Børn, Familie, Parforhold

Krigen uden vindere

30. august 2014
skilsmissebarn

Når danske forældre bekæmper hinanden og frarøver børnene den anden forælder, taber alle. Først og fremmest børnene, dernæst den forælder, der ikke længere må se sine børn, men også den ’vindende’ part taber i det lange løb. For hvordan skal et barn kunne tilgive at have ’mistet’ en mor eller far som led i et hævntogt baseret på sårede følelser?

Men systemet og lovgivningen fejler også. Systemet fordi det tager alt for lang tid at få sin sag hørt, og tid i netop denne type sager er en afgørende faktor. For er der gået ’for lang’ tid, hvor den ene forælder ikke har set sine børn, vil man formentlig heller ikke komme til det – af hensyn til børnene.

Det betyder i praksis, at det kan svare sig at bryde alle regler, ikke at komme til møder, nægte at udlevere børn til samvær og i det hele taget trække sagen i langdrag. Gør man det, vil man formentlig ’vinde’ retten til at have sine børn alene.

Den anden part der har overholdt regler, retningslinjer og råd udstukket af Statsamtet vil ’miste’ sine børn for resten af deres barndom – måske for evigt.

Og lovgivningen fejler lige så grelt. Forældreansvarsloven fra 2007, der netop skulle have barnets tarv for øje, har haft nogle helt utilsigtede virkninger: At der er en stigning i forældremyndighedssager, og at børnene trækkes ind i disse sager mere end før, fordi de skal høres.

Men var det det, der var meningen? At børnene skulle få ansvaret, når forældrene ikke var deres ansvar voksent?

Ingen børn bør nogensinde skulle vælge mellem deres forældre, eller om de vil bo det ene eller det andet sted – det er en voksen beslutning.

Og ingen børn bør nogensinde kunne fratages at se sin ene forælder, så længe der ikke er tale om misbrug, misrøgt, vold eller alvorlig psykisk sygdom.

skilsmissebarn

Lige som ingen forælder bør belønnes for at bryde reglerne – det er ganske enkelt helt urimeligt! Og det sætter et udtryk som ’Crime doesn’t pay’ i et helt nyt og andet perspektiv, for det gør det tilsyneladende i forældremyndighedssager i Danmark…?!

Som så mange andre har jeg siddet med ondt i maven og tårerne trillende ned ad kinderne, når har set, hørt eller læst om sager, som dem vi i øjeblikket er vidner til via TV2s dokumentar ’Med børnene som våben’.

Det er så forfærdeligt at se børn blive manipuleret til had eller foragt over for den ene af deres forældre. Og jeg kan så levende sætte mig ind i den sorg og afmagt den mor eller far, der ikke må se sit barn, oplever.

Jeg er selv skilsmissemor, og jeg må med skam indrømme, at jeg en gang imellem har tænkt, at det hele ville være meget nemmere, hvis børnene ikke skulle være så meget sammen med deres far…

Som min egen papmor en gang sagde i skuffelse over, at jeg endnu en gang ikke kunne have børnene med til en familiesammenkomst: ’Det var så meget nemmere i gamle dage, hvor børnene bare var hos deres mor…’ Det blev sagt med et glimt i øjet, for også hun kan se, at skilsmissebørn i dag har vundet en hel del ved at se deres far mere end hver fjerde weekend, som var min egen virkelighed som skilsmissebarn.

Og uanset hvad jeg har tænkt, har der alligevel været langt fra tanke til handling, og jeg ville for alt i verden undgå, at de skulle tale med jurister og børnesagkyndige og hvirvles ind i en konflikt mellem deres far og mig. Og så var bevæggrundene for små. Det ville bare være nemmere, og der ville være færre diskussioner.

For der var ikke tale om, at han var en dårlig far, og ønsket blev heldigvis aldrig så stort, at jeg overhovedet overvejede at beskylde ham for det – bare for at få min vilje.

Sådan er det heldigvis for de fleste skilsmisseramte. Men når 800 børn hvert år fratages retten til at se den ene forælder, er det for mange, selv om det kun er en brøkdel af alle årlige skilsmisser. 800 børn! Det er flere, end der går på mine børns folkeskole!

Derfor skal lovgivning og retningslinjer laves om. Og det kan kun gå for langsomt!

Der er ingen tvivl om, at en skilsmisse er svær. For mit eget personlige vedkommende er det noget af det sværeste, jeg nogensinde har gennemlevet. For det var en af den slags med rigtig meget vrede, hvor vi ikke var enige om noget som helst, hvor alt skulle afgøres i retten og det hele tog tre år. Tre år hvor børnene dog så både mig og deres far. For af uransagelige årsager formåede vi at holde børnene (næsten) ude af det. Måske fordi vi begge forstod at holde øjnene på bolden, børnene, og måtte indse, at en skilsmisse altid er forbundet med tab. Ikke blot af en ægtefælle, sin bedste ven og halvdelen af ens familie, men også tab af børnenes barndom.

Det gør ondt. Helt ubeskriveligt ondt. Men det er prisen for en skilsmisse. Det må alle forældre, der vælger at blive skilt, indse. Lige som de må indse, at børnene taber, når de vælger at lave en ny familie, hvor den anden forælder slet ikke er en del af børnenes liv.

Uanset hvor mange besværligheder, triste dage og ondt i hjertet jeg har haft over ikke at se mine børn, kan jeg kun være glad for, at tingene er anderledes i dag end i min egen barndom. Glad for at mine egne børn har set deres far så meget, som de har, så de aldrig har været i tvivl om, de har to forældre, der elsker dem betingelsesløst.

Og uanset hvor dårligt jeg får det, når jeg ser denne type programmer, er jeg også meget taknemmelig. Indtil videre er det nemlig ikke lykkedes nogen at råbe politikerne op. I syv år har ingen kunnet få hul igennem til dem om, at Forældreansvarsloven ikke virker efter hensigten om at varetage barnets tarv, men i mange tilfælde gør det modsatte.

Den har nemlig en stor fejl:

Man kan ikke tvinge folk til enighed.

Og er der noget, de færreste er, når de bliver skilt, så er det enige.

Men man kan tvinge folk til at overholde reglerne og i hvert fald holde op med at belønne dem for ikke at gøre det. Så ville vi være noget et godt stykke i retning af det, det hele handler om: at sikre barnets ret til begge sine forældre…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook