Børn, Familie, Parforhold

Kan vi ikke tage hjem nu, Argentina spiller om lidt?

30. august 2014
David-Beckham1

Fodbold gør noget ved mænd. Noget som mange kvinder har svært ved at forstå. Selv har jeg intet imod fodbold, hverken når det handler om EM, VM, OL, Champions League, Super Ligaen eller nogen som helst anden liga. Men når det bliver større end selve livet, kan jeg godt stå lidt af. Sådan var det, da Luna blev født for otte år siden…

Jeg hader ikke fodbold. Men jeg elsker det heller ikke. Jeg kan godt lide en god kamp, hvor der er noget på spil – og allerhelst når det er vores eget landshold, der spiller. Eller England. Selv om det var sjovere, da Beckham var med. Ham banker mit hjerte stadig lidt hurtigere for. Og Allan Simonsen, der var mit helt store idol som meget lille, blond, spinkel pige.

David-Beckham1

Af uransagelige årsager har jeg alligevel altid fundet sammen med mænd, der elsker fodbold. Næsten højere end alt andet. Jeg har fundet mig i utallige gange at stå på sidelinjen som næsten eneste hepper til en eller anden fuldstændig ligegyldig fodboldkamp, fordi kæresten gerne ville have mig med – gerne i regnvejr. Eller sætte en anden kæreste på det første morgenfly, fordi hans hjembys hold, Blackburn, var i ’the play-offs’, selv om vi var totalt på røven, men det her var bare vigtigt. Det skete et par år i træk, før det endelig lykkedes dem at rykke op i den engelske Premier League. Samme kæreste, der i øvrigt igen og igen nævnte, at han simpelthen ikke forstod, hvordan man ikke kunne være født, den gang England vandt VM – det skete i 1966. Og da jeg for fire år siden var til bryllup, var der næsten lynch-stemning blandt de mandlige gæster, fordi Danmark samtidig skulle spille VM-kamp mod Cameroun.

Da vores sjette barn, Luna, der blev otte år for et par dage siden, skulle fødes, var det også ved at give ægteskabelige problemer, fordi hun lod vente på sig temmelig længe. Da jeg var gået seks dage over tiden, hidkaldte vi svigermekanikken fra Nordjylland for at hjælpe med de andre børn, når fødslen gik i gang – der skete bare ’nada’. Så begyndte jeg og Jonas at løbe rundt om Utterslev Mose for at se, om vi ikke kunne gøre noget for at sætte gang i begivenhederne. Men det eneste, vi fik ud af det, var, at jeg blev træt og øm.

På den ene side var det nu ellers udmærket, at hun ikke kom helt så tæt på terminsdatoen, som det var forudset. For med en troende (eller overtroisk) mand, var datoen 6. juni noget nær det værste, der kunne ske. Kombineret med årstallet ville det nemlig give vores sjette barn fødselsdatoen 6/6/6 – Djævelens tal. En ny og meget virkelig kvindelig udgave af Damien (fra filmen The Omen) lige midt i vores familie.

Men som dagene blev ved at gå, dukkede nye problemer op. For så var der ikke længere tale om ’noget nær det værste’, men det absolut værste. For VM-slutrunden i ’06 i Tyskland var på vej ind i sine indledende runder, og dem kunne man hurtigt komme til at misse et par stykker af, når ens kone lå i fødsel. Jonas ville trods alt ikke nægte at tage med til fødslen på grund af VM. Men kunne det så bare ikke gå lidt hurtigere?

Om morgenen lørdag d. 10. juni, 13 dage efter den oprindelige fødselstermin, skete der endelig noget. Men måske fordi vi var blevet så vant til at vente og nu havde boet sammen med mine svigerforældre i en uge, var der ingen reaktion, da jeg henvendt til min svigerfar sagde: ’Tager du ikke lige ham her? Jeg tror, mit vand lige er gået…’ og forsøgte at række ham Sophus på halvandet, som sad på mit skød.

Så jeg prøvede igen: ’Tager du ikke lige Sophus, jeg tror, mit vand er gået?’

Og så kom der endelig gang i hytten. Jeg fløj op på badeværelset for lige at tjekke og bekræfte, og efter en opringning fra Jonas til fødegangen kørte vi af sted.

Efter få timer var det hele overstået lige så hurtigt, som det var gået i gang. Men nu var VM også i gang, og knap en time efter fødslen ville startfløjtet til en af de, for min mand, vigtigste kampe lyde – Argentina vs. Elfenbenskysten.

Så mens vi kiggede på vores nye barn, fik målt, vejet og undersøgt hende, gik Jonas også og tjekkede sit armbåndsur. Kampen startede ved 12-tiden, så da klokken havde passeret 11, kunne han ikke mere:

’Tror du ikke bare, vi kan tage hjem? Argentina spiller lige om lidt…’

Jeg ville også godt hjem. Ikke på grund af fodbolden, for jeg kunne nok ikke være mere ligeglad. Men fordi solen skinnede fra en skyfri himmel, og jeg havde det fantastisk efter en fin og fuldstændig problemfri fødsel. Men der skulle gå yderligere et par timer, før vi blev sat fri. Da klokken nærmede sig 14, fik vi endelig et ok til at tage af sted, selv om både sygeplejersker og jordemødre syntes, det var lige friskt nok.

’Så kan I jo også lige handle på vejen hjem…’ råbte en af jordemødrene jokende efter os, da vi gik ud i den danske sommer, hvortil jeg kun kunne svare:

’Det går nok ikke, for nu spiller England lige om lidt…’

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook