Børn, Opdragelse

Nøglebørns børn

23. januar 2012

Som 7-årig var jeg både skilsmisse- og nøglebarn, og det var stigmatiserende i 1. klasse at være den eneste, der ’ikke havde nogen far’. Et par klasser senere var det mere ok, for så var der så mange andre end mig, der heller ’ikke havde nogen far’, og pludselig forstod alle, hvad det betød, når nogen blev skilt.

For mig og min søster betød vores forældres skilsmisse også, at vi fra en ret tidlig alder selv havde nøgle hjem til – og at den skulle bruges.

I dag taler vi ikke så meget om skilsmisse- og nøglebørn. Og det er helt fint, hellere bare være barn, uden noget foran. Men at vi ikke snakker om dem, betyder ikke, at de ikke eksisterer. Men vi glemmer dem lidt og laver regler for vores børn, der næsten kun kan fungere i kernefamilier, som for eksempel at de hver morgen skal have hjælp til tandbørstning til deres 10. år, og at barnet SKAL følges til og fra skole indtil cirka 3. klasse. Men hvad så, hvis det ikke kan lade sig gøre? Hvad nu hvis barnet bor alene sammen med sin mor, som møder langt før sfo’en åbner, hvad gør de? De klarer sig – rigtig godt og uden at sige det til alt for mange…

Jeg kender sådan en dreng. En rigtig sej dreng på 8 år. Hans mor er også sej. Så sej at hun har overlevet rigtig mange år i hotel- og restaurationsbranchen, og de seneste 2-3 år har skullet finde ud af det som eneforsørger, med dårlige arbejdstider og få pasningsmuligheder. Hendes vækkeur ringer allerede kl. 3.30, fordi hun skal møde på arbejde kl. 5.30. Men selv dér, er det alt for tidligt for hendes søn at stå op. Så hans ur er sat til at ringe en time senere. Og når det gør det, står han selv op, sørger selv for at klæde sig på, tager selv morgenmad, børster selv tænder, og til sidst klarer han selv overtøjet og at få tasken på ryggen og gå hen til skolen. Det fungerer. Ja, ja, tasken er blevet glemt, men faktisk kun en gang. Mor ringer hjem om morgenen og tjekker, at drengen er kommet op og guider ham lige igennem rutinerne en gang til. Hun har pakket tasken dagen før, og sat gymnastikposen fast, så han kun skal huske en ting. Men som en anden mor kommenterede: ’Må det da være lidt hårdt at skulle klare det hele selv, uden en der siger husk nu lige..’ Hvortil hans mor svarede: ’Jeg tror faktisk, han nyder at gå rundt her om morgenen, uden at jeg blander mig.’

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook