Børn, Familie, Parforhold

Mig og Pippi…

7. april 2012

Som mor er man sådan en, der fixer ting. Sådan er det i hvert fald her hos os. Og jeg taler ikke bare om hudafskrabninger og blødende knæ. Næ, det er også legetøj, der skal have nye batterier, limes sammen eller have nye hjul. Det er bolde, der skal pumpes og cykler lige så. Og det er skabe, senge og stole, der skal samles (igen?). Tv’er, spillekonsoller og anlæg, der skal tilsluttes, og antennekabler, der skal trækkes til de forskellige værelser, så far kan lave det sjove – tænde for det og til børnenes store glæde vise, at det rent faktisk virker. Men det der med at fixe ting hører lige som med til jobbeskrivelsen for en mor, ikk’?
Det gør det med at finde ting åbenbart også. Af helt uforklarlige årsager har jeg åbenbart et andet (og bedre) syn end resten af min familie – selv om jeg er den eneste med læsebriller… Men når jeg leder efter ting, dukker de op. På trods af at både børn og far har ledt de samme steder som mig, og jeg derfor ikke helt ser nogen grund til, at jeg skal kigge igen – for de har jo været der, hvor jeg har sagt, at tingene nok lå…
Sådan var det også i aftes. I påskens ‘hellige navn’ syntes Jonas nemlig, at vi skulle se ‘The passion of the Christ’ – en film jeg endnu ikke har fået taget mig sammen til, selv om vi har haft den liggende i flere år pga. dens berygtede voldsomhed. Men jeg gav mig og sagde ‘Ok…’ Der var bare ingen, der kunne finde filmen, selv om Jonas havde set den for nylig. I en halv time blev der ledt i dvd-skufferne, på børnenes værelser og i soveværelset – af Jonas og store børn. Til sidst gav de op, indtil Sebastian (min ældste) spørger: ‘Har mor kigget efter den?’, mens jeg kan høre det. Så jeg giver mig og spørger: ‘Men hvor har I set?’, og da de svarer, at de har ledt alle de rigtige steder, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. ‘Kan du ikke bare kigge igen?’ spørger Jonas. Og selvfølgelig kan jeg det, selv om det virker ret omsonst, når de har været der. Men jeg starter det mest åbenlyse sted, i dvd-skufferne, og 30 sekunder efter: ‘Er det den her?’

'Hov, der var den jo...'

‘Ja, det er bare så typisk, når mor leder efter noget, så dukker det bare op!’ udbryder Sebastian. ‘Ja, det er nærmest magi…’ kommer det fra Jonas.

Men jeg forstår det stadig ikke. For Jonas havde jo allerede kigget i den samme skuffe, inden jeg gjorde det.

Jeg så en gang et afsnit af Pippi, hvor hun fik Tommy og Annika til at lege ting-findere sammen med hende. De skulle kigge under sten og udhulede træstammer efter ting, og selvfølgelig fandt de alverdens sjove, seje og spændende ting. Det er lidt det samme, tror jeg, når man er mor. Måske vi bare har et andet øje, så vi ser ting, ingen andre ser. Og uanset hvad, er det da lidt sejt at være i kategori med Pippi :)

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook