Parforhold

Sej, sejere, singlemor!

21. september 2013
Her er en statue fra Ærø, som passende kunne danne inspiration :)

Singlemødre, selvvalgte eller ej, fortjener ikke forargelse og løftede pegefingre – giv dem i stedet en statue på byens torv!

Da jeg som 7-årig blev ’skilsmissebarn’, var jeg den eneste i min klasse, hvis forældre var skilt. Dér midt i 70’erne var det ikke helt normalt endnu, så jeg vænnede mig hurtigt til spørgsmål som: ’Hvorfor har du ingen far?’, selv om det var træls at høre på og irriterende at skulle blive ved med at forklare, at jeg havde en far, men at han bare boede et andet sted.

I dag kender jeg en lille pige, der, siden hun var 5 år, har svaret: ’Jo, jeg har en far, men min far har bare ikke lyst til at være far.’

For der er der masser af børn i Danmark, der reelt vokser op uden egentlig at have en far. Nogle fordi forældrene er blevet skilt, andre fordi han reelt aldrig har været der andet end i form af sin donorsæd, en kort affære eller et hurtigt, forløsende knald efter en tur i byen, som han ikke vil tage konsekvenserne af sidenhen.

Senest er det især de selvvalgte singlemødre, der har været i fokus. Deres ansvarlighed eller mangel på samme, når de vælger at få et barn med en anonym sæddonor og en ’far’, som barnet altså aldrig kommer til at kende. Og et spørgsmål presser sig på mere end nogle andre:

’Har et barn krav på både en mor og en far?’

Mange mener tilsyneladende ’JA!’, selv om mere end hver tredje danske kvinde ville alligevel overveje at få et barn med en anonym sæddonor, hvis ikke hun var i et forhold med en, når tiden er ved at rinde ud.

Her er en statue fra Ærø, som passende kunne danne inspiration :)

Nu er det jo sådan, at kvinders frugtbarhed ikke varer ved. Vi kan ikke i stil med mænd blive ved med at reproducere os, til vi nærmest ligger på dødslejet. Allerede fra 30-årsalderen falder vores frugtbarhed mærkbart, og sandsynligheden for at få børn efter de 40 er for de fleste forsvindende lille. Så når vi nu lever i et samfund, hvor vi etablerer os langt senere end før, hvor vi finder partneren måske for sent og har en udpræget singlekultur, er det så ikke ok, at kvinder får de børn, de gerne vil have, selv om der ikke er en far inde i billedet?

’Jo! For pokker da…’

Men så er de da også nogle uansvarlige og egoistiske mennesker, ikk’?

’Nej’ og ’Ja’.

Nej, fordi det i mine øjne aldrig kan være uansvarligt at have et ønske om at bringe et barn til verden, som man kan kaste sin kærlighed på. Og alle de singlemødre, jeg kender, selvvalgt eller ej, er nogle af de mest ansvarlige mennesker og mødre, der går op i deres børn med liv og sjæl.

Og ja, fordi det at få et barn altid er en selvisk handling. Det udspringer af en urkraft og ønsket om at reproducere sig selv, uanset om man er en eller to personer om at træffe valget.

Og så er der jo aldrig nogen garantier. Selv når man har været to om at stifte en familie, går næsten halvdelen af dem i opløsning, og det er stadig ikke alle fædre, der ønsker at bevare kontakten med deres biologiske børn. Og så er vi tilbage ved det første spørgsmål:

’Har et barn krav på både en mor og en far?’

Tja, i den ’perfekte’ verden og ifølge Biblen har et barn både en mor og en far. Men verden er ikke perfekt, og Biblen er ikke længere vores rettesnor i samfundet. Vi har i dag et samfund, der tæller ufattelig mange familieformer, hvor børn vokser op med halv- og papsøskende, to mødre eller ditto fædre, flere sæt bedsteforældre, eller er adopterede. Og hvad med de cirka 10%, som ikke har den far, både de og ’faren’ tror, de har?

Forældreskab og familie er ikke alene bundet af biologi. Man kan sagtens elske børn (og forældre), man ikke er biologisk forbundet med. Mine egne papsøskende oplever min far lige så meget som deres, fordi det ham, de er vokset op med, og deres biologiske far ikke var der.

Og børn med forældre af samme køn, kun en forældre eller adoptivbørn har også en ’rigtig’ familie og en lykkelig barndom, selv om de kun kender halvdelen eller intet af deres biologiske ophav.

Selvvalgte singlemødre er ikke mere egoistiske end andre forældre, og den opgave, de påtager sig, er helt enorm. Det er et kæmpe arbejde og ansvar at opfostre et barn – især alene. Det ved alle, der har oplevet at gå fra at være to forældre til daglig til kun at være en. Og så at vælge at gøre netop det helt fra starten – det fortjener ikke løftede pegefingre, forargelse og skæld-ud.

Det fortjener i stedet en statue på byens torv.

For det de gør, er sgu sejt!

Du vil måske også kunne lide

1 Kommentar

  • Reply Mette 22. september 2013 at 20:25

    Det indlæg var min statue – tak! :)

    / Mette
    – mor til en skøn 4-årig pige der hver dag beviser overfor mig at det var rigtigt at vælge det gode liv allerede da jeg var gravid. Selv når jeg er dødtræt, barnet trodsigt, overarbejde nødvendigt og jeg savner én at dele det med, ved jeg det var det rigtige valg i vores situation.
    Tak for en fin side :)

  • Skriv kommentar

    Connect with Facebook