Børn, Familie, Karriere, Opdragelse

En 12-talspige blev voksen – og fik stress

30. august 2014
trivselsundersoegelse

Før i tiden kaldte vi dem ’de pæne piger’ og ’pleaserne’. I dag hedder de ’12-talspigerne’ eller ’overachievers’. Og jeg kender dem så godt. For jeg var (er?) selv en af dem…

For nylig læste jeg et utrolig velskrevet debatindlæg af gymnasieeleven Anne Torp-Pedersen, der netop har færdiggjort 2. G. (http://www.information.dk/502854), hvor hun beskrev livet som såkaldt 12-talspige, hvor man kun er god nok, hvis man får 12. Det var overraskende reflekteret og velformuleret for så ung en pige, og mange af hendes ord ramte mig utrolig hårdt.

Som da hun skriver ’Supermødrene er jo bare 12-talspiger, der er blevet ældre, men ikke spor klogere’ og ’Min mor var en supermor, før begrebet eksisterede…. At vokse op i et miljø, hvor mor klarer alting og ikke brokker sig, sætter et solidt aftryk på et barns forestilling om, hvordan man lever livet…’

trivselsundersoegelseAv, for pokker! Pludselig huskede jeg, hvordan min ældste søn en gang spurgte: ’Hvordan skal vi nogensinde kunne leve op til dig?’ Og jeg har set med bekymring på min næstældste datter, der har terpet og terpet til langt ud på natten, for at hendes fremlæggelser skulle gå så godt som muligt, så hun var helt klar til sine sidste afgangseksamener. Og hvordan hun græd som pisket, da hun efter sin skriftlige dansk eksamen (det hedder vist skriftlig fremstilling i dansk i dag…), da det gik op for hende, at hun havde misforstået opgaven og derfor efter al sandsynlighed ikke ville opnå topkarakter – i sit allerbedste fag.

Begge dele er jeg nødt til at tage på mig. For jeg er som mor, som forælder, i rigtig mange henseender stadig mine børns spejl. Den, der lærer dem, hvordan man lever livet, og hvad man måles på.

Jeg troede bare, at jeg var nået videre. For jeg har været den perfekte mor, arbejdshest, med Bo Bedre-hjemmet og de smukke, dygtige børn. Og stress i det skjulte. Indtil det ikke kunne skjules mere, og jeg var nødt til at sige stop. Eller det vil sige, at min krop sagde stop – for jeg havde aldrig gjort det selv.

Den stresssygemelding var et wake-up-call af de helt store. Men især den psykolog, der hjalp mig igennem den værste første tid, fik mig til at se på mit liv både som kvinde, menneske og mor. Se på om det virkelig var det rigtige, jeg viste mine børn om livet, og hvad man skulle måles på.

Indtil da havde jeg været vanvittig effektiv og stolt af det. Men som hun sagde: ’Måske det også er en god ting at vise sine børn, at man ikke altid behøver at ’gøre’ noget for at være god nok. At det er okay med dage, hvor man ’gør’ ingenting?’

Den tog jeg virkelig til mig. Og i dag er jeg langt fra så effektiv, som jeg var før i tiden. Der er flere lette løsninger, men nok ikke helt nok. For så kommer man oven på, og som Anne Torp-Pedersen så fint siger det, bliver ældre men ikke spor klogere…

Men lige som gymnasieeleven voksede jeg op med en mor, der klarede det hele. Det var det, jeg lærte og på mange måder er rigtig glad for. Men jeg er ulykkelig over, hvis det er det billede, jeg giver mine børn med videre – at de kun har værdi, hvis de klarer sig godt.

På den anden side tror jeg også, at det er utrolig svært at slippe. Jeg er ikke længere så optaget af, om jeg får 12, 10 eller 7 – selv om sidstnævnte er svært at acceptere, når man er vokset op med 13-skalaen. Jeg ved godt, at det ikke betød noget som helst, da jeg som voksen kun fik netop 7 i kemi, et fag jeg måtte tage for at komme ind på jordemoderstudiet. Det rokkede ikke ved mit snit, da det ikke talte med. Men det irriterede mig grænseløst, da både jeg og mine studiekammerater var sikre på, at jeg da skulle have mindst 10 og nok 12. Og jeg fik det først rigtig ok med det, da jeg senere på det videregående studie, fik de karakterer, som jeg mente, jeg fortjente. Selv om det er så ufatteligt ligegyldigt.

Hvorfor så overhovedet nævne det? Fordi når man er vokset op med at blive målt på, hvad man kan, og ikke hvad man er, så kan det ikke blive helt ligegyldigt, uanet hvor mange gange man skriver det på tavlen. Det er blevet en del af ens dna.

Den dna er der bare ingen grund til at give videre til sine børn. Hvis man kan lade være…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook