Børn, Familie, Opdragelse

Måske vi skal genindføre flergenerationsfamilien?

1. april 2014

Når vores forældre bliver gamle eller syge, svigter både sundheds- og velfærdssystemet. Og så er der kun børnene til at tage sig af en. Hvis man da er så heldig at have nogen. Nogen der vel at mærke også er så heldige at have et arbejde, der tager hensyn til medarbejdernes familie og ikke kun arbejdet.

For er der ikke forståelse fra arbejdet, bliver livet svært – for både dem og os. Når vi er tvunget til at kæmpe med systemet samtidig med, at vi kører landevejene tynde, fordi vi er så langt væk fra hinanden…

Min mor har været indlagt siden mandag. Eller det vil sige, det burde hun have været. For efter, en ambulance hentede hende og kørte hende til hospitalet, skete der ikke ret meget mere. På trods af et faretruende lavt blodtryk og ditto blodprocent, blev det ikke til mere end saltvand, blodprøver og et stykke franskbrød og en hjemsendelse med diagnosen ’dehydreret’!

Først da hun dagen efter blødte ud af begge ender, tog de hende alvorligt, og hun blev indlagt. Det er hun så endnu. Heldigvis! Og nu har de bare at beholde hende, til de ved, hvad hun fejler og kan gøre noget ved det.

Men jeg undrer mig virkelig. Undrer mig over, at det er åbenbart er toppen af, hvad vi kan forvente os af verdens dyreste sundhedssystem? Når vi nu har et af verdens højeste skattetryk, som de fleste af os betaler til med glæde, så forventer jeg sgu også, at der er hjælp at hente, når der er brug for den. Ikke at man skal være voldsomt på tværs og insisterende for at få det, man har krav på – ordentlige undersøgelser, svar og behandling.

Det er bare ikke det, flertallet af mine venner og bekendte har erfaring med. Alle, der har hørt om min mors indlæggelse, har sagt det samme: ’Husk nu, at du skal blive ved med at presse på. Sig til dem, at hun skal undersøges, så hun ikke bare sendes hjem med besked om at spise og drikke. De har alt for travlt med at sende folk hjem.’

Kan det virkelig passe? Er det kun er de ressourcestærke, der får behandling? Dem, der har energi og overskud til at kæmpe for det? Er vores sundhedsvæsen (og velfærdssystem som helhed) ikke for alle og især de svage, for det er da for pokker, når man er svag, man har behov for dem, ikk’?

Min mors indlæggelse er og har været en udfordring for at sige det mildt. Ikke kun på grund af systemet, men også fordi den kommer på et af de mest ubelejlige tidspunkter. Overhovedet! Hun er nemlig også ved at flytte og skal være ude af sin gamle lejlighed om få dage, men der er ikke pakket færdigt. Og det skal det bare være. Jeg aner bare ikke, hvem jeg skal bede om hjælp.

Opgaven er nemlig ret overvældende. Min mor er samler. Ikke i en grad som de mennesker, man kan se på tv, men alligevel. Og da hun flytter til noget mindre, skal der ryddes op. Jeg kan ikke bare ringe til et flyttefirma og få alt pakket ned, for der skal sorteres. Men de, jeg ellers har tæt på mig, kan ikke give en hånd. De har jo arbejde! Arbejde der ikke respekterer, at der er tidspunkter i ens liv, hvor man bare er nødt til at være der for sin familie…

Jeg har også et arbejde. Endda flere af slagsen. Men jeg er bare så ’heldig’, at jeg arbejder for mig selv, så jeg også selv tilrettelægger det. Så jeg trækker en uge ud af mit program for at flytte min mor.

3475179-154399-lykkelig-stor-familie-med-boern-nyfoedte-baby

Men for at være helt ærlig, så havde mit liv været noget nemmere, hvis hun ikke havde boet så langt væk. Eller endnu bedre, hvis hun boede sammen med mig. Da jeg luftede tanken for mine børn, spurgte de: ’Nå, lige som man gør i sydeuropa?’ Ja, lige som man gør i sydeuropa. For så havde jeg kunnet være hos min mor og tage mig af hende i stedet for at skulle køre land og rige tyndt og tage mig af praktik. Når hun blev dårlig, ville jeg være lige der, hvor hun var. Så hun ikke var alene og skulle tigge og bede naboer om hjælp, der mente, at det da var en opgave for ’ambulancen’.

Men ambulancerne og ’systemerne’ er der bare ikke for os i den grad, vi ellers bilder os selv ind. Og da alt tyder på, at de kommer til at være der endnu mindre i fremtiden, er selv få kilometer en belastning for familien, der først skal have passet børn og forklaret deres arbejde, at det her er vigtigt, før de kan tage sig af deres gamle.

Mine forældre vil efter al sandsynlighed få brug for mere og mere hjælp i fremtiden. Den vil jeg gerne give. Lige som jeg er overbevist om, at de også kunne være en hjælp for mig, indtil de bliver for gamle til det.

Og så er der en yderligere fordel ved flergenerationsfamilien: at det måske kan få udryddet noget af den ensomhed, som hver fjerde dansker over 65 føler, men det er en helt anden snak…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook