Børn, Familie, Opdragelse

Curlingbørn er (også) samfundets opfindelse

22. januar 2014
Curlingbørn

De seneste ti år har vi fået tudet ørerne fulde af historier om de såkaldte curlingbørn. Børn der bæres frem på hænder og fødder af forældre, der for alt i verden bare ikke vil give slip.

Der har været historier om forældre, der søger fritidsjob på børnenes vegne, og det ene tv-program efter det andet sætter fokus på forholdet mellem forældre børn – især teenagerne. Forkælede (møg)unge(r) med enorme privatforbrug sendes til Asien for at arbejde i den nederste del af modeindustriens fødekæde eller ud i junglen for at hugge hovedet af en høne (det kunne de ellers godt få lov til hjemme hos mig i Ringsted J).

Senest har vi sommeren igennem hørt om et stigende antal forældre, der kimer universiteter og andre videregående uddannelser ned, fordi ’prinsessen’ eller ’prinsen’ ikke er kommet ind på drømmeuddannelsen. De tager med til vejledningsmøder, skriver klager med virksomhedslogo, så ingen studiesekretær skal være i tvivl om, hvor højt på strå de er, eller ringer sågar til studiekontoret for at spørge, om ’barnet’ skal have madpakke med på rusturen. Skræmmende? Ja, for pokker!

Og altid er den underliggende moral, at vi gør vores børn en bjørnetjeneste (i den gammeldags betydning) ved ikke at give slip og lade dem klare ærterne selv. Og det har de ret i. Ingen tvivl om det. Ved altid at gøre alt for vores børn, svigter vi nemlig det, der er vores aller fornemmeste opgave som forældre: at uddanne vores børn til at blive selvstændige, selvhjulpne individer, der kan klare sig selv – gerne langt før end når vi ikke er her længere.

BbmrbULCAAAi-m1

Meeen… Alle disse historier glemmer en meget vigtig ting: at det starter meget før, og at meget af det kommer ude fra. For i dag er det blevet rigtig svært at være en ’gammeldags’ forælder, der opdrager ud fra ’hjælp til selvhjælp’. En forælder der giver sine børn ansvar ved netop at lade dem klare tingene selv. En, der lærer dem, at de faktisk vokser gennem modstand. At der er ting i livet som er svære, men som man skal alligevel.

I børnehaven får vi besked på at give dem sko med velcro og jakker med trykknapper, så de ikke skal slås med besværlige snørebånd eller lynlåse. I skolen får jeg besked på, at det er mit ansvar, at mit barns taske er pakket korrekt og har spidsede blyanter i pennalhuset. Og nogle skoler har forbud mod, at børn i indskolingen selv går hjem, selv om skolevejen ikke er længere end et par hundrede meter, og der er stillevej og bump. Så rigtig hurtigt lærer børnene altså ude, at det mit ansvar at sørge for alle deres ting og gøre det nemt for dem.

Men det stopper slet ikke her. Selv i gymnasiet bliver jeg inviteret til både forældremøde og skole-hjem-samtale, hvor jeg bliver bedt om at følge med på børnenes intra-system, så jeg kan holde øje med deres lektier og i øvrigt sørge for, at de ikke arbejder for meget – pengene til deres forbrug skal altså komme fra mig. Og så kom beskeden, der virkelig tog prisen: at jeg som forældre i perioder med mange lektier, skulle støtte mit barn ved at komme ind på deres værelse med en bakke med varm the og småkager…?!

Så er der et problem med curlingforældre på universitetet og andre videregående uddannelser, var det måske på tide, at systemet også kiggede lidt ind ad. Vi gør jo bare det, I har opdraget os til…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook