Børn, Opdragelse

Hvis Bendtner var min søn, fik han en røvfuld!

1. april 2014

Godt nok en kærlig en af slagsen, men dog en ordentlig overhaling. For når man er fyldt 26 år, må man forventes at kunne opføre sig bare en smule ansvarligt…

For et par dage siden læste jeg en kronik med overskriften: ’Hvor dum skal man være for at blive håndværker?’, men efter endnu en skandale i nattelivet trofast leveret af Danmarks ’farligste’ angriber, Nicklas Bendtner, fristes man til at spørge: ’Hvor dum skal man være for at blive fodboldspiller?’

Jeg hørte en gang en sige: ’Nu er det jo ikke sådan, at dumme mennesker altid gør dumme ting, og kloge mennesker altid kloge…’ Jeg ved ikke, om Nicklas Bendtner tilhører den ene eller anden kategori – formentlig lander han i midten, som de fleste af os andre. Men hver gang, der har været skriverier om en af hans utallige berusede eskapader, tænker man: ’Nu kan det da ikke blive værre?’ Og så overrasker han ved kort tid efter lige at give den en tand mere, så man kun kan svare sig selv: ’Jo, det kunne det så godt?!’

Og det er sgu for dumt! Især hans seneste optræden hvor han angiveligt skulle have lynet bukserne ned, taget sit bælte af og gnedet underlivet op ad taxaens vindue, mens han piskede vognen med bæltet og råbte ’Lille luder’ og ’Jeg knepper dig’. Dummere bliver det vel næppe?!

Til BM Nicklas Bendtner, Nicklas Bendtner

Men når man er så kendt, som Bendtner er, så er man sgu nødt til at tænke sig bare en lille smule om. For de seneste år er der desværre ikke skrevet side op og side ned om Nicklas Bendtners evner på en fodboldbane – det er der så til gengæld om hans byture. Både fordi de er mere end våde, og fordi han vælger nogle vanvittigt uheldige tidspunkter at tage dem på. Enten når hans hold, Arsenal, spiller og taber uden ham på holdet, eller da hans mor fik besked om at være helbredt for kræft. Hvad fanden tænker ’manden’ på?

’Mand’ er måske endda så meget sagt. For selv om han er fyldt 26 år og har et barn på 3, så er der ikke meget voksent og ansvarligt over hans opførsel. Faktisk opfører han sig som den 16-årige, der for ti år siden ankom til Arsenal med store drømme og ambitioner om at blive en af verdens bedste angribere. Ingen af delene har han endnu skruet ned for, men så er der altså brug for et realitets-tjek. For har du ikke nået det mål endnu som 26-årig, så kommer det altså ikke til at ske. Sorry!

For jeg har faktisk også ondt af ham. Ondt af den unge dreng der fik det hele serveret i en alt for ung alder og ikke kunne takle al den succes og de mange penge, der fulgte med. Faktisk er han et klassisk eksempel på en barnestjerne, der ikke har haft nogle ordentlige voksne omkring sig, der kunne styre ham i den rigtige retning. Måske har talentet alligevel ikke været stort nok, men jeg får alligevel den ide, at det er hans personlighed, der har stået i vejen for udviklingen af det – og nu er det for sent.

Det nægter han bare at se. Lige som han nægter at se, at det for pokker er hans egen skyld, at han i pressen kun forbindes med fest og farver, som han for mindre en to uger siden rasede over. Og så laver han den igen. Igen. IGEN! Og igen en dag hvor han ikke er udtaget til sit holds kamp, men er henvist til bænken.

Dér gider han bare ikke at sidde, selv om man måske kunne forvente, at det var det, man gjorde – bakkede sit hold op. Men det gad han ikke. Lige som han heller ikke gad sidde i sin ellers meget dyre og lækre lejlighed i London og følge kampen derfra. Så hvad gør man så? Man tager da selvfølgelig det første fly til København, drikker sig totalt i hegnet en tirsdag aften med vennerne, og efter at have truet taxachaufføren og være blevet smidt ud af mandens vogn, så laver man da en kneppe-spanking-simulering midt på offentlig vej. Det er da det, man gør…?!

Især når man faktisk lige om lidt er jobsøgende og ikke har det bedste cv at fremvise i øjeblikket efter en lang skadespause, for lidt spilletid og for få scoringer og ja, en endeløs række af skandaløse byture. For slet ikke at tale om en karriere, der bare ikke er så mange år tilbage af. Og det er da det, man gør, når man, uanset hvor lidt Bendtner vil indrømme det, også er et forbillede for nye unge spillere, og hans opførsel også udenfor banen smitter af på alle andre fodboldspillere, så man spørger: ’Hvor dum skal man være for at blive fodboldspiller?’

Forhåbentlig tager de nye unge talenter ved lære af Bendtners mere eller mindre spildte talent. Tager ved lære, så de forstår regnestykket, at det er 20 procent talent, 80 procent hårdt arbejde. Forstår at det ikke er nok at have talent, hvis du ikke arbejder hårdt på at udnytte og videreudvikle det, fordi det ellers så forgår.

Og forhåbentlig kan eksemplet Nicklas Bendtner stå som forældres rædselsscenarie for curlingbørn. Så de kan se det som det ultimative skrækeksempel på, hvad der kan ske, hvis man ikke lære sine børn at tage ansvar og stiller krav til dem.

Jeg har selv et par fodbolddrenge med store drømme. Indtil videre kan ingen sige, om de nogensinde når dem – jeg tvivler ærligt talt. Men Sophus på 9 år, der godt kan udvise Bendtner-tendenser som egenrådighed og at gå sine egne veje, får bare ikke lov. Som da jeg møder ham torsdag eftermiddag på vej hjem i stedet for på vej til fodbold, fordi han ’bare ikke ORKER det, Moar!’, og jeg må svare: ’Det er sgu bare ærgerligt, min dreng. Du skal spille kamp på lørdag, så du har bare at møde op. Der er nogle, der regner med dig, og vil du spille kampe, må du også troppe op til træning!’

Jeg ved selvsagt ikke, hvad der er blevet sagt til den unge Nicklas. Men ud fra hans opførsel at dømme har han aldrig skullet tage ansvar for noget som helst. Livet har været for nemt, og han har udviklet sig til den mest irriterende, forkælede snotunge med et selvbillede, der slet ikke modsvares af hans evner. Curlingbarnet over alle curlingbørn…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook