Børn, Familie, Opdragelse

Farvel og p..!?

11. juni 2012

Det er heldigvis ikke særlig tit, at jeg bliver rigtig flov over mine børn. For det meste er jeg pavestolt af dem. Som når de store for tiden hiver den ene tocifrede karakter hjem efter den anden. Når Kamille stiller sig op og synger på en scene efter mindre end én sæson til sang. Eller når Sylvester som målmand kaster sig efter alle bolde, så hans hold vinder stort.

Men når drengene viser sig, som det de er, DRENGE, kan jeg godt blive en smule flov. Faktisk kan jeg stå og ønske, at jorden bare vil åbne sig og opsluge mig i den store intethed. For når de ikke opfører sig ordentligt, falder det tilbage på mig. Helt rimeligt. For det er jo mig, der dagligt prøver at opdrage bare en smule på dem. Når de fyrer eder af i al offentlighed, er det i sidste ende mit ansvar. Når de slås midt i Netto og nægter at stoppe, må jeg også tage den på mig. Men hvor er det øv at tage ansvaret, når de er helt urimeligt uhøflige…

Det var de (eller en af dem i hvert fald) i torsdags. Både Sylvester (9) og Sophus (7) ville for en gangs skyld gerne med ind i børnehaven og hente Luna. Ude på legepladsen gik de fuldstændig amok over, hvis tur det nu var til at bruge en lille cykel, og hvem der skulle skyde første med fodbolden. Der gik vild jagt i den, men heldigvis kom vi så sent, at der stort set ikke var nogen tilbage. Verdens sødeste pædagog tog det i stiv arm, og da de endelig kom ind, tilbød hun dem knækbrød og frugt. Men ikke en af dem kunne finde ud af at sige ’Tak’. Så som en pæn lille hentydning spurgte jeg dem: ’Øh, kender I ikke et ord med tre bogstaver?’ og nikkede hen mod pædagogen.

’Jo. Pik!’ siger Sophus stolt.

Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle redde situationen og stod bare mundlam, mens Sylvester kvitterede med ’Hej.’

Begge to havde jo sådan set ret. Ordene var med tre bogstaver, men de havde ikke fattet pointen. Så jeg måtte bare ryste på hovedet, løfte blikket og se på verdens sødeste pædagog og sige: ’Vi ses i morgen…’

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook