Børn, Familie, Opdragelse

Hvem er Mikkel Kessler???

8. marts 2013
Men ham her ved de ikke, hvem er...

’Nej, vi skal ikke.’

’Jo, vi skal!’

’Nej, vi skal ikke!’

’Jo, vi SKAL!’

’Nej, Sophus, det skal vi altså ikke!’

’JO, VI SKAL!!!’

Da jeg onsdag aften er på vej ud ad døren for at holde foredrag om det rolige familieliv, opstår en større diskussion mellem min mand, Jonas, og yngstesønnen, Sophus (8) ude i køkkenet. Egentlig startede det hele meget roligt med en kommentar fra Sophus om, at han glædede sig til lørdag, fordi der så kom ’Divaer i junglen’. Det havde han set weekenden før hos en ven, og ’divaerne’ var et hit hos drengene.

’Det ser vi altså ikke her,’ starter Jonas.

’Hvorfor ikke det?’

’Fordi det er skod-fjernsyn!’ kommer det ’diplomatiske’ svar fra hans far.

’Nej, det er ej. For jeg lærer noget om junglen og kolort…’ fortsætter Sophus.

I lørdags havde blondiner og brunetter konkurreret om, hvem der med sammenlænkede ben kunne samle mest kolort og vinde en diamantring, og det havde moret drengene voldsomt.

Men selv om vi ser meget fjernsyn herhjemme, er der altså ting, jeg nægter at spilde min tid på. Jonas mangler argumenter og prøver nu med en nødløgn overfor Sophus:

’Men vi har slet ikke den kanal, så vi kan ikke se det…’

Det var rigtigt indtil for et par uger siden, da TV3 pludselig blev inkluderet i den lille Boxer-pakke, og det ved Sophus desværre godt:

’Jo, vi har, den er på 3’eren (på fjernbetjeningen).’

’Nej, det er DR2.’ Og nu tror Jonas, han har vundet.

’Nå, men så er den på en af de andre. Vi har den!’

Diskussionen kan ikke vindes, så Jonas prøver igen med reglerne:

’Nå, men der er altså bare noget fjernsyn, vi ikke ser. Vi ser heller ikke det med Anton (Gustav, men Jonas kan ikke huske navnet) og Linse.’

Tænk at 8-årige drenge uden tøven kan sige navnet på hende her…

Og stik mod Jonas’ forventning er Sophus fuldt ud klar over, hvem Linse er, for hans næste spørgsmål er:

’Havde hun lige så store bryster, da hun blev født?’

Men ham her ved de ikke, hvem er…

Og så bliver jeg inddraget i diskussionen og kaldt i køkkenet for at forklare, hvordan man får lavet større bryster. Jonas undrer sig lidt over Sophus’ kendisviden og spørger derfor:

’Når du nu ved, hvem Linse er, kender du så også Mikkel Kessler?’

’Næ, hvem er det?’

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook