holder det altså også’ (det er flere af hans kvindelige fb-venner så ikke helt enige i).  Og i toget sider han og de andre moustache-udklædte mænd og smiler og nikker anerkendende til hinanden, som når motorcyklister hilser, rappere hilser næve mod næve eller hemmelige broderskaber har deres helt eget håndtryk.

Jeg er sikkert både gammel og gammeldags, men endnu ikke så gammel, at jeg ønsker mig tilbage til tiderne med overskæg på alle a’la Burt Reynolds eller Tom Selleck. Og skal man have overskæg, kræver det en kraftig og mørk ansigtshårvækst.

For lige pt. ligner ham derhjemme altså en klon mellem en jysk politimand og en pornostjerne fra 70’erne. Og endnu værre er det, hvis man ser ham lidt på afstand, for siderne er en del lysere end midten, og så er vi pludselig ude i en afbleget Hitler-version…

Men han er urokkelig. Selv mit retoriske spørgsmål: ’Hvad tror du, det der gør for dit sexliv?’ preller fuldstændig af på ham og afføder svar som:

’Så kan vi jo bare slukke lyset…’

Hvorfor lugter mænds prutter – af kloak?

Jeg har det svært med prutter. Eller lugten af dem. Der er situationer, hvor jeg simpelthen får voldsom kvalme af det. Fx har jeg det mere end svært med at børste tænder, hvis der lige har været en på toilettet, eller endnu værre vælger at være der samtidig med mig. Så jeg har udviklet en teknik, hvor jeg trækker vejret alene igennem munden eller holder vejret, men det er ikke nemt, mens man børster tænder.

Måske det bare er mig. Måske er det en kvinde-/mandeting. For jeg husker en samtale, min mand, Jonas, og jeg havde, meget tidligt i vores forhold. Jonas mente, at man skulle have kendt sin kæreste et godt stykke tid, før man pruttede sammen med hende – især i sengen. En anden af hans venner var totalt ligeglad, han pruttede bare med det samme, for ’Hun kan jo lige så godt vænne sig til det…’

Men uanset hvor mange år der går, kan jeg bare ikke vænne mig til det. Jeg synes ikke, det er særlig sjovt, når jeg kommer ind i soveværelset, efter Jonas er faldet i søvn, og der lugter som toilet. Og der er altså noget om det med mænd og prutter om natten. Da jeg for nylig talte med en veninde om par med separate soveværelser, fremhævede hun den indlysende fordel: ’Jamen, så slipper man da i det mindste for at ligge og sove i hans prutlugt…’

Og det har jeg faktisk også svært ved – at sove i prutlugt. Da Jonas og jeg havde kendt hinanden et par år, vågnede jeg en nat ved 2-3-tiden, fordi der lugtede helt forfærdeligt. Jeg skubbede til Jonas flere gange for at vække ham og få ham til at gå ned i kælderen og tjekke kloakken. Han nægtede og blev ved med at sige, at der ikke kunne være noget galt, men da lugten var virkelig voldsom, blev jeg på min side ved med at insistere.

Efter ti minutters diskussion gik han til bekendelse: ’Jeg kan med 100% sikkerhed sige, at der ikke er noget galt med kloakken. Det er mig, der lige har pruttet…’

Og da han havde valgt at ’lufte ud’ ved at løfte dynen, måtte jeg helt ned under min og glædede mig over, at jeg aldrig havde insisteret på dobbeltdyne.

Sex er alt for opreklameret…

Kommenterede en veninde, da vi for nylig (igen) diskuterede sexlivets trange kår i børnefamilien.

’Ja, jeg ved godt, du ikke er enig, men jeg mener det. Det her betyder da også noget,’ fortsatte hun og slog ud med armen for at indikere ’det her’ som vores hjem, familie og liv. Dét betød i hendes verden lige så meget eller mere end hvor ofte (eller sjældent), det lykkes os at få sex. Tøvende og lettere skeptisk måtte jeg så småt give hende ret.

For et parforhold er så meget mere og andet, selv om sex er en stor del af det – det giver intimitet. Det er også venskabet, samarbejdet, tilliden og den fælles historie.

Men i disse ’Fifty shades of Grey’-tider tyder noget på, at en del kvinder har en anden opfattelse. 31 millioner solgte eksemplarer af bogen, der også kaldes husmoderporno med henvisning til, at det hovedsagelig er modne kvinder, der køber og læser den. Altså alle os med en hverdag med børn, leverpostejsmadder, bunker af vasketøj og et sexliv, der til tider hænger i laser. Men den er jo bare kulminationen på en tid, hvor vi er ufattelig fokuseret på sex.

Det ene tv-program efter det andet har skullet lære os danskere at have bedre og mere sex, og næsten dagligt kan vi på diverse reality-programmer se ’rigtige’ mennesker dyrke sex for åben skærm.

Og ærligt, så har jeg lidt svært ved at forstå det. Jo, jeg forstår godt behovet for sex. Man skal ikke være særlig studeret for at vide, at det ligger på linje med både mad og drikke, men fokuseringen forstår jeg ikke.

I mandags var jeg til forældremøde i 8. kl., hvor SSP-medarbejderne fortalte om en ’Jeg tror, de andre gør’-øvelse ifm. alkohol og stoffer. Det viste sig, at stort set alle troede, at ’de andre’ fx drak mere end dem selv, hvilket gav dem lyst til selv at drikke mere.

Er det ikke lidt det samme, vi er ude i? At al den fokus på sex gør, at vi tror, ’de andre’ har mere og bedre sex end os, selv om de fleste af os jo bare er helt almindelige leverpostejs-danskere…

Må mødre have et privatliv?

For et par dage siden manglede min ældste noget løbetøj og spurgte, om han kunne låne noget af mig. Jeg ledte, men kunne ikke finde lige præcis de bukser, han var på udkig efter. Da han blev ved, gik jeg ind i soveværelset igen for at lede endnu en gang. Og nu fandt jeg min mand rodende rundt i mine skuffer med ældstesønnen ved siden.

’Vil du godt lade være med at rode i mit undertøj?!’ fløj det irriteret ud af min mund, så begge drejede rundt og så på mig med et udtryk af WTF?! efterfulgt af latter.

Men hvorfor? Må man som mor og halvdelen af et parforhold ikke have et privatliv? Noget der er ens eget domæne, som man med rimelighed kan forvente, at andre i familien ikke går i?

Jo, for pokker! Selvfølgelig må man det. Og det er hverken latterligt eller urimeligt. Især som mor, tror jeg, det er endnu vigtigere, end det var før, man fik børn.

Før jeg fik børn, kunne jeg simpelthen ikke gå på toilettet, hvis der var andre i rummet. Det kan jeg godt i dag, fordi det er en simpel nødvendighed. Hvis ikke jeg kunne det, var jeg for længst blevet indlagt med kronisk forstoppelse. Jeg kan ikke barbere ben eller bikinilinje, uden at have et barn med en pegende finger og spørgsmålet: ’Hvorfor gør du det?’ Og tillader jeg mig et karbad, kan jeg næsten garantere, at der kommer et større barn ind og kommenterer: ’Nåeh, det er rigtig wellness, hvad’? Tja, men ’rigtig’ wellness indebærer faktisk også lidt alenetid, såeh…

Jeg har ikke mit eget værelse. Selv mit soveværelse har en ekstra beboer (stik imod alt hvad jeg tror på), fordi vi ikke har skabt den fornødne plads endnu. Og går jeg i haven, går der 2 minutter, før der bliver kaldt på mig – hvis jeg altså ikke har gemt mig.

Så derfor har jeg tre ting, der er mit helt alene: mit tøj, min taske og min computer. Der er ingen hemmeligheder. Ingen pornofilm, sexlegetøj, breve eller mails fra hemmelige elskere – det er bare mit. Og man skal spørge om lov først.

Sådan må mødre også gerne have det…

’Dusken’ er på vej tilbage – eller hvad?

Det er mere end ti år siden, jeg interviewede sexolog Joan Ørting om næste års sex-tendenser, og en af hendes forudsigelser var, at ’dusken’ ville komme stærkt tilbage. Nu skulle det være slut med det glatbarberede look, og kvinder ville igen få kropsbehåring.

Men efter sommerens strandture må jeg sige, at dér tog hun grundigt fejl. Der har nok aldrig været så lidt hår på hverken kvinder eller mænd, som der er i disse år. Unge mænd har hverken hår på brystet, under eller på armene og ’glatte løg’ er et udtryk, som selv mine små drenge kender.

Som jordemoderstuderende var det også uhyre sjældent at se fødende med hår mellem benene, hvordan de så end fik dem fjernet, for det er altså alt andet end nemt bare at ordne ’bikini-linjen’, når man er gravid. Men måske de betalte for en ’brasiliansk’ på en salon, der så ordnede det for dem?

I bund og grund er jeg ret ligeglad med, om folk har hår eller ej. Men det er et forvrænget billede vi giver vores børn med vor tids ’hår-forskrækkkelse’, når børn af begge køn ikke længere er vant til at se kvinder med ’hår på den’.

Det fandt jeg for nylig ud af, da en fire-årig dreng på besøg kom til at brase ind på toilettet hos en af mine store piger. Han kiggede grundigt på hende og gik så ud igen. Men synet havde alligevel undret ham, så han kom igen med spørgsmålet. ’Hvorfor har du hår der?’ og en strittende pegefinger. Tja, hvad siger man til det? Svaret: ’Det har voksne…’ holder jo ikke længere, for det er ikke det, børn ser, når de går i svømmehallen med deres mor. De ser kvinder med bryster og runde former, men ellers ligner de jo pigerne fra børnehavens badebassin til forveksling…

Jeg er godt nok barn af 70’erne, men derfor har jeg alligevel ikke et væg-til-væg-ryatæppe, som Christine Feldthaus så malende kalder det. Men hvis der ikke snart sker en forandring, skal vi da også til at lave om på vores talemåder. ’Et dyt i bamsen’ og at ’duske’ nogen refererer da til noget med hår, ikk’?

Wow for veninder!!!

I går var en helt særlig dag for mig – på godt og ondt. Godt fordi jeg havde to dejlige oplevelser med to skønne kvinder. Men ondt fordi det gik op for mig, at noget af det, jeg selv prædiker, er jeg bare ikke særlig god til.

Der går bare alt for tit ’MOAR’ i den, så jeg glemmer bare at være Charlotte og gøre noget for mig, alene fordi jeg har lyst. Jo, jo, jeg er rigtig godt til at tage alle de små pauser i hverdagen. Huske at ’forsvinde’, når jeg synes ungernes larm og/eller krav bare er for meget. Det kan jeg godt finde ud af. Finde ud af at smutte ud af huset, helst uset, og lige få ti minutter til at trække vejret – alene. Men jeg er godt nok dårlig til at sørge for også at få nogle længere pauser. Sørge for at der bliver tid til, at jeg fx kommer af sted til vinterbadeklubben, eller som i går har noget kvindesamvær. Det er der alt for lidt af i mit liv. Det bliver bare ikke prioriteret, når der også er en masse praktiske gøremål, og unger der hiver i mig konstant. Jeg er jo ikke nummer 1 længere. Har faktisk ikke været det i rigtig mange år efterhånden. Men for pokker, hvor skal jeg altså til at huske at være det bare en gang imellem.

Og i går blev så en af de dage. Og den opstod helt uventet. En skøn, dejlig kvinde spurgte om ikke jeg ville fortælle hende alt det, hun ikke vidste, at hun ikke vidste om skilsmisse, fordi hun pludselig stod midt i en. Det ville jeg gerne. Selv om jeg egentlig også står midt i et istandsættelsesprojekt, men det løber jo ingen vegne. Og er der noget, jeg elsker at bruge min tid på, så er det at give mine erfaringer videre til andre, så de ikke behøver have lige så mange besværligheder som jeg selv har haft – bl.a. i forbindelse med skilsmisse og alt det efterfølgende.

Da hun så skulle gå tidligt, havde jeg pludselig et par timer i overskud, og hvad gør man så. Ja, så ringede jeg til en anden veninde, der altid brokker sig over, hvorfor jeg ikke kommer forbi, når jeg nu er i København. Så i går gjorde jeg. Helt spontant. Og huskede også lige at ringe til min mand, som heldigvis sørgede for at hente børn, selv om det var min tur, så jeg lige fik et par timer ekstra med kvinde-halløj.

Og jeg hyggede mig. Storartet. Jeg havde en dag, hvor der blev snakket skilsmisse, samværsaftaler, arbejde eller mangel på samme, mænd og fædre og ikke mindst udvekslet en masse ideer til fremtidig job- og indtægtsmuligheder. Drukket en fadøl i Nyhavn og et glas vin på terrassen i Charlottenlund. Intet mindre end fantastisk.

Men især fordi jeg også lærte noget. Jeg vidste ikke, hvor meget jeg rent faktisk havde savnet det her. Savnet at snakke, hygge og tale erfaringer med andre kvinder. Hvor meget det giver mig at hive lidt tid ud af kalenderen til mig selv og så lad græs være græs, og pudsearbejde være pudsearbejde.

Så da jeg kom hjem, kontaktede jeg en tredje skøn kvinde, som det også er alt for længe siden, jeg har set. Og på min to-do-liste står et par navne mere – alle kvinder. For det gør mig godt og glad. Giver mig mere overskud og lyst til at være MOAR. Så alt i alt er det jo en win-win for alle, selv om der så er nogle ting, der ikke lige bliver ordnet den dag, ikk’?

Nej, ikke igen! Ikke endnu en skilsmisse i en børnefamilie

Jeg har grædt et par gange i den forgangne uge. Grædt fordi jeg igen har hørt om endnu en skilsmisse i en småbørnsfamilie. Det har jeg gjort to gange i denne uge.

Men de følger jo bare statistikken. I København er skilsmisseprocenten oppe på 49% i ægteskabets første syv år, de fleste efter kun 2-4 år. Altså mens vi har små børn, og livet er svært. Men hvorfor er det så svært? Livet? Og især livet med småbørn?

Måske fordi småbørnsforældre arbejder mere end alle andre. Halvdelen af alle småbørnsmødre arbejder over 35 timer om ugen. Fædrene gerne 45!

Så bliver det svært. Livet. For så er det mere end vanskeligt at finde tid til også at pleje sig selv, interesser, hinanden og parforholdet. Så bliver der sovet tv. Ikke dyrket sex. Udskudt fortrolige voksensamtaler. For hvem pokker har overskud til det, når der også skal laves aftensmad, smøres madpakker, vaskes tøj, tjekkes forældreintra, laves lektier, køres til fodbold, læses godnathistorie og, og, og?

Vi betaler en høj pris. Vores børn betaler den højeste. For uanset hvor ’lykkelig’ en skilsmisse er, er et familiebrud altid ulykkeligt for et barn.

Men i dag har hvert tredje barn under fem år oplevet en skilsmisse. Hvert tredje! Det er for mange. Og det er for tidligt. Vi er nødt til at tænke om. Nødt til at gøre noget andet. Måske mindre? For vi er også blevet en generation af curlingforældre, der gør alt for vores børn uden at stille krav til dem. Når det går højt, skal de holde orden på værelset og bære deres egen tallerken ud. Det er for lidt.

Og så kunne vi arbejde mindre (begge parter) og leve lidt billigere. Jeg tror godt, vores børn vil betale med lidt af deres fritid, mindre elektronik, færre udlandsferier og måske endda deleværelse, hvis det betød, at familien forblev én familie.

For måske er prisen for vores høje krav til os selv, vores ikke-eksisterende krav til vores børn, at vi ikke kan holde sammen på det, som det hele handlede om – kærligheden og vores familie?