Børn, Familie

Verdens (måske) bedste folkeskole

30. august 2014
Kronik-gladeskoleel_380092a

Den danske folkeskole har måttet tage mange tæv de seneste år, men det er langt fra fair. For folkeskolen kan noget, som ikke kan måles i diverse PISA-test. Og noget som de kinesiske skoler ikke kan…

For et par dage siden kommer Sylvester på 11 hjem og spørger: ’Er det okay, at jeg tager hjem til Laurits i morgen og laver projektopgave?’

’Øh ja, det må du godt…’ svarer jeg lidt tøvende, da det kommer bag på mig, at de allerede i 4. klasse laver selvstændige projekter, som skal fremlægges for klassen. Men det er intet imod min overraskelse, da jeg fandt ud af, hvad opgaven handlede om – Ruslands nye homolove.

Øh, what? Ikke at jeg har noget problem med emnet, men hvor pokker kom det fra? Godt nok er vi herhjemme både samfundsengagerede og diskuterer gerne politik og andre emner foran børnene, men den der kan jeg bare ikke huske, at vi har haft oppe at vende over middagsbordet. Så hvorfor?

Forklaringen fik jeg så torsdag til skole/hjem-samtalen. Sylvester og hans kammerat havde hørt om Rusland, Putin og Krim, så det ville de gerne lave noget om. De havde også hørt, at det var forbudt at være homoseksuel i Rusland, og hvorfor var det det?

Kronik-gladeskoleel_380092a

Resultatet blev, at de fik lov at lave et selvvalgt projekt om Ruslands homolove, der skal præsenteres i en PowerPoint med separat fremlæggelsestekst i et word-dokument. Men dér stopper de slet ikke. De har lavet protestskilte til demonstrationer med teksten ’Bevar Krim’ og ’Rusland ud af Ukraine’ – på russisk. Og så har de også lige fundet en fjern slægtning, der kan russisk og derfor kan lære dem at udtale det rigtigt inden fremlæggelsen.

Jeg sad mundlam og tænkte bare ’Wauv’ og ’Sejt!’

For ingen af de to knægte er særlig intellektuelle. De er drenge med stort ’D’, hvis største interesse er fodbold. Så jeg havde forventet en selvvalgt opgave fra dem om de største spanske fodboldspillere gennem tiden. De forskellige europæiske ligaer. Eller hvordan fodbold blev introduceret i USA, hvis det endelig skulle have lidt mere bid.

Men med de russiske homolove tog de fuldstændig røven på mig. Den havde jeg bare ikke set komme. Men det skulle jeg måske have gjort…

For det her handler slet ikke om mig, os og vores opdragelse. Det handler om en folkeskole, der er så langt bedre end dens rygte. Og formår så meget mere, end den normalt får ’credit’ for. En folkeskole der kan inspirere og motivere og giver plads til rigtig meget andet end dårlig inklusion. En skole der lærer børnene at tænke selvstændigt og lader dem vælge emner alene ud fra interesse, lyst og nysgerrighed, og derefter hjælper dem med at styre det, så opgaven også kommer til at passe til deres alder og kompetencer.

Det er sgu da fantastisk!

Og dét tror jeg ikke, der er meget af i Kina – uanset hvor godt de klarer PISA-testen.

Da jeg fik sundet mig lidt, kom jeg i tanker om alle de andre eksempler på, at mine børn lærer andet og mere i deres folkeskole, end jeg gjorde i min – selv om jeg nok kom ud med bedre stave- og tegnsætningsevner, end de gør.

Men jeg vidste intet om Heerup eller hans særtegn og havde aldrig prøvet at efterligne hans teknikker i egne malerier – det har Luna (7) i 1. klasse!

Lige som jeg heller intet vidste om Picassos blå periode, Chagalls røde dame eller Ib Spang Olsen – det gør alle mine børn. Og sidstnævnte har flere af dem endda mødt face-to-face i forbindelse med et billedkunstprojekt, hvor han så deres efterlignende værker.

Helt ærligt, i min 70’-80’er skole, som jeg knuselskede, havde vi formning, hvor pigerne forsøgte at få lavet noget pænt på drejebænken, mens drengene kastede med kugler af ler. Det var et kreativt frikvarter, som de fleste nød, men der var godt nok ikke noget kunsthistorie – det fik jeg først på HF.

Så det er bare ikke rimeligt, at vi bliver ved med at skælde ud på folkeskolen. For selv om den ikke kan alt det, den kunne før, så kan den noget andet – og vel egentlig også mere.

Til samme skole/hjem-samtale spørger jeg lidt ind til projektet og får at vide, at der er meget stor forskel på, hvor de forskellige elever er – især med hensyn til PowerPoint. ’Så er der nogle, der bliver ved med at spørge om, hvordan man skal gemme et billede, og hvordan man sætter tekst ind. Man skulle tro, at de aldrig havde set et PowerPoint-dokument før…’ griner læreren, mens jeg blot smiler og vælger at holde kæft om, at PowerPoint nok heller ikke liiiige er min spidskompetence.

Men noget af det bedste i vores folkeskole er rummeligheden og villigheden til at lytte til eleverne. At der bliver lyttet, når min anden søn, Sophus (9), til sin skole/hjem-samtale siger: ’Jeg synes, det er ret irriterende, at det først er fra næste år, at vi skal være mere ude…’, fordi han godt kunne tænke sig, at mere af undervisningen foregik udenfor klasselokalet. Og så svarer læreren: ’Det behøver vi da ikke at vente på. Jeg skal nok arrangere, at vi også får mere udeundervisning i resten af dette skoleår.’

Ingen diskussion. Intet nej. Men i stedet ’God ide. Det gør vi…’

Dét må vi aldrig tage fra folkeskolen. At den er med til at forme vores børn til selvstændigt tænkende individer, der er medbestemmende om deres opgaver, hvordan de skal laves og om hvad. Børn der tør give udtryk for deres ønsker til og om både skole og lærere og går derfra med en oplevelse af at være hørt og blive taget alvorligt.

Dét tror jeg ikke, mange kinesiske skolebørn får. Og så er jeg faktisk helt ok omkring en lavere placering på PISA-ranglisten, for dét her vil jeg ikke undvære…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook