Børn, Parforhold, Sex

Tag jer nu sammen mænd, og stop det klynk!

22. januar 2014
Klaus Riskjær vil gerne have juridisk abort til mænd

Lovgivningen er allerede på mændenes side, og de senere år har politikerne yderligere favoriseret mænd og fædre i flere forhold. Så der er ikke behov for endnu en ventil for mænd, der ikke har kunnet holde deres arveanlæg bag en lukket lynlås…

Der er efterhånden så meget klynk fra mænds side herhjemme, at det næsten ikke er til at holde ud. Hver gang der er det mindste, der kan lugte lidt af mænds manglende ligestilling, bliver der en voldsom ballade, og både medier og politikere tager imod med kyshånd for her er ’en god historie’. Nu har vi jo talt så meget om ligestilling for kvinder, så må det da også være på høje tid, at vi tager samme diskussion for mændene, ikk’?

Uligheden og kvinders manglende ligestilling er her bare stadig, og den bliver kun værre. Men disse historier har en tendens til at forsvinde i mediebilledet, for det er jo bare den samme gamle sang. Det er det bare ikke. Faktisk bliver der hele tiden skrevet nye vers…

I 2006 ændrede man ’ægteskabsloven’, så pensioner ikke længere var en del af fællesejet og derfor ikke skulle deles ved separation eller skilsmisse. Med et snuptag lod man 650 milliarder kroner skifte hænder – fra kvinder til mænd, da mændene har langt den største pensionsopsparing. Hver gang en kvinde sparer 100 kroner op i pension, sparer en mand 170 kroner op!

Men ikke nok med det. Den helt store forbrydelse skete her, fordi man gjorde det med tilbagevirkende kraft. Dvs. at alle os, der var blevet gift under den gamle lovgivning og havde sparet ekstra op på mandens pension i den tro, at det var helt sikkert, fordi vi enten ville komme til at nyde pensionen sammen eller ved en evt. skilsmisse ville dele dem, blev snydt. Snydt så groft at advokat Allan Ohms fra Forumadvokater skrev et indlæg om loven 17 dage før dens indførelse under overskriften ’Det største tyveri siden guldhornene’ og kaldte den en ’omvendt Robin Hood’.

Læs hele indlægget her: http://www.familieadvokaten.dk/emner/det_stoerste_tyberi_siden_guldhornene.html

Og vi kan ikke gøre en skid ved det. Jo, vi kan prøve at overtale vores ægtefælle til alligevel at dele pensionen ved at lave en ægtepagt, der koster flere tusinde kroner til en advokat, men hvorfor skulle han? Han har ’fået’ måske flere hundrede tusinde kroner foræret, der juridisk nu er hans ’særeje’, så hvorfor skulle han frivilligt give dem bort? Og hvis ægteskabet allerede har haft sine kriser, er der nok ikke store chancer for det, vel?

Men det stopper slet ikke her. Allerede året efter i 2007 indførte man Forældreansvarsloven, der i sin tanke havde det fornemme formål at forbedre barnets rettigheder i forbindelse med skilsmisse. Det betød, at alle forældre (uanset om de havde været gift) som udgangspunkt nu havde fælles forældremyndighed. Men fælles forældremyndighed er langt fra altid en god løsning. Det er det faktisk kun, når forældrene er enige og formår at samarbejde. Det gør mange i sagens natur ikke i forbindelse med en skilsmisse.

Men forældreansvarsloven gjorde også noget andet. Den gjorde det fra den ene dag til det andet til et fælles ansvar fx at sørge for barnets transport mellem de to forældre. Et ’ansvar’, der siden som oftest tolkes som, at forældrene skal deles ligeligt om både tidsforbruget og økonomien i transporten. Det betyder i praksis, at fædrene generelt set slipper endnu billigere end før, da de nu kan sende halvdelen af regningen for transporten af børnene mellem de to forældrehjem videre til mødrene. Desuden kan de også med retten i hånden kræve, at moren tager halvdelen af den fysiske transport, hvis de skal køres. Forældreansvarsloven startede som en smuk tanke om barnets tarv, men endte som en udvidelse af fædres rettigheder uden hensyn til, om det også er det bedste for barnet.

Klaus Riskjær vil gerne have juridisk abort til mænd

Klaus Riskjær vil gerne have juridisk abort til mænd

Og nu har vi så diskussionen om ’Juridisk abort’ bragt til torvs af ingen ringere end Klaus Riskær Pedersen, der blev vred over, at hans unge, smukke kæreste blev gravid med hans sæd uden, at de havde aftalt det først og lavet barnet ’i kærlighed’. Men for pokker, manden er 58 år og allerede far til fire andre børn, så kan man ikke med en smule retfærdighed formode, at han er klar over, at graviditet er en risiko, hvis man gentagne gange dyrker ubeskyttet sex med en kvinde? Og endnu mærkeligere virker hele hans korstog, fordi han ifølge eget udsagn opsøger netop unge kvinder for at have muligheden for at stifte familie igen… Riskær har anerkendt faderskabet, men han synes, at mænd for ofte bliver ’snydt’ og skal have lov at vælge det fra – både rettigheder og pligter. Det synes Mads Christensen så tilsyneladende også.

Men mænd har allerede den mulighed. Nej, de kan ikke vælge barnet juridisk fra, men faktisk er prisen for at slippe for alle pligter utrolig lav i Danmark. For 1.270 fuldt ud fradragsberettigede danske kroner kan du slippe for det hele. Du behøver ikke se barnet, for det kan ingen tvinges til. Du er ikke forpligtet til at tage barnet til læge, tandlæge, sundhedsplejerske, møde op på første skoledag, læse lektier, købe vinterstøvler og –jakke eller noget som helst andet. For et beløb, der efter skat, svarer til et avisabonnement, kan man ’købe’ sig fuldstændig fri af alle forpligtelser som far.

Man kunne også have valgt at beskytte sig selv, hvis det var en så magtpåliggende, at man ikke skulle have børn. Enhver idiot i Danmark ved, at ubeskyttet sex kan have konsekvenser som ubehagelige kønssygdomme, eller at der kan komme et barn ud af det. Det er ikke særlig svært. Selv min datter på syv år er klar over det her, så det er mænd som Klaus Riskær Pedersen, Mads Christensen og alle mulige andre da også!

Så kære mænd! Ret ryggen, vis I har hår på brystet og opfør jer som mandfolk i stedet for at agere ofre i ligestillingens navn. Det er simpelthen for lavt og helt utroligt forkælet!

Men som min (meget mandlige) advokat gennem flere år siger:

’Kvinder skal påpege uretfærdigheder i mere end hundrede år, før de får noget ændret. Men hvis en mand stiller sig op og klynker lidt i medierne, så bliver det lavet om med det samme!’

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook