Familie, Opdragelse

Fra nu af er vi forældre jaget vildt

22. januar 2014
halloween

For først når vi kommer til fastelavn, kan vi slappe lidt af igen. Det starter med halloween, og så går det ellers slag i slag, hvor alt, der ellers før lå inden for hjemmets fire vægge, er flyttet ud i institutioner, skoler og idrætsforeninger, så der knap nok er tid og energi til at være familie…

I øjeblikket har jeg virkelig ’Nej’-hatten på, for halloween markerer starten på min hadeårstid nummer et. Den årstid, hvor man ikke længere kan få lov bare at være forældre for sine egne børn i sit eget hjem, men hvor der er en række krav om at være sammen med andre forældre med et meget påklistret smil, fordi det sidste, jeg har lyst til efter en endt arbejdsdag, er at slæbe en håndfuld trætte børn med op i institutionen igen. I øvrigt bevæbnet med ’mad til den fælles buffet’, ’service og drikkevare til eget brug’ samt ikke mindst en lige så stor håndfuld græskar til udskæring.

Det er så tungt. Både fysisk og mentalt. At jeg den ene gang efter den anden slæber rundt på græskar, som ungerne alligevel ikke gider skære i mere end fem minutter, fordi de hellere vil lege uden for i mørket med knæklys og de andre unger. Så sidder jeg og taler høfligt med de andre forældre med en meget stor, skarp kniv i hånden og overvejer, om jeg ikke skulle skabe noget rigtig uhygge ved at stikke kniven i min egen hals i stedet for i græskaret, der langsomt men sikkert begynder at stikke sit orange fjæs lige op i hovedet på mig.

halloween

For halloween og alverdens andre fællesarrangementer bliver aldrig min kop te. Faktisk slet ikke halloween, hvor ’forældre også gerne må komme udklædt’ – Yeah, right! En tradition, som jeg i forvejen ikke har meget tilovers for, er også blevet startskuddet til den sværeste tid som forældre for mig.

For denne endnu en udklædningsfest er jo blot starten. I løbet af de næste uger og måneder begynder den virkelige udfordring, hvor jeg bliver totalt ’spammet’ i min indbakke af forældreintra, børneintra, fodboldklubben, FDF og musikskolen med diverse arrangementer, som forældrene bedes støtte op om. Det er helt ufatteligt så mange steder, der skal siges farvel inden en juleferie, der højst varer 14 dage. Utroligt så mange steder, det pludselig er blevet vigtigt, at vi skal sidde som sild i en tønde, mens man diskuterer med manden om, at det nu også må være hans tur til at flette hjerter og stjerner eller hælde glimmer på et nyudklippet juletræ i karton eller i det mindste hente lidt gløgg eller et par knapt optøede færdig-æbleskiver. Utroligt så mange børn, man pludselig skal give gaver til, fordi der skal være pakkeleg både her og der og alle vegne.

Jeg er allerede træt. Træt af julen inden den er begyndt. Og træt af at være træt af noget, som jeg først virkelig har set værdien af, efter jeg fik børn – fordi de elsker den. Elsker traditionerne, kagerne, selvfølgelig gaverne, men især forventningens glæde. En højtid som i min bog altid har været forbundet med familie og at krybe sammen i mørket, mens vi laver hyggelige ting som konfekt, kager og julepynt.

Hvorfor skal jeg, fordi jeg har fået børn, nu tvinges til at ’hygge’ sammen med alle mulige andre, som jeg knap nok kender? Hvorfor skal hver eneste klasse have et festudvalg, der står for flere årlige arrangementer, der betyder, at hvis man har mere end et enkelt barn, så ser man faktisk sine børns kammeraters forældre mere end sin familie på den anden side af Storebælt?

Jeg vil så gerne have det private igen. Ikke at jeg har noget som helst imod andre forældrepar, men jeg har bare ikke tiden og energien til det. Og den, jeg har, vil jeg rigtig gerne bruge der,  hvor den virkelig gør nytte – hos min egne børn.

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook