Børn, Opdragelse

Selvfølgelig slagter man dyr, der har et navn…

1. april 2014

Marius har været lidt af en føljeton.

Først var der hele ’skandalen’ om ung-giraffen, Marius, der ikke kunne reddes trods voldsom offentlig støtte og flere, der tilbød at adoptere ham. Men Københavns Zoo var ikke til at rokke. Når ingen fra det europæiske avlsprogram kunne overtage den, og den gav problemer i flokken, måtte den lade livet og blive til løvefoder.

Men så tog Zoo-direktøren den lige en tand længere. Marius skulle ikke blot fodres til løverne, men obduceres og parteres foran publikum – hovedsagelig børn. Nu havde de jo en enestående mulighed for at se, hvordan der så ud inde i en giraf. Det her var uddannelse. Men det var mere uddannelse, end mange forældre kunne klare, så nu var det Zoo-direktørens tur til at blive smidt for løverne.

Og en temmelig ihærdig Channel4 journalist gav den hele armen i et interview med direktøren – han skulle grilles. Men direktøren havde svar på tiltale og et overordentligt flot engelsk for en dansker, så pludselig fik han vendt det hele og gik fra skurk til helt.

Men diskussionen stoppede ikke her. Der er blevet analyseret frem og tilbage og diskuteret for og imod. Hvad er rigtigt og forkert i denne sammenhæng, og hvorfor har vi reageret så stærkt, som vi har – på Marius’ død og offentlige obduktion (som vel mest af alt var en partering). Nogle mener, at selve obduktionen var for voldsom kost for børn, at de så et dyr blive skåret ud. Andre at problemet var, at man slagtede et dyr, der havde et navn og dermed kaldte på vores empati, for ’man forærer jo heller ikke sit barn en kanin, som det kan knytte sig til for derefter at servere det som ragout…’

topelement

Jo, på landet gør vi. På et tidspunkt underholdt min mand, Jonas, vidt og bredt med, at der intet var i vores fryser, som vi ikke kendte navnet på. Der var kødet fra frilandskvæg, som vi købte af min søster, der alle var navngivet. Flere af dem havde endda navne til fælles med vores børn eller forældre.

Der var svinekødet, som vi selv havde opdrættet som frilandsgrise, kløet bag ørerne, og som alle havde tygget i vores gummistøvler.

Den sidste var Øffe, som var meget mindre end alle de andre og derfor kom til at gå et stykke tid alene for at opnå slagtevægt, men endte med at få enorm ros af slagteren. Men han var også blevet en selvstændig gris, der gav os kam til vores hår, så vi løb rundt i grisestien i flere timer, inden det lykkedes at få ham fanget ind. Og selv på slagtehuset gav han sig ikke uden kamp, men overfaldt manden med bolt-pistolen, så han måtte stå på den anden side af boksen, da han ikke turde gå derind igen.

Der var gederne, også fra eget opdræt, de fleste endda født her, som børnene legede med, når de var kid, nussede og var fuldstændig forelskede i. I flæng kan jeg nævne Nuggi og Julle, vores to dejlige hunner, der var rigtig dygtige til at tage sig af deres unger, men ikke særlig kælne.  Knold, den lille sort/hvide legesyge buk, det ikke var til at stå for og som gerne forsøgte at tage en kamp med Shrek, den kæmpestore buk, der blev til en ordentlig omgang spegepølser, da han ikke kunne mere.

Børnene har hjulpet med at pakke kødet, når vi kom hjem fra slagteren, og vi har aldrig lagt skjul på, hvilket dyr, det var, vi spiste, og det har aldrig givet problemer.

Kun ænderne i fryseren har givet mig problemer i forhold til børnene, som nægtede at spise den ene andrik, som jeg selv slagtede, selv om de aldrig var kæledyr, fordi de havde kaldt ham Anders And.

Så jo, selvfølgelig kan man spise et dyr, der har et navn. Og man kan især godt spise sine egne dyr – dét er der opdragelse, oplysning og uddannelse i. For her lærer de, hvordan dyr har det, når de har det godt. De lærer at smage forskel på frilandskød og masseproduceret kød. Men mest af alt lærer de, at vi skal passe ordentligt på vores dyr, og at når vi gør det, kan vi med god samvittighed også spise dem, fordi vi ved, at de har haft et godt liv. Og så lærer de, hvor kød kommer fra. At det vi putter i munden hver eneste dag, faktisk har levet, været et levende væsen – det er ikke bare noget, der ligger i køledisken.

Det lærte børnene også den dag i Zoo, og det kan kun være en god ting.

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook