Børn, Opdragelse

Godt jeg ikke er dreng i dag…

23. januar 2012

Jeg tror aldrig, jeg har lidt af nogen form for penis-misundelse. Men havde jeg gjort, er den da i hvert fald nu fuldstændig forduftet. For jeg er lykkelig for, at jeg ikke er dreng i dag i forhold til dengang, da jeg selv var barn. I ’gamle dage’ som mine børn kalder det, så det lyder som om, vi er tilbage til revselsesretten, spanskrøret og karakteren UG med kryds og slange. Men på mange måder tror jeg næsten, jeg ville foretrække det – hvis jeg altså var dreng. For jeg synes godt nok, de har det svært i dag.

Lige fra de starter i vuggestue og børnehave, bliver de præget af og opdraget med kvindelige værdier. Der er masser af stille sysler som tegning, maling og perleplader og langt mellem de store klatretræer og vilde lege. Og især mandlige pædagoger.

Når de så starter i skolen, skal de helst starte senere, fordi drenge er senere skolemodne, og deres hjerner senere udviklet. Flere eksperter opfordrer faktisk til to års aldersforskel på drenge og piger i folkeskolen, og jeg har hørt om drenge, der er helt op til 9 år ved skolestart, hvilket betyder, at de rent faktisk kan tage bilen til og fra skole i niende klasse!

Jeg forstår det ikke. Forstår ikke, hvad det er, der er sket siden jeg selv gik i skole i 70’erne og 80’erne. For jeg kan simpelthen ikke få det til at passe, at vores drenge er blevet så dårlige. Dårligere end pigerne. Dårlige til at gå i skole. Dårlige til at komme videre.

Lige som jeg heller ikke forstår, hvorfor der i dag er så mange børn (også hovedsagelig drenge), der får diagnosen ADHD – noget der stort set ikke fandtes, da jeg var barn. Jeg skal ikke gøre mig klog på ADHD, men derfor kan jeg godt undre mig. Undre mig over, at det hovedsagelig er drenge, der får diagnosen, som om det er noget, der er bundet til Y-kromosomet. Undre mig over, om forklaringen (eller bare noget af den) måske skal findes i, at vi i dag har et samfund og dermed også skole, der ikke er særlig rummelig. Hvor det er svært at finde plads til det skæve og drenge med stort D. Hvor alt skal være inden for normen, som konstant bliver snævrere. Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at jeg er glad for, at jeg ikke selv er dreng i dag. Og så må jeg prøve at passe på dem. jeg selv har fået…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook