Børn, Familie, Opdragelse

Lad os nu for pokker få lov at prale af vores børn – uden brok

30. august 2014
12+12+12+12+12+12+12

De seneste mange uger er der på min facebook-feed tikket den ene opdatering ind efter den anden fra forældre til eksamensbørn, der gerne vil dele ynglens 10- og 12-taller. For det meste ledsages det af  ’Tillykke’ og en masse ’likes’, men der er også sure opstød fra folk, der er trætte af det. Sidstnævnte er jeg til gengæld rigtig træt af…

For et par uger siden dukkede denne her op på min Facebook-side:

’Kære forældre med eksamens-børn: Stop jer selv. Da den nye karakterskala blev indført, besluttede undervisningsministeriet, at 12-tallet (det gamle 13-tal) ikke længere skulle gives undtagelsesvis – og at 35 procent af alle eksamener fremover skulle ende med karakteren 10 eller 12. Hvor absurd det end kan lyde, er man i dag således sandsynligvis en ganske jævn, gennemsnitlig elev (eller, bevares, lidt over), selvom man har overvægt af 10- og 12-taller.
Nutidens eksamener kan ikke sammenlignes med dem for ti eller tyve år siden. Ud over, at det sikkert stadig hjælper at være nedringet eller at have en far, der har en cheftitel i Jyske Bank eller hos Midtjyllands Avis (eller måske det bare var ovre i Silkeborg i 90’erne?).’

De sidste par linjer var nok bare en joke, men alligevel gjorde den mig lidt ked af det. Og irriteret. Og vred. Ikke bare fordi jeg selv er en af dem, der gerne deler det på Facebook, når mine børn klarer sig godt til deres eksamener. Men for pokker, der tikker der jo konstant ting ind på ens ’feed’, der ikke nødvendigvis interesserer en. For mit vedkommende er det alverdens sportsresultater, uanset hvor gode de end måtte være. Opskrifter og madbilleder fra det økologiske køkken. Citater af mere eller mindre lødig art og diverse videoklip af dyr og mennesker, der fjollede ting. Men hvad så? Så ’scroller’ jeg da bare videre. Og fred da være med det. Vi er forskellige mennesker, og det er forskellige ting, der gør os glade, og som vi så har lyst til at dele med verden.

Men jeg forstår i den grad, at forældre har et behov for at ’prale’ med deres børn. Forældre der konstant får at vide, hvor dårligt vi gør det som opdragere. Hvor meget vi brokker os. At vores børn totalt dumper PISA-testen og derfor bliver fremtidens taber-nation No. 1, fordi kineserne kommer. Og forældre hvis børn tilsyneladende er så umulige, at lærere på stribe går ned med stress, og andre vælger folkeskolen fra på grund af larm, fordi vi ikke har lært ungerne nok dannelse og pli hjemmefra til, at de kender bare de mest basale sociale spilleregler.

Så når nu der er noget, vi fandeme har gjort godt (nok), når vores børn viser sig ikke at være helt så dumme, som de ellers har ry for at være, så vil vi gerne dele det. Med hele verden. Råbe det ud fra hustagene og sige ’FUCK Janteloven!’ med tilhørende strittende langemand.

Se DET forstår jeg godt. Vi er så udskældt hele tiden, så lad os da for pokker have vores succeser i stedet for at skælde ud på dem også…

12+12+12+12+12+12+12

I al fairness skal jeg sige, at jeg, efter ovenstående opdatering, stolt fortalte om min datters tredje 12-tal i streg. En opdatering hvor jeg taggede personen, der efterfølgende var den første til at ’like’, lige som han har været det siden. Men den type opdateringer kommer hele tiden. For nylig var det en anden, der havde lyst til at skrive: ’Er der overhovedet nogen herinde, hvis barn IKKE har fået 12?!’

Den gled jeg af på. Jeg gad bare ikke mere.

For hvorfor ’må’ vi ikke fortælle om vores børns succeser, når vi må fortælle så mange andre ting på både facebook, instagram og hvad ved jeg?

Måske handler det om Jantelov – jeg tror det ikke… Jeg tror, det handler langt mere om misforståelse. Når vi forældre deler, at vores børn har gjort det godt til eksamen, fodbold eller andet, handler det nemlig ikke om ’Se mig! Se mig! Hvor er jeg skidegod!’

Det er langt mere et signal til vores børn. Et signal, der siger: ’Jeg har set dig. Og jeg synes sgu, du har gjort det helt fantastisk godt! Jeg er stolt af dig. Men mest af alt er jeg bare rigtig glad på dine vegne over, at det går dig godt, og at du nu forstår, hvorfor jeg har presset på, for at du skulle lave lektier. Det betaler sig nemlig en dag…’

Faktisk er det ’skjult’ ros. Og det har de brug for. Børnene – store som små. Jeg læste en gang, at vi holder op med at rose, når vores børn begynder i skole, altså omkring de syv år. Uanset hvor meget jeg tænkte efter, kunne jeg ikke få det til at passe med mit eget liv. Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg stadig roste alle mine børn – lige meget.

En dag spurgte jeg min ældste, som på det tidspunkt var omkring 13 år, om ikke jeg roste ham nok. Om han fik nok opmærksomhed?

Han svar var lidt uldent: ’Jaeh…’ Og da jeg spurgte lidt mere ind til det, sad jeg pludselig med en dreng med tårer ned ad kinderne, der sagde: ’Joeh, det er ikke det. Jeg synes bare ikke, du roser mig så meget, som de andre. Jeg vil bare gerne have, at du synes, jeg er dygtig…’

Det har jeg altid syntes. Både om ham, og alle de andre der er kommet efter. Så når han en af dagene har overstået sin sidste eksamen og endelig kan få sin studenterhue på, kommer jeg til at råbe det udover hele Facebook: ’Han gjorde det. Min super-dygtige søn er blevet student, og jeg er vanvittig stolt af ham. Men mest af alt er jeg glad på hans vegne over, at han har gjort det så godt og derfor selv kan bestemme, hvad der skal ske med resten af hans liv…’

Tillykke til jer! Alle sammen. Forældre til eksamensbørn, men mest af alt til børnene… I er langt bedre end jeres rygte!

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook