Parforhold

Den bliver lillemor nok glad for…

30. august 2014
housewife

De traditionelle kønsroller lever stadig hos mange håndværkere og sælgere. Men det, der måske er tænkt som respekt eller høflighed, virker som en rød klud i hovedet på en erklæret feminist og gammel hippie som mig…

En aften i påsken bliver jeg ringet op af en telefonsælger, der vil tilbyde mig en masse fordele og rabatter, hvis jeg vil skifte fra mit nuværende telefonselskab til Telia. Han snakker og snakker og spørger ind til mine nuværende abonnementer, hvor mange har jeg, og hvad betaler jeg for dem? Men inden jeg når at svare på hans sidste spørgsmål, tilføjer han: ‘Men måske det er noget, din mand har mere styr på?’

For ikke at skælde ham ud, tager jeg en dyb indånding, inde jeg siger: ‘Det kan jeg love dig for, han ikke har!’

Men problemet for den stakkels sælger var, at nu havde han tabt mig. Jeg hørte ikke længere efter, hvad han sagde, for hvad f….. var det for en nedladende bemærkning? Hvorfor gå ud fra, at hvis det har noget med økonomi at gøre, så måtte han hellere tale med ’min mand’? Han kan selvfølgelig ikke vide, at det er mig, der står for al økonomi, hvad enten det drejer sig om mobilabonnementer, regninger, forsikringer eller pension, og det skal han heller ikke. Men han skal heller ikke som udgangspunkt tro, at det ikke er noget, jeg ved noget om. I hvert fald ikke, hvis han gerne vil have mig som kunde.

Men den stakkels Telia-sælger er jo bare ikke den eneste. På trods af vores påståede danske ligestilling, er der stadig rigtig mange, der tror, at kønsrollerne og opgaverne i de danske hjem stadig er, som de var i 1950’erne. Og det på trods af at deres egen dåbsattest siger noget, der ligger flere årtier senere. Og det er hamrende irriterende at blive udsat for.

Da vi for et par år siden valgte at investere i en brændeovn, blev sælgeren ved med at tiltale mig ’lillemor’.

housewife

’Ja, den skal jo også se ordentlig ud, for ellers vil lillemor jo ikke have den stående i stuen’ efterfulgt af et blik hen på mig. Eller ’Lad os gå ind og kigge på den, så kan lillemor blive her sammen med børnene…’, og det på trods af, at det var mig, der stillede alle spørgsmålene om røgattest og ydelse. Jeg var rødglødende, da vi kørte derfra med en brændeovn, som jeg stadig ikke er helt venner med, mens min mand, Jonas, grinte og sagde, at han jo bare prøvede at være sød…?!

Det er bare ikke ’sødt’. Og jeg er efterhånden så træt af håndværkere, der taler ned til mig og altid skal nævne, at jeg jo godt kan bruge flere tusinde kroner på cowboybukser (ja, jeg er så gammel, at de endnu ikke hedder jeans i min verden, og nej jeg gør ej), når jeg brokker mig over prisen på et tilbud, fordi jeg godt ved, hvad tingene koster hos den lokale trælast.

Eller her på landet, hvor det kan være svært at trænge igennem og blive taget alvorligt af en landmand, fordi de som udgangspunkt tror, at jeg tager mig af kødgryder og børn, manden af det praktiske.

Sådan er det bare ikke herhjemme. Og heller ikke i mange andre hjem. Men hvorfor tiden har stået så stille nogen steder, forstår jeg simpelthen ikke. Jeg er ikke den eneste kvinde, der tager mig af økonomi eller godt kan se på et bor, hvilket materiale det skal bruges til. Lige som jeg heller ikke er den eneste kvinde, der selv kan montere et nyt køkken, sætte fliser op, bygge brændeskur og eller et nyt væksthus. Og jeg ved, hvad både dyvler og franske skruer er, mens det er sort snak for min mand.

Når vi viser vores hus frem, som vi for tiden har til salg, kommer min mand hurtigt til kort, når de begynder at spørge ind til isolering, installationer, konstruktioner og materialer og siger hurtigt: ’Det må du lige snakke med min kone om…’

Jeg er ikke stolt af, at det er sådan. Det er det bare. Men jeg er stolt af, at jeg blev opdraget til at klare mig selv, og at jeg ikke har brug for en mand til at klare tingene for mig. Og det irriterer mig grænseløst, når mænd går ud fra, at jeg ikke ved noget om det, bare fordi jeg er kvinde.

For noget tid siden måtte jeg ringe til min elektriker, der var ved at udskifte el i vores gang, da jeg manglede arbejdslys oven på og ikke kunne få loftudtaget til at virke. Vi snakkede om korrespondancer, faser og nul, og med mobiltelefonen i den ene hånd og en elektriker-skruetrækker i den anden guidede han mig igennem, så jeg fik sat et par ledninger sammen, så det hele virkede igen, indtil han kom og lavede det færdigt.

Min store datter, Karoline, stod ved siden af, og bagefter sagde hun grinende: ’Den samtale, tror jeg ikke, der er mange af mine veninders mødre, der ville kunne forstå.’

Næ, men det er der heller ikke mange af fædrene, der ikke ville…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook