Antboy? Hvem? MIG?!

Der er ikke noget federe end at have en højtlæsningsbog, der er så spændende, at man ikke kan lade være med at læse videre, når ungerne er lagt. Sådan en har vi i øjeblikket. Faktisk hele seks styks. For vi har taget hul på Antboy-serien af Kenneth Bøgh Andersen, der handler om den lettere overvægtige Pelle Nøhrmark, der en dag bliver bidt af en genmodificeret myre, får myrekræfter og ender som byens superhelt. For myren har mange superhelte-egenskaber: den er utrolig stærk, kan se i mørke, er beskyttet af at have skelettet uden på for slet ikke at tale om dens stærke kindbakker, der kan bide gennem hvad som helst – især når den pludselig tager hjem i en menneskekrop.

Men at jeg pludselig skulle se mig selv som en mini-Antboy, havde jeg ikke lige forudset.

Antboy – den nye superhelt :)

For et par uger siden vågnede jeg en morgen med forkølelse og rigtig ondt i mit ene øre (troede jeg).

Efter en uge på Panodil var det kun blevet værre, især i øret, så jeg måtte en tur om lægen. Her talte hun om væske i mellemøret, Panodil og næsespray, og blev det ikke bedre i løbet af to dage, skulle jeg til ørelægen. Han kunne ikke finde væske i mellemøret, men mente, at det i stedet var kæberne og sendte mig til tandlægen.

Tandlægen tjekker mine tænder og bid, som var jeg en hest på Hjallerup Marked, og begynder at trykke på mine kæbemuskler. Efter to tryk siger han meget overrasket:

’Du har godt nok nogle store kæbemuskler!’

’Nå, hvad betyder det?’

’Det betyder bare, at du kan tygge VIRKELIG hårdt…’

Summa summarum er, at jeg laver tandpres (tygger meget hårdt sammen), så nu skal jeg forbi en tandbidsekspert. Hos ham gentager historien sig med at tjekke tænder, bid og kæber og igen bemærkningen: ’Hold da op, nogle store kæbemuskler, du har!’

Nu kan jeg ikke dy mig og spørger: ’Er de større end normalt?’

’Njar, men de er meget stærke, fordi du træner dem så meget…’

Og recepten er en bideskinne, den hårde ikke og den bløde: ’For den bider du bare i stykker!’

Så i aften kan jeg fortælle mine unger, at deres mor også har superkræfter…

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Connect with Facebook

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>