Børn, Familie, Opdragelse

Opdragelse eller inddragelse???

29. juli 2012

’Hvorfor hedder det egentlig opdragelse? Det burde da hedde inddragelse, ikk’? Det er jo netop det, du og din familie er så god til J’

Sådan cirka lød en sms, jeg fik af en dejlig, skøn kvinde og veninde for noget tid siden. Den gjorde mig vanvittig glad, men selvfølgelig er det ikke hele sandheden. For selv om vi INDdrager vores børn meget i vores liv, så Opdrager vi også. Der er ting, der skal gøres, bare fordi de skal. Lige som der er ting, man bare ikke må. Uden at de nødvendigvis hænger sammen med at blive inddraget i vores familieliv. Men langt hen ad vejen ja så INDdrager vi. Vi opdrager på den skandinaviske/nordiske facon, hvor der bliver forklaret på pædagogisk vis. Taget hensyn til barnets alder. Og nok ikke stillet alt for voldsomme krav.

Men så kom vi på udlandsferie (for første gang i 4 år) til Lipno Lake Resort i Tjekkiet, hvor der stort set var støvsuget for danskere og andre skandinavere. I løbet af en uge hørte/så vi kun danskere to eller tre gange. Til gengæld var der masser af tjekkere og hollændere med deres børn på resortet. Og det var godt nok en helt anderledes type opdragelse, end vi er vant til herhjemme – nok det de fleste vil kalde ’kæft, trit og retning’.

En dag da jeg spiste frokost alene på restaurant sammen med vores yngste, Lykke, sad hun i en høj stol og delte min mad, men da hun ikke var særlig sulten, røg en del af det på gulvet. En lille tjekkisk dreng, cirka et halvt til et helt år ældre, syntes ikke, det var helt ok, så hver gang hun smed noget på gulvet, samlede han det op og gav det til mig. Da de begge lidt senere legede i legehjørnet, smed Lykke igen om sig med alle tingene, og igen ryddede han op efter hende. Han var helt klart vant til ikke at måtte rode, og vant til at rydde op – med det samme.

Om aftenes var der en hollandsk familie med deres to små døtre på samme restaurant som os, og da den yngste omkring halvandet/to år ikke kom og spiste dessert, men i stedet forsøgte at kravle op på rutsjebanen, kom faren resolut over, tog hende ned med en kraftig reprimande og et klap i ble-numsen – offentligt.

Og sådan var det hele tiden. Små før-sproglige børn blev ret kontant irettesat, når de tog noget legetøj, der ikke var deres, kravlede op på legeredskaber eller selv forsøgte at komme op af børnepoolen. De større børn fik en bestemt men lavmælt besked af far, når de legede for vildt i den lille pool til de mindste, og med det samme var der ro over lejren.

’Det vil jeg også kunne,’ kommenterede Jonas den episode med et stort smil.

For selv om det var en helt anden opdragelse, end vi efterhånden er vant til herhjemme, var det også ret befriende. Befriende at se forældre, der tilsyneladende ikke var tynget af en masse tanker om at opdrage pædagogisk ’rigtigt’ og politisk korrekt. Befriende fordi der heller ikke en eneste gang var nogen andre forældre, der blandede sig. (Jeg tror numse-klap-situationen godt kunne have sat et par sind i kog herhjemme, selv om det på ingen måde gjorde ondt, men var en markering). Og befriende fordi det også var helt tydeligt, at alle disse børn var glade og velfungerende og uden nogen tilsyneladende problemer.

Disse hollandske og tjekkiske forældre havde helt klart et nemmere liv sammen med deres børn, end både vi og mange andre danske familier har det – fordi børnene bare accepterede, at det var de voksne, der bestemte, og der ikke skulle bruges så meget krudt på at parlamentere og diskutere. Jeg vil ikke selv gå tilbage til denne form for opdragelse af mine børn, men det var rigtig godt lige at få sat lidt perspektiv på igen. Godt at se, at der er mange og andre måder at gøre tingene på, og vores jo ikke nødvendigvis er den ’rigtige’, selv om vi synes det.

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook