Parforhold

Lad os nu droppe lektier for de små, please…

21. september 2013
Sådan her ser det tit ud herhjemme hos mig :(

Sommerferien er slut og et nyt skoleår i gang. Det er mange børn og forældres værste hadeopgave så også – lektier. Åh nej. Øv. Narj, er det allerede – igen?

Tre uger inde i det nye skoleår har vi allerede overstået fire (!) forældremøder, og hver eneste gang har lektier været et punkt på dagsordenen. Og bare tre uger inde i det nye skoleår er vi bagud – med lektierne. Tre uger og bagud! Jamen, jeg fatter det ikke. Hvordan kan det lade sig gøre?

Det kan det, når man har to drenge, der virkelig er drenge med stort ’D’.

Drenge der er superkvikke, men stadig har lidt for meget krudt i r**** til at forstå, at det er en rigtig god ide at lave sine ting, mens man er i skolen, fordi man så ikke har lektier for.

Drenge, der synes, det er meget sjovere at gå med de andre ligesindede over på kunststofbanen og spille ’Champions League’ eller køre på BMX’ere end at bevæge sig ned i lektiecaféen.

Drenge der to gange om ugen går direkte fra sfo til fodboldtræning, kommer hjem til sen aftensmad, højtlæsning og ’Godnat, min skat’, fordi der hverken er tid eller energi til at slå op i skolebøgerne igen.

Drenge der skal til fødselsdag og kamp næsten hver weekend.

Og ikke mindst drenge for hvem, det er et nederlag at skulle sætte sig med lektierne, fordi de godt ved, at det jo er deres egen ’skyld’, for de kunne jo bare have lavet dem i skolen…

De er bare ikke modne nok til helt at forstå konsekvenserne af det endnu.

Sådan her ser det tit ud herhjemme hos mig :(

Så er der én ting, jeg er rigtig, rigtig ked af (som i RIGTIG, RIGTIG KED AF!), så er det, at den tvungne lektielæsning blev pillet ud af det nye folkeskoleforlig.

Ked af, at vi nu står med en kommende heldagsskole med frivillig lektiecafe. Det har vi i forvejen, så hvad pokker skal jeg bruge den til? Hvis det er frivilligt, så går de børn, der i forvejen ikke synes lektier er sjove, ikke derhen.

Og de Konservatives argument om, at den tvungne lektiecafe skulle fjernes for, at man som familie selv skal kunne bestemme over sin tid, holder bare ikke en meter. For vi kan ikke bestemme noget som helst over vores tid. Den er netop ikke vores tid, når der er lektier. Så er kvalitetstiden reduceret til konfrontationer, skænderier og bolsjepædagogik af værste skuffe. For hvad gør man, når man næsten skal slæbe sit barn hen til bordet? Så lokker man, taler sødt, opmuntrer, roser, læser ’100 gode råd om lektier’, og til sidst kapitulerer vi og betaler ved kasse 1 – om det så er i rede penge, FIFA-points eller vingummibamser…

Så lad os nu få de daglige lektier for de små klasser væk. OK med uge- eller månedsopgaver, som vi kan planlægge os ud af. Men væk med de daglige ting, det er næsten umuligt at få lavet og som skaber konflikter, fordi det er trætte børn (og forældre), der sidder og kæmper, og det bare ikke er muligt at finde et tidspunkt med ’god tid og overskud’, fordi alle har travlt og er trætte til hverdag.

Og dens slags lektier gavner ikke nogen. Ikke. Nogen. Som. Helst. En helt enkel google-søgning på ordet ’lektier’ giver adskillige resultater på eksperter og rapporter, der fortæller, at lektier ikke er lig læring. Min egen erfaring viser, at ’bare fordi man skal’-lektier, resulterer i børn, der ikke er glade for skolen. Yndlingsfaget er frikvarter! De bliver skoletrætte allerede inden, de har overstået indskolingen. Og det var vel ikke meningen med det hele, var det?

12 gode råd om lektier

  • Hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, så få lavet lektierne med børnene, inden der sættes tid af til andre ting som spil, leg og tv.
  • Saml op i weekenden, så der er mindre at lave til hverdag.
  • Hvis I er to forældre, så del jer op, så den ene tager sig af madlavning, mens den anden laver lektier med børnene.
  • Sid sammen med barnet, hvis han ikke er meget for det eller ikke får lavet noget alene.
  • Tag pauser og begræns lektielæsningen til 15-20 minutter ad gangen på hverdage.
  • Hvis barnet er for træt til at lave alle lektier, så lav kun dem, hvor barnet har det sværest fx læsning eller matematik og drop det fag, hvor han har det nemt.
  • Er lektierne for svære eller tager de mere end 20 minutter dagligt, så tag det op med læreren, så de kan afstemmes barnets niveau.
  • Ros, ros, ros. Også selv om barnet har haft det svært med lektierne eller været modvilligt, skal der roses for, at det i det mindste har gjort en indsats. Og lidt er stadig bedre end ingenting, selv om I ikke nåede det hele.
  • Oplever du lektierne som en stor byrde, så tag det op på først kommende forældremøde – du er ikke den eneste, der har det sådan!
  • Del opgaverne imellem jer, fx du regner, jeg farver.
  • Gør det der skal til. Hyg med barnet med te, saft og kiks og sæt ham noget i udsigt, når I er færdige. Bolsjepædagogik virker, desværre…
  • Lad være med at stramme skruen unødigt og lav kun det, barnet magter. Når I er færdige, er I FÆRDIGE! Også selv om du opdager, at I har glemt at læse, det må så blive en anden dag.

Du vil måske også kunne lide

1 Kommentar

  • Reply Rie Lindegaard Nielsen 26. september 2013 at 09:40

    Hvor har du dog ret – der er bare ingen der “tør” sige sådan noget højt… “Det skulle jo nødigt hedde sig”..!

  • Skriv kommentar

    Connect with Facebook