Børn, Familie, Opdragelse

Giv os den frie barndom tilbage…

1. april 2014

Børn laver i dag stort set intet på eget initiativ. Som forældre arrangerer vi alt for dem og kører dem alle steder. Den bedste forældregeneration nogensinde kaldes vi – men er det også den bedste barndom?

På facebook stødte jeg for nylig på en video, ’I can’t believe we made it’, der handler om barndommen for os, der er født før starten af 1980’erne. En barndom, der var langt mindre overvåget end i dag. Og en barndom, der ud fra vor tids opfattelse, nok vil blive opfattet som decideret farlig og fuldstændig ansvarsløs fra forældrenes side.

For det var en barndom, der sikkert på mange måder udsatte os børn for farer. En barndom hvor sengene var malet med blyindholdig maling, og der var for langt mellem tremmerne. Hvor der ikke var børnesikringer på hverken skabe, låger eller rengøringsmidler. Og en barndom hvor vi kørte uden cykelhjelm, drak vand fra vandslangen og spiste kager, brød og smør og drak sodavand med sukker.

Men samtidig var det også en barndom, hvor overvægt var et særsyn, fordi børn legede meget uden for sammen med andre børn og naturligt var fysisk aktive.

For det var en anden tid. Der var hverken smartphones, tablets eller spillekonsoller. Og slet ikke børnefjernsyn 24/7. Hvis vi ville lave noget sjovt, var vi nødt til at bevæge os uden for døren og finde nogen at lave det sammen med.

Så det gjorde vi. Gjorde alt det, mange børn ikke må i dag – og meget af det måtte vi nok heller ikke den gang. Men der var ingen voksne, der overvågede os, så vi gjorde det alligevel. Vi klatrede i træer, der var alt for høje og ikke havde faldunderlag. Vi cyklede langs de trafikerede veje gerne med en bag på og på en cykel, der var alt for stor.

Jeg husker, hvordan vi legede på en nedlagt gård blandt murbrokker og knuste ruder, mens vi plukkede lupiner, som vi efterfølgende satte os i vejkanten og solgte til forbipasserende. Hvordan vi gik på opdagelse i mosen, som vi også skøjtede på om vinteren, for det meste bare på vores støvlesåler, selv om moser har noget af den farligste is at bevæge sig ud på. Jeg husker den nedlagte plantage, hvor vi spiste os mætte i både æbler, mirabeller og blommer og ’spøgelseshuset’, som de ældste, der var lidt større og kunne kigge ind ad vinduet, bildte os ind havde blod løbende ned ad væggene. For slet ikke at tale om de blodige knæ og albuer efter at være faldet på rulleskøjter, fordi vi ikke havde beskyttelse på hverken arme eller ben.

Jeg vil ikke romantisere min og min generations barndom – helt… For jeg er nødt til at tro på, at der er en grund til, at vi har indført et forsigtighedsprincip. Nødt til at tro på, at dette forsigtighedsprincip redder nogen, for hvorfor skal det ellers berøve de fleste så meget frihed og evnen til kreativ tænkning, som det gør i dag? For det er prisen. Det er prisen for, at vi i dag har børn, der ikke får lov til selv at finde ud af tingene. Især friheden har de mistet.

legendeboern-skilt-kolding

Børn i dag har stort set kun overvåget eller forældre-arrangeret samvær med andre børn, fra de tager af sted om morgenen, til de om aftenen sætter sig ved familiens spisebord. Langt de fleste børn er tæt på teenagere, før de forlader sfo’en og bliver overladt til sig selv om eftermiddagen, og det samme gælder for syge børn.

Jeg selv stoppede i fritidshjemmet, da jeg var 10. Og da jeg ikke var der længere, ville min tre år yngre søster heller ikke. Så når skolen sluttede fulgtes vi hjem på enten cykel eller gående. Hjemme lavede vi lektier eller forberedte te, til min mor kom hjem, og den eneste gang, det gik galt, var da vi ville gøre det ekstra lækkert og forsøgte at lave varm kakao på kaffemaskinen – det kunne den ikke tåle… Og skulle det være rigtig godt, stegte vi havregryn i smør og sukker – nok noget af det varmeste, man kan stå med.

Andre dage var vi sammen med venner og veninder, enten hjemme eller hos dem, og aftalen var bare, at man skulle være hjemme til spisetid. Hvad vi ellers lavede i den tid, var der ingen, der blandede sig i. Vi kunne ikke ringe og spørge om lov, så vi måtte selv fra gang til gang vurdere, om det her nu var ok. Og skulle vi endelig give besked, lagde vi en håndskreven seddel på køkkenbordet.

Og ja, det var en tid, hvor vi var meget overladt til os selv. Ikke kun i mit hjem, men i alle børnefamilier. Der var en tro på, at de nok skulle klare det. Og det gjorde vi. Vi vidste, hvor børnene mødtes, så der gik vi hen, om det så var en legeplads i nærheden eller på boldbanen, hvor man kunne spille rundbold, hvis det da ikke foregik på parkeringspladsen…

Mine børn får heller ikke lov at cykle uden cykelhjelm, og de har heller ikke frihed i samme grad, som jeg selv havde, selv om jeg tror, de har mere end mange andre.

Men jeg synes, det er trist på deres vegne, at vi ikke lader dem. Lader dem få lidt mere frihed, så vi understøtter deres egen evne til at ’klare ærterne’. Så de selv finder ud af, hvad der er godt og skidt at gøre. Selv regner ud, om det her nu også er klogt. Og er de ikke kloge nok til at regne det ud, så tager de knubs, der skal til, så de har lært det til næste gang. For det er af fejlene, vi lærer, ikke succeserne. Og det er gennem kedsomhed, at vi bliver nødt til at udvikle vores kreativitet, ikke gennem konstante bombardementer af indtryk og aktiviteter arrangeret af andre.

Det mangler rigtig mange børn i dag.

Jeg elsker Nataschas sang ’Giv os Danmark tilbage’ og ser frem til, at nogle børn omskriver den til ’Giv os friheden tilbage’, for den har de brug for

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook