Børn, Familie, Opdragelse

Slap nu af med det PIS(A)!

22. januar 2014
Endnu en PISA-undrsøgelse dumper Danmark, nå?

Og lad være med at lægge det fulde ansvar på forældrene. For der har aldrig været mere forældreinvolvering end i dag, og det er det jo ikke blevet bedre af. Lad os i stedet få en klar rollefordeling igen, hvor forældrene opdrager, og lærerne underviser. Det er da en tanke værd…

Endnu en PISA-undersøgelse, der viser, hvor galt det står til med de danske elevers skolekundskaber, og hele nationen går i selvsving. Vi skal have flere test, større fokus på læring og for alt i verden mere forældreinvolvering – Nej Tak!

Endnu en PISA-undrsøgelse dumper Danmark, nå?

Endnu en PISA-undrsøgelse dumper Danmark, nå?

Der har aldrig været så meget forældreinvolvering som i dag. Vi skal læse med vores børn et bestemt antal minutter hver dag, sørge for at deres blyanter er spidsede og pennalhuset fyldt. Og så skal vi støtte op om skolen, det gode samarbejde, være sociale på kryds og tværs med både skolens ansatte og alle de andre børns forældre i tide og utide, læse intra ind til flere gange dagligt og, og, og…

Samtidig sørger kommunen for at vække vores børn. Og hvis det står rigtig grelt til, kommer de endda og hjælper med både morgenmad, tandbørstning og at lyne af jakken.

Hvad skete der lige her?

Lærerne er på deres side så pisse-bange for forældrene, at de ikke tør sætte sig igennem over for elever, der ikke opfører sig som de skal. De accepterer larm i op mod halvdelen af en lektion, at halvdelen af klassen kommer dryssende 20 minutter efter, det har ringet ind, og at den medbragte computer bruges på facebook, Google og Youtube. Eller mobilen konstant er i gang med sms, whats app, kik, snapchat og tjek af den seneste facebook-opdatering – ikke meget skolearbejde her. Men ingen siger noget. De færreste lærere tør i dag rejse stemmen over for en umulig elev af frygt for, at de så har et vredt og forurettet forældrepar i røret senere på dagen.

Men hvad så? Tag den dog. Og tag kampen. For nogen er nødt til at gøre det – spørgsmålet er bare hvem?

Lige som det helt store spørgsmål er, hvem der har ansvar for hvad?

Måske vi skulle slappe lidt af med alle de test og undersøgelser og gå tilbage til noget helt grundlæggende, hvor vi har en helt klar (og mere naturlig) rollefordeling med forældre, der opdrager, og lærere, der underviser. Og når vi har det på plads, kan vi begynde at tale om alle de andre ting.

Jeg er selv vokset op med en rigtig 70’er skole. En skole der havde alt det, man i dag mener IKKE virker. Det var en åben-plan-skole, så der var ingen klasselokaler med døre, der kunne lukkes (udover faglokaler til fx fysik og formning), så vi kunne høre alle andre klasser omkring os, da vi kun var adskilt af skillevægge. Man kunne ikke sendes ’uden for døren’, for når man sad der på måsen på gulvet i gangen, kunne man stadig høre klassen, og de kunne høre en. Det var lærer med forvaskede islænder-sweatre, langt hår og fuldskæg, lilla bleer, ingen bh’er, og en stor del af dem boede i kollektiv – alt i alt den meget udskældte, flippede rundkredspædagogik, som især Anders Fogh tog et gevaldigt opgør med.

Det var også en tid, hvor forældrene kun kom på skolen til det årlige forældremøde og -konsultation – derudover holdt de sig væk. Det var vores verden, vores arbejde, som de ikke blandede sig meget i. Helt modsat det vi forventer af forældre i dag, for at vores børn klarer sig godt. Så min generation burde efter vor tids overbevisninger have klaret os helt usandsynligt dårligt. Det gjorde vi bare ikke.

Til en jubilæumsfest for et par år siden for hele min årgang viste det sig, at langt de fleste faktisk havde klaret sig rigtig godt, og at der var en god spredning. Her var håndværkeren, skolelæreren, journalisten, jordemoderen, et par selvstændige, sælgere, kontorfolk, atomfysikeren, arkitekten, pædagogerne, sygeplejerskerne, revisoren, direktøren, nogle få ufaglærte og en førtidspensionist. Flere havde været nede med stress, men vi var også kommet stærkt igen, så alt i alt lignede vi egentlig rigtig godt det danske samfund – måske med en lidt højere uddannelsesgrad end gennemsnittet. Men hvor kom jeg så fra? Tja, fra Farum øst, Stavnsholt, hvor der var både dyre villaer og lejede rækkehuse – ikke specielt velhavende og heller ikke specielt socialt udsat. Ret meget lige i midten.

Men hvad kunne vi, vores forældre, skole og lærere så, som der mangler i dag?

Jeg tror faktisk, det er ret enkelt. Vi tog vores ansvar alvorligt. Som elever vidste vi, at når vi var i skole, var vi der for at lære. Vores forældre vidste, at det var deres opgave at sørge for, at vi opførte os bare nogenlunde ordentligt, og så stolede de ellers derfra på, at skolen og lærerne ville sørge for vores indlæring. Lærerne underviste i det, der nu en gang var deres fag og turde sige ’Nu skal I altså holde kæft!’, for alle var enige om, at det skulle man i skolen. De differentierede, så der altid var sværere opgaver for de dygtigere elever, så de også blev udfordret, og så var der stadig en slags niveaudeling, hvor man valgte mellem grundkursus og udvidet i afgangsklassen og blev erklæret egnet eller ikke-egnet til gymnasiet.

Mest af alt så var vi alle samme fuldstændig klar over vores rolle og vores opgave – på trods af den ’flippede rundkredspædagogik’. Men var vi dydsmønstre? Så langt fra. Kom vi for sent? Ja. Larmede vi? Ja. Pjækkede vi, glemte at lave lektier og aflever vores opgaver? Ja, for pokker, vi var jo børn.

Men vi havde også respekt. Især for vores forældre. Ingen havde den store lyst til, at ens forældre skulle have at vide, at man havde larmet, pjækket, ikke lavet lektier, eller det havde været så grelt, at man endda var røget på kontoret. Og med respekten for forældrene, kom også respekten for lærerne, så der for det meste var ro, og vi kunne gøre det, vi var der for – at lære noget…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook