Børn, Familie, Parforhold

Den ’onde’ stedmoder lever i bedste velgående

1. april 2014

Måske i endnu højere grad end tidligere. Og langt hen ad vejen er det fædrenes ansvar, fordi de ikke siger fra…

For et par år siden gik jeg ind på et åbent forum for bonusmødre. Det skulle jeg aldrig have gjort…

For efterhånden som jeg fik arbejdet mig igennem de forskellige indlæg, der beskrev kvindernes modvilje over for kærestens eller mandens børn, blev jeg mere og mere trist. Ikke fordi jeg havde ondt af kvinderne, men fordi disse åbne og ærlige indlæg om frustrationerne ved at være bonusmor vidnede om kvinder, der går i ufattelig små sko, er lige så selvcentrerede, og på så mange måder ikke forstår at være den voksne, at de sårer nogle børn så helt ufatteligt. Børn, der aldrig har bedt om den situation, de står i.

Min egen papmor kunne nok også have ønsket sig mange ting anderledes, men hun havde noget mere hjerterum, end mange stedmødre har i dag. I dag går de fra deres mænd, fordi de ikke længere kan holde til, at hans barn bruger samme håndklæde som hende. At barnet spiser eller drikker på en anden måde, end hun ville have opdraget sit eget barn til. Eller fordi barnet ikke siger ’Hej’ og ’Tak’ på den måde, hun forventer.

Når det er den slags petitesser, vi er ude i, så er der ikke noget at sige til, at stedmødrene ’disses’ efter at have optrådt offentligt med deres holdninger.

images

For et par dage siden besøgte jeg igen dette forum for bonusmødre, og det er stadig lige sørgeligt. Der er stadig indlæg fra mødre, der vil have lov til bare at være ’mig, min mand og vores barn’. Og de sørgeligste: dem, der nægter, at mandens andre børn, skal have noget med deres nye fælles barn at gøre. De må ikke besøge den nye babysøster eller –bror på hospitalet, for de er jo ikke ’rigtige’ søskende, vel? Og når manden skal holde barsel med den lille ny, skal al samvær aflyses, så vi bare kan være ’os’.

Jeg bliver simpelthen så ked af det på børnenes vegne. Ked af, at de oven i en skilsmisse, nu skal kæmpe med en stedmor, der i mange tilfælde ikke vil have noget med dem at gøre, men blot affinder sig med dem og forsøger at lukke dem ude af farens nye familiefællesskab.

Men især bliver jeg ked af at se så mange fædre, der lader deres kæreste gøre det. Mænd der affinder sig med mindre samvær med deres første børn af hensyn til kæresten, der synes, det er for svært. For svært? Ja, gu bliver det svært, hvis man vil lade sin livskvalitet afgøre af småting som håndklæder, spisevaner og andre petitesser.

Og svært bliver det da især, hvis hverken mand eller kvinde har nosser til at tage de alvorssnakke, der skal til for at få den ny familie til at fungere. Og rigtig svært for børnene, når ingen af de voksne omkring dem opfører sig som netop det – voksne, der vedkender og påtager sig ansvaret som de voksne, ansvarlige mennesker, de burde være. Mennesker, der tror på sætningen: ’Det er aldrig børnenes skyld…’

Jeg er lige blevet interviewet af en gruppe 9. klasses piger til et skoleprojekt om familier før og nu, og et af deres spørgsmål lød:

Kan børn være skyld i skilsmisse, familieproblemer eller at de voksne skændes eller har problemer med deres samliv?

Og mit svar til dem:

Det kan aldrig være børnenes ’skyld’, at et forældrepar har det dårligt med hinanden. Men det, at de har børn (sammen eller sammenbragt), kan selvfølgelig give anledning til uoverensstemmelser, der til sidst kan blive så store, at de vælger at gå fra hinanden. Men det er aldrig børnenes skyld. Det er forældrene, der ikke har fået styr på nogle ting, de er uenige om, eller ikke har formået at tilrettelægge deres liv, så det bliver på en måde, som de begge er glade for.

For kære stedmødre. Det er hele pakken. Ja, det er manden, man har forelsket sig i, men hvis han har børn, er der ingen fortrydelsesret. Så hvis du vil forholdet til din mand, må du også finde ud af forholdet til hans børn. Ikke blot som hans kæreste – det er ikke nok.

Og kære fædre. Sig fra over for jeres nye kærester. Har hun valgt dig, har hun også valgt dine børn – der ikke noget enten/eller her, det er både/og. Dine børn ser, hører og mærker langt mere, end du tror, og de bliver utrolig sårede og føler sig vanvittigt svigtede, når du ikke siger noget til hendes urimelige opførsel. Men lad være med at give hende pligter ift. børnene, uden samtidig også at give hende noget at skulle have sagt – tingene hører sammen.

Til jer begge. Få nu talt sammen. Hvis det alene er småting, der står i vejen, så få styr på det. Lav nogle regler, der fungerer for jer begge to – børnene kan sagtens finde ud af, at der er forskellige regler hos henholdsvis mor og far.

Og lad nu være med at leve op til det, jeg en gang hørte, en ekspert i sammenbragte familier sige:

Biologiske forældre bliver sammen på grund af børnene, sammenbragte par går fra hinanden på grund af børnene…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook