Børn, Familie, Opdragelse, Parforhold

Hvad er et barn: intetkøn, superhelt eller dulle?

1. april 2014
ligestilling_tema

Køns- og ligestillingsdebatten trækker i to vidt forskellige retninger – den ene tilbage til 1950’erne eller før og skarpt opdelte kønsroller, den anden med associationer til 70’ernes kønsudsletning og den bløde mand.

For et par uger siden kom det danske børnetøjsmærke Name Its norske afdeling i voldsom modvind, fordi de pigetøj med ordet ’Hjerteknuser’ og drengetøj med titlen ’Adm. Direktør’ på.

Sidste år skete det samme for en københavnsk skole, da de lavede kønsopdelte aktivitetsdage – pigerne havde ’Dulledag’, drengene ’Heltedag’.

Men kan vi sættes totalt i bås alene ud fra vores køn? Og er køn andet end kombinationen af kønskromosomerne XX eller XY?

Nej, mener den ene fløj. Her opererer man ikke med begreber som han og hun, men bruger i stedet det kønsneutrale, hen, altså et intetkøn.

Jeg har i mit netværk fortalere for begge sider. Og begge chokerer de mig gang på gang. Chokerer når jeg har folk helt tæt på mig, der laver fb-opdateringer, der indledes med:

’Hvorfor skal ligestilling altid handle om køn? Hvorfor handler det ikke om mennesker?’

Øh, fordi ligestillingspolitikken, der stammer tilbage fra starten af sidste århundrede, handler om ligestilling mellem mænd og kvinder, tænker jeg…

Eller når andre, jeg opfatter som moderne tænkende væsener, ikke har den mindste bekymring ved den kønsopdelte aktivitetsdag, hvor skolebørn påduttes bestemte egenskaber alene ud fra køn, og kommenterer det med ordene:

’Sådan er det jo. Lad da drengene være vilde og pigerne hygge sig med tøj, hår og makeup…’

Men er det da ikke forskel på kønnene?

Jo, ved gud er der da det!

Der er det fysiske bevis som ’med tap’ og ’uden tap’. Og der er effekter af enten XX eller XY, som at kvinder har en større fedtprocent, mænd større muskelstyrke, og at der er sygdomme, som kun rammer det ene eller det andet køn.

Men hvad så med resten?

Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus, ikk’?

Er der ikke også adfærdsforskelle?

Jo, det er der…

Når man har både piger og drenge, vil man opdage, at de to køn tiltrækkes af forskellige ting, at de leger forskelligt, og der gerne er en forskel på det fysiske aktivitetsniveau.

MEN det er jo voldsomt generaliserende. For der er også masser af stille drenge, der ikke bryder sig om voldsomme, vilde lege, larm og fodbold. Lige som der er piger, der ikke gider sidde og tegne eller lave perleplader.

Og så er der de fleste, hvor både drenge og piger kan begge ting.

Og DERFOR, er det et problem, når vi fra blealderen giver dem mærkater, som at piger skal være de små søde, der er lige til at knuselske, og drenge kun er rigtige drenge, når de stiler højt i erhvervslivet.

Det samme gjaldt skolens aktivitetsdag. Der er i og for sig intet galt med en stille og en vild dag, men vi skal som voksne ikke pådutte dem at være enten det ene eller det andet. Begge køn skal have begge muligheder, så de senere selv kan vælge.

Og vi skal som voksne ikke fortælle dem, hvad der definerer hhv. en ’rigtig’ pige og en ’rigtig’ dreng. For udover med og uden tap, er det noget, vi selv definerer. For man kan være ’rigtig’ på mange måder.

Jeg tror bare ikke på, at det bliver som en hel samling hen’er. Der er forskel – det behøver bare ikke være, som man umiddelbart tror…

ligestilling_tema

Herhjemme er det min DeWalt, men jeg føler mig ikke som mindre kvinde af den grund, for det er da ikke mine evner, der definerer mit køn. Jeg kan lige mange kvinde- som mandeting, men det gør mig hverken til et intetkøn, mere mand eller mindre kvinde.

Og det er det, vi skal opdrage vores børn til at tro på; at de må være lige præcis den, de er, uden at nogen nogensinde skal stille spørgsmålstegn til, hvad det så betyder for deres køn.

For et par dage siden under aftensmaden kommenterer min mand, Jonas, pludselig:

’Er den trøje ikke ny?’ Og jo, det var den.

’Den er godt nok lyserød…,’ hvortil min ældste datter på 17 lidt sarkastisk kommenterer:

’Men mor har jo gået i lyserødt, siden hun blev født!’

Dagen efter kommer 9-årige Sophus ud på badeværelset, som jeg pt. sætter i stand, og spørger:

’Hvorfor ligger der et koben i badekarret?’

’Det er mor,’ lyder svaret fra hans far.

’Okay,’ og så snakkes der ikke mere om det, fordi de er så vant til det.

For man kan sagtens have begge sider i sig – især hvis man er blevet givet mulighederne i sin barndom.

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook