Børn, Familie, Parforhold, Sex

Giv os nationale bolledage med statstilskud

1. april 2014

Danskerne boller for lidt. Og når de endelig gør, er der for langt hovedpartens tilfælde tale om ’tør-træning’ – der kommer altså ikke et barn ud af det ni en halv måned senere. Den økonomiske krise og de små årgange fra 80’ere får skylden, men det er ikke hele forklaringen, for danske kvinder får også færre børn pr kvinde. Og der er kun en knap at dreje på: økonomien…

’En af mine venner siger, at I må godt nok have bollet meget, når I har så mange børn!’

Bemærkningen falder over aftensmaden og kommer fra Sylvester (11). Udover at den får det meste af bordet til at sprutte af grin, afføder den også nogle hovsa-forklaringer a’la:

’Det tror jeg nu ikke, vi har, for nu er det ikke sådan, at man får børn, hver gang man har sex…’

Og uden at blive alt for privat kan jeg godt afsløre, at vi på ingen måde er Duracell-kaniner herhjemme, men vist falder ind under det meget gennemsnitlige, danske niveau for den slags.

family with baby hand draw cartoon

Der hvor vi falder uden for det gennemsnitlige er, hvor ofte der kommer børn ud af det. For med 7 hjemmelavede og hjemmeboende børn er jeg langt over gennemsnittet på 1,7 barn per kvinde i Danmark. Jeg er også over niveauet for antal børn født af ikke-vestlige indvandrere. Som min svigerfars iranske frisørs overraskede spørgsmål til min svigerfar så tydeligt viser: ’Er din svigerdatter da fra Somalia?’

For de er vist det eneste folkeslag herhjemme, der får børn i et tilsvarende antal…

Danske kvinder føder for få børn. Sådan er det. Ikke kun som samlet fødselstal (de små årgange), men vi får for få børn pr kvinde, og det falder stadig. I 2012 var fødselstallet det laveste i 27 år, og fortsætter det sådan, vil vi halvere befolkningen på bare tre generationer.

Det får tilsyneladende stadig ingen politikere til at ryste i bukserne, og det undrer mig. Undrer mig især, fordi vi samtidig bliver ældre, og der ikke skal meget til at ryste det danske arbejdsmarked, så der er mangel på arbejdskraft. Mangel på dem, der skal passe på vores ældre – og vores børn.

Så hvorfor gør vi ikke noget? Nok fordi det koster penge, og fordi ingen vil indrømme, at det lave fødselstal også er resultatet af en politik, der igen og igen svigter børnefamilierne.

Ja, selvfølgelig har det (også) noget at gøre med, at dem, der skal være forældre nu, dem er der ikke så mange af. Men det forklarer ikke, hvorfor de også vælger at få færre børn pr par. Men det gør økonomien og en politik, der ’straffer’ børnefamilier den ene gang efter den anden.

En politik der konstant sætter børnechecken til diskussion. En politik der for folk på offentlig forsørgelse ikke tager hensyn til, om der et, to eller tre børn i en familie, blot at man er forsørger. En politik der konstant skærer ned på ressourcerne i institutioner og skoler, så mange føler, at det eneste sikre valg er privatskoler, som der så måske kun er råd til en eller to af. Og ikke mindst en politik med nye grønne afgifter, der især rammer familier med mange medlemmer, fordi vi af ganske  naturlige årsager bruger mere el og vand.

Vi kunne jo også vælge at gå den anden vej. Se på et land som fx Frankrig, hvor man siden 70’erne har haft en meget aktiv børnepolitik og belønnet folk for at få ’mange’ børn. Hvor man allerede ved tredje barn får en ret stor belønning i form af næsten gratis offentlig transport og store rabatter på institutioner. For som den franske forsker, Claude Martin, forklarer den franske succes, så handler det om, at de franske kvinder kan fortsætte med at arbejde, selv om de får børn.

Men det handler om mere end det. I stedet for at skære ned på skoler og institutioner, investeres der i dem. Skolen er gratis, men der skal betales et beskedent beløb for den tre retters menu, der tilbydes til frokost i skolens kantine, og det er indkomstafhængigt. Børnepasning skal man også selv betale, men det kan trækkes fra i skat, og flere børn, man har, jo mindre betaler man i skat.

Vi kunne også skæve lidt til Sverige, hvor der også er en højere fødselsrate end herhjemme, selv om de også har mærket effekterne af den økonomiske krise, men den har ikke slået igennem med et lavere fødselstal, det ligger stadig med 1,9 et pænt stykker over den danske og viser ingen tegn på at falde. Her har man mulighed for meget lang barsel, og en stor del af den er øremærket fædrene, så kvinderne ikke rammes så hårdt, som vi gør herhjemme og mange andre steder i Europa.

Hvorfor er det så lykkedes mig at sætte så mange børn i verden, når de fleste danskere vælger dem fra? Har jeg virkelig været så velhavende, at jeg har kunnet sætte mig udover den økonomiske krise og de omkostninger, der er ved at få børn?

Til det er svaret helt klart: ’Nej!’

Men jeg har taget et aktivt valg om, at ingen fremtidig arbejdsgiver, fordomme eller økonomisk konjunktur skulle bestemme, hvorvidt eller hvor mange børn jeg skulle have.

Og så har jeg taget tæskene. De tæsk, der har gjort, at mange en arbejdsgiver har set (og stadig ser) mig som uansættelig, fordi jeg har mange børn. At ingen kan sætte sig ind i, at jeg ikke har ’barns første sygedag’ x 7 eller er mere presset end andre børnefamilier, fordi man vælger at leve på en anden måde, når man har mange børn.

Jeg ved også godt, at det er et valg, ikke alle kan tage. Og jeg vil heller ikke tilråde det. For det har for pokker også haft nogle omkostninger, som jeg har tudet længe og voldsomt over, og som jeg stadig kæmper med.

Men der er nogle, der kan gøre noget ved det – politikerne. Det her lave fødselstal skal nemlig ikke fortsætte ret længe, før det bliver et meget kontant problem for os som land. Og så kan det være, at befolkningen skifter indstilling fra ’Børn er folks eget problem’ til at forstå, at det faktisk er et samfundsproblem og et samfundsansvar at sørge for, at danskerne får nogle flere børn.

Og recepten er faktisk enkel: beløn dem!

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook