Børn, Familie, Parforhold

Fædre må aldrig opgive at være far

30. august 2014
liebe_far_kop

Efter sidste uges tv-udsendelser om skilsmisser, der er gået helt galt, har jeg en underlig dobbelt følelse i maven. For disse udsendelser, med al deres ulykkelighed, viste også to forældre, der hver især rigtig gerne ville deres børn. Men der er en anden slags skilsmisser, som vi sjældent hører om: Dem hvor faren vælger børnene fra og bliver mere eller mindre ikke-eksisterende.

Jeg er selv skilsmissebarn af ’70erne ud af en såkaldt ’lykkelig’ skilsmisse. Der var ikke de store skænderier (foran os børn i hvert fald), men efter skilsmissen var vores far kun en meget lille del af vores liv. Vi så ham simpelthen for lidt. Ingen store mærkedage, hverken hans, konens eller børnenes, var vi en del af i hans nye familie. Og ingen ferier, jul eller påske blev fejret sammen med dem. Og når man kun ser hinanden hver fjerde weekend, er det svært at opnå nærhed.

På mange måder har jeg det nok lige som børn, der aldrig har kendt deres far. Eller hvor han er blevet taget fra dem, som vi så i ’Med børnene som våben’. Jeg har opbygget et ret urealistisk billede af min far baseret på håb og ønsketænkning. På noget jeg godt kunne tænke mig, at han var, men som han aldrig har været.

Sådan er det. Og selv om det ikke er ok, og jeg ikke kan forstå det, må jeg som minimum acceptere tingenes tilstand. Så det gør jeg.

liebe_far_kop

Men jeg bliver også ked af det. Ikke på mine egne vegne, men fordi jeg ser for mange af nutidens fædre omkring mig gentage det mønster. Fædre, der stort set vælger børnene fra efter et brud med deres mor og i stedet helliger sig en ny familie, med ny kone, hendes børn fra tidligere og eventuelle fælles børn. De starter helt forfra og forsøger at indfri kærestens ønske om en traditionel kernefamilie, selv om betingelserne for det ikke er til stede. Og i den konstruktion er der ikke længere plads til hans børn fra før. De bliver nærmest eks-børn på linje med eks-konen.

Børn, man kun tager ’halvt’ imod, som man ikke går til møder for eller tager til læge, sport og tandlæge. Børn hvor man ikke deltager i konfirmationer og fødselsdage eller tager dem med på udlandsrejse – det gælder kun de andre ’nye’ børn. Børn der vokser op med en oplevelse af, at deres far bare ikke er der for dem – der er kun mor.

Det kommer jeg, som mor, aldrig til at forstå. Jeg ved godt, at det ikke gælder alle fædre, formentlig kun en lille del, men de er der. Og de er der i større tal, end man lige skulle tro. Jeg kender i hvert fald til alt for mange…

Jeg læste en gang, at man havde spurgt en gruppe kvinder og mænd, hvem de ville redde, hvis de kun kunne redde enten deres partner eller børnene. 90% af mændene svarede partneren og 10% børnene, for kvinderne var tallene helt modsat.

Så måske er der mere bundet op i vores genetik, end vi vil være ved? Og måske er det nemmere for (nogle) mænd at vælge børnene fra? Måske vi bare tænker helt modsat, så en mand har lettere til at tænke ’Jeg kan altid få nogle nye børn’, og en kvinde oftere tænker ’Jeg kan altid få en ny mand’?

Jeg ved det virkelig ikke. Og jeg håber det ved gud ikke. Men jeg ved, at nogle mænd går helt galt af, hvad det vil sige at være far. At de tror, det er nok bare at være far uden at påtage sig forældrerollen. At hvis man aldrig stiller op og tager sig af de nære ting med sine børn, involverer sig i dem og investerer tid med dem, så vil de vokse op med en opfattelse af, at de kun har én forælder.

For det er det, det er at være forælder – både for fædre og mødre. Det er altid at være den trygge havn, hvor ens børn kan komme, uanset hvad de måtte have gjort. At være det sted, hvor man altid bliver set og elsket betingelsesløst. Og det er at være der, hvor man som barn altid kan regne med hjælp, hvis man har brug for det.

Den følelse håber jeg i hvert fald, mine egne børn forlader deres barndomshjem med en gang: At her er døren altid åben, at der aldrig er noget, de ikke kan sige, gøre eller spørge om, og at både jeg og deres respektive fædre vil hjælpe dem, alt vi overhovedet kan…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook