Familie

Tag en omgang mere med mig, Allan!

22. januar 2014
Allan Simonsen som han så ud, da han var min barndoms store helt :)

Allan Simonsen skal nok få min stemme, for man sender sgu da ikke en hel generations store helt til tælling, vel?

Fodboldikonet Allan Simonsens evner (eller mangel på samme) på dansegulvet har de seneste uger skabt en voldsom debat. Seere raser over, hvordan han kan blive ved at gå videre i ’Vild med dans’, hvor dygtigere dansere må se sig slået ud. Danse-dommerne taler ned til ham og har mere end svært ved at skjule deres harme samtidig med, at de konsekvent giver ham de laveste point-scorer nogensinde i ’Vild med dans’-historien.

Allan Simonsen som han så ud, da han var min barndoms store helt :)

Allan Simonsen som han så ud, da han var min barndoms store helt :)

Men så viser demokratiet sig fra sin allerstærkeste side. For hvor nogle er rasende over, at han kan blive ved med at fortsætte, er der en anden meget stor gruppe, der ikke vil finde sig i at se ham stemt ud. Det er jo Allan Simonsen. ALLAN SIMONSEN, FOR POKKER!!! Min generations helt store helt på en fodboldbane.

Allan Simonsen, der fik en lille 10-årig pige som mig med lange fletninger til at gå så meget op i fodbold, at jeg købte tyggegummi med fodboldkort bare for at få et af ham.

Og Allan Simonsen, der fik en lille bleg pige på kør-selv-ferie til Tyskland til at købe blot en enkelt souvenir med hjem – en pyntepude med Borussia Mönchengladsbachs logo, som jeg vist stadig har et sted i gemmerne…

For hvor fodboldglade drenge og piger i dag løber rundt i trøjer med Messi eller Ronaldo på ryggen, var der kun én helt for os i 70’erne – Allan Simonsen.

Så pludselig er jeg også begyndt at se ’Vild med dans’, noget jeg ellers har holdt mig fra i årevis. Og jeg stemmer, selv om jeg synes, det er dyrt. Og også mere end en gang. For han skal have alt den støtte, han kan få. Jeg kan sagtens se, at han ikke formår at føre sin genialitet fra fodboldbanen over på dansegulvet, men hvad så? For hvad er en god danser egentlig? Det er en, der kan lide det. En der har det sjovt, mens han danser. Og en der nyder det, selv om evnerne måske ikke er de største.

Så i sidste uge blev der igen blændet op for ’Vild med dans’, men inden havde vi lige haft vores egne to fodbolddrenge på 9 og ti igennem en dannelsesrejse, da de blev bænket foran fladskærmen i næsten to timer til dokumentaren ’…Og det var Danmark’ om dansk fodbolds storhedstid og ikke mindst Allan Simonsen. En fodboldspiller de intet kendte til, selv om han er den eneste danske spiller, der nogensinde er blevet kåret til Europas bedste spiller, og at han var uhyre vigtig for at få os kvalificeret til EM for første gang i 1984 – noget mange efterhånden tager som en helt naturlig ting, at vi selvfølgelig kvalificerer os. Men det er bare ikke mange år siden, vi gjorde det for aller første gang. Og meget af det kan vi altså takke Allan Simonsen for.

Derfor bliver han ved med at gå videre i ’Vild med dans’. Derfor er der kommet helt nye seere som mig til ’Vild med dans’ – alene fordi han er med. Og derfor vil han blive ved med at få min stemme. Og jeg har det bestemt ikke dårligt med, hvis han skulle ende med at vinde det hele. For han fortjener det for alt, han har gjort for dansk fodbold. Det må han godt få en ekstra medalje for, selv om hans dansesko ikke skinner halvt så meget som hans tidligere fodboldstøvler.

Jeg er ligeglad. Allan Simonsen er min store helt. Min store kærlighed, der efter næsten 30 år er blevet genoplivet. Denne lille mand, der vækkede store følelser i både fodboldidioters og små pigers hjerter.

Så Allan, tag du bare en omgang mere for mig. For jeg er med dig hele vejen!

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook