Har du også ondt i maven?

’Men mor, jeg har bare så ondt i maven… Og det føles hele tiden som om, jeg skal kaste op, men der kommer ikke noget…’

Tårerne begynder så småt at trille ned ad kinderne på Sophus (8), der står på badeværelset og prøver at tage sig sammen til at børste tænder – samtidig med at han ihærdigt forsøger at overtale mig til at lade ham blive hjemme. Han er nemlig ikke syg. Men det er han storebror, Sylvester (9), der uden tvivl har feber og faktisk nok har haft det siden lørdag.

Det har Sophus ikke. Han er heller ikke så forblændet af brødrekærlighed, at han bare ikke kan holde ud at skulle i skole uden sin elskede storebror. Han er heller ikke generelt ked af skolen. Og han er slet ikke syg – det ved jeg godt.

Lige som jeg godt ved, at jeg står over for mit absolut mest viljestærke og stædige barn, så jeg lige så godt kan give mig først som sidst. Og da jeg alligevel har et barn hjemme allerede, gør det ikke den helt store forskel.

Udover at det er mandag, så jeg virkelig godt kunne bruge lidt børnefri. Eller i hvert fald undgå børn, der skændes pga. hyttekuller og for meget fjernsyn.

For slet ikke at tale om at jeg har brug for at få arbejdet – det er jo hverdag.

Men sådan bliver det ikke. Heller ikke tirsdag hvor Sylvester stadig er syg, men Sophus dog overtalt til at gå i skole. Onsdag er begge drenge af sted igen, men nu står jeg med en halvandet-årig, der vågner med sammenklistrede øjne, snot i hele hovedet og bare skriger og skriger, indtil hun får en stikpille, der lige tager toppen af det.

Og sådan fortsætter det. Onsdag bliver til torsdag, og torsdag til fredag – alle dagene med syge børn hjemme. Og jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke længere har almindeligt lønmodtagerjob, men valgte at arbejde for mig selv, selv om det betyder lidt færre penge og mindre tryghed.

Men i det mindste skal vi ikke stå og diskutere, hvem der skal blive hjemme hver gang, der er et sygt barn.

For det får man som voksen ondt i maven af…

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Connect with Facebook

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>