Børn, Familie, Opdragelse

Slip nu de unger fri og lad dem klare sig selv – bare lidt…

30. august 2014
1385498815

Roskilde Festival er i fuld gang. Og det er forældrenes ekstremt udvidede service-gen tilsyneladende også – der både købes og køres drikkevarer og mad i en lind strøm til festivalpladsen. Men hvorfor er vi så bange for at slippe dem fri?

Debatten har sydet de seneste dage med både tilhængere og modstandere af unges servicerende forældre. Ufattelig mange forældre til ’børn’ i alderen 18+ har valgt at sidde i kø i flere timer for at fragte børn og deres ting ned i sikkerhed på ’smatten’.

1385498815 For et par dage siden så jeg en opdatering på facebook, hvor en mor fortalte, hvordan hun havde fragtet adskillige rammer øl og Somersby samt et stort antal indkøbsposer fyldt med dåsemad til Roskilde Festival, og at turen havde taget 3(!) timer fra motorvejen til festivalpladsen.

Og på en anden facebook-tråd svarer forældre igen på Henrik Day Poulsens klumme i Berlingske, hvor han kalder forældres curling for omsorgssvigt, med kommentarer som: ’FUUUUUUUCK! Jeg kørte min datter og hendes veninde derned lørdag, og i aften sørger jeg for et måltid varm mad… Undskyld, at jeg har ødelagt dine muligheder for et godt liv.’

Men hvorfor er det så svært for forældre i dag at acceptere, at det ekstreme serviceniveau fra vores side måske ikke er så skidegodt for vores børn? At det om ikke er decideret omsorgssvigt så i hvert fald godt kan karakteriseres som en bjørnetjeneste – i sin gammeldags betydning, hvor det er en tjeneste, der gør mere skade end gavn?

Og hvordan kan så mange ellers intelligente og oplyste mennesker bekræfte hinanden i en kollektiv løgn om, at vi ’passer på dem’ ved at køre oceaner af sprut ned til dem på Roskilde Festival? Hvordan skal det beskytte børnene mod at opføre sig tåbeligt, når vogntoget har forladt pladsen og igen er vendt hjem til carporten omgivet af ligusterhæk? Hvordan kan det, at vi har slået teltet op og banket pløkkerne hårdt i beskytte dem mod overdreven druk, nærkontakt med diverse stoffer eller at helt unge piger udnyttes, når de sover branderten ud, mens forældrene ligger trygt hjemme i villakvarteret?

Det giver for mig ingen mening.

Men måske handler det om noget helt andet, som en anden kommentar kan give et hint om: ’Det skider jeg på. Jeg har kørt min datter og hendes veninder, og i dag har jeg købt lækre  sandwiches, som jeg kører ned med. Vi finder en grøn plet, uden tis, højtaler og øldåser og taler om Roskilde, hendes oplevelser og mine gamle oplevelser på Roskilde.’

Så handler det jo ikke om børnenes sikkerhed eller tryghed, men vel nærmere om, at vi føler os som gamle cirkusheste, der savner lugten af savsmuld og derfor gerne bruger ungerne som undskyldning for at komme i nærheden af den igen og mindes vores egen ungdom, hvor der dog ikke var den samme service, eller?

Men hvad med ’børnene’ (altså dem, der for manges vedkommende er et godt stykke oppe i 20’erne) – hvad siger de?

Ja, igen ifølge Berlingeren, så siger de, at de jo ikke har bedt om det: ’Hjælpen kommer bare. Og så skal de (forældrene) da have lov…’

Jeg spurgte min egen søn på 20, der har været fast gæst på Roskilde de seneste tre år og blevet kørt til Roskilde Station, hvorefter han selv måtte finde vej videre, hvad han synes? Kunne han også godt tænke sig, at vi kørte ham hele vejen og i øvrigt kom med drikkevarer, varm mad og tørt tøj dagligt?

På hans umiddelbare tøven, kunne jeg godt høre, at et højere serviceniveau havde været helt ok med ham: ’Øhhh, det havde selvfølgelig været meget rart at blive kørt helt derud, for det er jo ret tungt… Og hvis I kom med ekstra drikkevarer bare en gang, så behøvede man ikke have så meget med fra starten. Men jeg har nu altid haft med til hele turen alligevel. Og så er hver dag nok også lidt overdrevet, og det er jo ret meget besvær at bede jer om…’

Tak, skat. Sådan! Får når de får lov (eller bliver tvunget til det…), så finder de jo selv ud af det.

På mit spørgsmål, om ikke man bare går op i Netto eller Fakta, hvis man mangler noget, kom der desværre et rigtigt curlingbarn svar: ’Jo, man så skal vi jo HELT op til Roskilde!’

Okay, så er der vist heller ikke længere, vel? Og ja, det skal du så, fordi du er på festival ikke en charterferie med ’all inclusive’…

Da jeg for nogle år siden, blev interviewet til et tv-program om mit syn på børneopdragelse, fik jeg også sagt noget om, at jeg synes, forældre gør alt for meget for deres børn i dag, og at jeg er bange for, at vi i det lange løb gør dem en bjørnetjeneste ved ikke at lade dem klare sig selv.

Da interviewet var færdigt, kom kameramanden hen til mig og sagde: ’Jeg tror, du har fuldstændig ret. Hvor ville min start på voksenlivet have været meget lettere, hvis mine forældre ikke havde gjort så meget for mig, men i stedet ladet mig prøve selv, så jeg ikke først skulle lære det hele, da jeg flyttede hjemmefra…’

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook