Karriere

Stop nu hykleriet!

30. august 2014
RB_PLUS_Ugeblad_kan_841375a

Danske kendisser på stribe anmelder Se og Hør eller Aller-koncernen til politiet. ’Rigtige’ journalister står i kø for at ’disse’ deres sladderbladskolleger og vil have dem ud af deres fagforbund. Næsten to tredjedele af danskerne mener, Se og Hør bør lukke, mens bladet sælger næsten det samme som ellers. Alt imens kun ganske få Hr. Og Fru Jensen’er taler om den egentlige skandale: At vi har ulidelig dårlig datasikkerhed herhjemme med manglende logfiler og en årlig overvågning af alle danskere, der løber op i tal, der slet ikke findes i det danske sprog…

Som tidligere sladderbladsjournalist bliver man hurtigt lidt træt i hovedet, når man læser kollegers statusopdateringer om Se og Hør-skandalen og ikke mindst bladets ansatte. Nogle mener, at der skal være et særligt forbund for rigtige journalister, eller at ’de andre’ i hvert fald ikke er værdige til Journalistforbundet. ’Alle har et frit valg’ påstås det, så man forstår, at etik bør veje tungere end alt andet – også ens levebrød. Og Politikens chefredaktør går så langt som til at sige, at Se og Hør på ingen måde er et journalistisk produkt, da det alene er båret af sladder. Det kan man kun sige, hvis man aldrig selv har arbejdet sådan et sted.

RB_PLUS_Ugeblad_kan_841375a

Men det sjove er, at der på næsten alle de redaktioner, hvor kritikken kommer fra, hver onsdag ligger en hel stak ugeblade – heriblandt surprise! Se og Hør. For ’rigtige’ journalister læser også sladder. Præcis lige som rigtig mange andre helt almindelige danskere. Faktisk er der omkring 600.000, der læser det – hver uge! Og det gør de stadig, selv om de synes, det skal lukkes. Øh…

Jeg har aldrig været ansat på Se og Hør, hverken som fast eller freelance, men i lidt over to år var jeg hos en af konkurrenterne. Og det var benhårdt arbejde. Men også sjovt. Men meget af tiden var det hårdt, fordi man som journalist ofte overskred sine egne grænser for at være først med en historie om en kendis’ nye graviditet, skilsmisse eller forældremyndighedssag.

Historier, der aldrig ville fælde en statsminister, regering eller vinde en Cavling. Historier, der var startet af ’sladder’, noget man havde hørt eller observeret, men båret hjem af journalistik, forstået som research, interviews og flere kilder. Gu’ er det journalistik. Og før denne sag kom frem, er jeg gået langt for at forsvare ’den kulørte presse’, dens aktører og troværdigheden på disse medier, fordi jeg ved, at man den slags steder er ekstra opmærksom på rigtigheden, da de altid beskyldes for løgn og latin.

I dag er det blevet mere svært. Og så alligevel. For Se og Hør har jo ikke skrevet noget, der var forkert. Historierne var jo gode nok, men det var metoden ikke. Man kan jo ikke gøre sig skyldig i et kriminelt forhold alene for at få en historie frem, eller kan man?

For jeg tror ikke, vi havde hørt det samme hylekor, hvis journalister fra andre medier havde brugt samme metoder til at afsløre alvorlig korruption i det danske samfund.

Faktisk accepterer vi i udstrakt grad, at journalister bruger ufine metoder (som skjult kamera, hemmelige lydoptagelser og opdigtet identitet) til at afsløre magthavere i samfundet. Bare tænk på DRs udsendelser om danske banker, der råder velhavende kunder til at skjule deres formuer for SKAT i udlandet, som aldrig var blevet til noget, hvis journalisten havde præsenteret sig som sådan og åbenlyst filmet. Vi accepterer det, fordi det fører til noget samfundsmæssigt relevant. Se og Hør misbrugte deres mulighed til ’pjat’. Men altså ’pjat’ som rigtig mange gerne vil betale for at læse – kendte som ikke-kendte.

Når alt kommer til alt, skylder vi alle sammen Se og Hør (eller måske mest forfatteren Ken B. Rasmussen) en stor tak. Tak fordi de fik vist os, hvor ualmindelig dårlig datasikkerheden er i Danmark. For at der endelig er rejst en debat omkring netop det, så politikere fra stort set samtlige partier kræver handling. Og en tak for at alle nu får øjnene op for, hvor meget overvågning og registrering alle danskere udsættes for hver eneste dag – helt uden at være mistænkt for noget som helst ulovligt.

Så tak for det. Det var sgu på tide…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook