Opdragelse

Kære Mænd!

30. august 2014
1452039_619805228061877_1306828660_n

Når man som kvinde fortæller åbent om sine grimme oplevelser med mænd, er det ikke udtryk for, at man er mandehader, betonfeminist eller ’klar til indlæggelse på den lukkede afdeling’… Det er heller ikke et angreb på alle mænd. For langt de fleste mænd er ikke sådan, det ved vi godt. Men vi har brug for jeres opbakning.

For et par dage siden gik en mand, Henrik Marstal, i Politiken endelig ind i debatten om, hvordan kvinder behandles af nogle få afstumpede mænd, og at det er alles mænd ansvar, når sådan noget sker. At ordentlige mænd skal tage stilling til sexistiske handlinger – også når de begås af andre. Og så fik han hug. Af mændene. For det var jo bare udtryk for ’sexistisk propaganda’, der ’skulle skaffe ham noget f…’ og meget mere af samme skuffe. Overordnet set mente de fleste mandlige kommentatorer, at der ikke er noget problem, og er der, må det jo være kvindernes egen skyld.

(Link: http://politiken.dk/debat/profiler/marstal/ECE2308087/alle-maend-har-et-medansvar-for-deres-koensfaellers-sexistiske-uvaner/#tocomment)

Det er sgu trist.

Trist fordi det netop er den type holdninger, der får mange kvinder til aldrig at fortælle, hvad de har været ude for – mig selv inklusiv. Jeg tænkte meget, længe og hårdt, inden jeg satte mig til tasterne sidste uge, netop fordi jeg ikke ville udsætte mig selv for denne type tilsvining.

1452039_619805228061877_1306828660_n

Og trist fordi jeg, på trods af mine egne og mange kønsfællers oplevelser, stadig er af den overbevisning, at det er meget lille et mindretal af mænd, der forulemper kvinder. Selv om jeg har oplevet det et utal af gange. Og selv om jeg kender et utal af kvinder, der har samme oplevelser.

Men jeg er chokeret over den reaktion, det skaber hos en del mænd, når man som kvinde fortæller åbent om det. Chokeret fordi det ikke er sådan, jeg kender den danske mand.

Danske mænd er generelt nogle rigtig, gode mænd. Mænd der tror på ligestilling, og at kvinder skal behandles med respekt. Det er mænd, der tager, om ikke halvdelen så i hvert fald, en stor del af arbejdet i hjemmet, drager omsorg for deres børn og gerne går på barsel. Og for langt størstedelens vedkommende mænd, der, uanset hvor dum-fulde de bliver, aldrig kunne finde på uopfordret at stikke en hånd op i en kvindes bluse for befamle hendes bryster, mellem hendes ben for ’lige at mærke efter’ eller gramse hende på røven, fordi køen er tæt.

Så hvorfor vil I ikke stille op for os? Hvorfor sviner nogle af jer kvinder, der fortæller åbent om det, eller mænd der opfordrer jer til forsvar? Hvorfor skal et forsvar af kvinder med det samme skydes ned som den enkelte mands forsøg på at få noget ’på den dumme’? Og endelig hvorfor bliver I så vrede?

Hvis du aldrig selv har gjort noget i den stil, skal du da aldrig føle dig truffet. Så er det jo ikke møntet på dig. Det er ikke en anklage af alle mænd for at være grænseoverskridende forulempere, men man har som mand et medansvar, hvis man ikke gør eller siger noget.

Og uanset hvor meget ligestilling, vi efterhånden bilder os ind, at vi har herhjemme, så er det aldrig en fornærmelse at forsvare en kvinde. Men man risikerer selvfølgelig et par på hovedet, hvis man blander sig. Lige som en kvinde gør, men dine chancer er langt bedre end hendes over for en anden mand.

Jeg er meget selvstændig og stolt af det. Jeg har ikke brug for en mand til noget som helst praktisk, men jeg har altid haft mænd i mit liv. Ikke af nød men af lyst. Nogle ganske få gange har jeg brug for en mands fysiske styrke til hjælp med praktiske opgaver, som jeg bare ikke kan selv.

Men netop den styrke, som jeg kan have brug for, er det samme, jeg absolut frygter i en mand. Det er den, der gør, at jeg kan blive rigtig bange for mænd. Fordi jeg ved, at hvis en situation udvikler sig, og der opstår aggression, så har jeg ikke en chance. Derfor går jeg som kvinde rigtig langt og finder mig i alt for meget, alene for at undgå det.

Det har mange mænd set, hørt og ignoreret, når det er sket for mig såvel som for mange andre kvinder. Gode, ordentlige, søde mænd. Måske i misforstået hensyn overfor kvinders egen ret til at sige fra, eller ud fra en ligestillingstankegang om, at ’kvinder vil jo gerne klare sig selv’. Der er bare situationer, der kan være rigtig svære for os at klare, uden at det gør os til sagesløse ’ofre’.

Så kære, søde, ordentlige mænd. Næste gang I ser, hører eller oplever en kvinde blive groft chikaneret af en anden mand, så tag hende i forsvar. Selvom hun hverken er din søster, kone eller kæreste. Eller som minimum spørg hende, om hun har brug for hjælp. Der er en rigtig god chance for, at hun taknemmeligt vil tage imod.

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook