Børn, Opdragelse

Med et barn i snor…

8. februar 2012

Da Sebastian var lille, forsvandt han altid. Som vampyrerne i ‘Twilight’ kunne han forsvinde, nærmest inden man havde blinket med øjnene. Pludselig var han i fuld firspring et halvt skridt fra at løbe ud på Østerbrogade, når jeg opdagede ham og med det yderste af fingerspidserne fik fat i en krave eller et ærme på ham og hevet ham ind i sikkerhed. Nogle gange troede jeg, at det var mig, der var noget galt med, siden jeg ikke kunne holde ham i lidt ‘kortere snor’. Men han var bare dreng med stort D og fuldt fart på. Heldigvis blev han ældre, klogere, mere fornuftig og fik så meget sprog, at jeg kunne forklare ham, hvorfor han skulle blive i nærheden af mig. Og det var godt, for som to et halvt-årig blev han storebror til Karoline, som der nu også skulle holdes øje med. Men hun skulle ikke nyde noget af at forsvinde ud i det blå, så hun løb ingen steder. Jeg skulle aldrig holde øje med hende, for jeg vidste, at hun aldrig var mere end to skridt fra mig. Halvandet år senere kom også Kamille til, og jeg åndede lettet op. Endnu en pige. En rolig pige der bare blev hos sin mor, ikk’? NOT. Med Kamille brød Helvede nemlig for alvor løs. Eventyrlysten  og frygtløs forsvandt (som i virkelig FORSVANDT hvor man løb rundt i total panik – ledte og kaldte med en forfærdelig skinger stemme og en krop, der var pumpet fuld af adrenalin) hun gang på gang. I stormagasiner, på gå-gader, fra legepladser, gennem ligusterhække i fremmede haver, i parker, på festivalpladser, i Tivoli og Zoo. Det var et mareridt uden lige, og gang på gang ønskede jeg mig, at det var ok at have sit barn i snor. Men det gør man bare ikke i Danmark, vel? Vi giver ikke vores barn sele og snor på, som man ellers godt kan se det længere syd på – vi holder bare øje med vores børn og opdrager dem ordentligt, ikk’?

Men så imorges så jeg et barn i snor. Ikke en speciel snor udviklet til formålet, men en helt almindelig hundesnor, bundet i en løkke om barnets mave og sat fast i barnevognen. Moren var nemlig alene med to små børn, og de skulle krydse flere store veje. Så mens den lille lå trygt i vognen, havde hun svært ved også at have hånd i hanke med den ’store’ på cirka to år, når de skulle over et af de mest forfærdelige kryds i Ringsted (trafiksaneringen har virkelig ikke fungeret særlig godt ved ringevejen for at sige det mildt). Men med snor i drengen kunne hun nemt styre barnevogn og samtidig hele tiden vide, at drengen var lige ved siden af eller bag hende. Når han lige blev optaget af en fugl eller en plet på vejen, kunne hun helt blidt trække lidt i snoren, mens hun bad ham følge med. Og hvorfor ikke? Der var intet ‘hund’ eller andet nedværdigende over det – kun barnets sikkerhed som hun havde løst helt fantastisk.

Så viser Lykke sig at blive endnu et udbryder-barn, kommer hun også i snor. Så ved jeg da hele tiden, hvor hun er…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook