Opdragelse

Et ’fuck’ for en femmer

23. januar 2012

For ikke så længe siden blev ’sgu’ ophøjet fra bandeord til biord. Men der findes stadig rigtig mange bandeord – også i børnefamilierne. Hårdt og grimt sprog er blevet en del af vores hverdag med børn. Og det kan være pokkers svært at høre sin 4- eller 5-årige bruge ord som ’fuck’, ’luder’ og ’bøsserøv’.

De aner ikke, hvad det betyder, men derfor lyder det grimt alligevel. Og det både provokerer mig og skurrer i min øresnegl, når jeg hører de ord udtalt af mine børn, selv om de ikke er rettet mod mig.

På et tidspunkt blev vi så trætte af konstant at irettesætte ungernes sprog, at vi indførte en ’bøde-ordning’. Brugen af ordet ’fuck’ (især ’fuck dig’) eller den tilhørende finger-gestus koster en femmer – uanset alder.

De er aldrig blevet inddraget, men alene det, at børnene ved, at det er sådan, har faktisk gjort tricket. De ser helt forkerte ud i ansigtet, hvis de hører nogen sige ’f-ordet’ (det har de nemlig lært, at de skal kalde det i stedet for), og af helt uforklarlige årsager har de så dyb respekt for bøden, at det har udryddet brugen af ordet herhjemme. Forhåbentlig også fra deres mund i børnehave og SFO, for reglen er, at ordet er FORBUDT – ALLE steder.

Men hold op, hvor kan det være en kamp op ad bakke. Andre børn siger jo også alle de grimme ord, og de bliver måske ikke irettesat. Og så hører de dem jo i diverse sange. Anne Davids ’Fuck dig’ var et stort hit hos os og er stadig en af de mest efterspurgte sange, hvis de får lov at høre musik på en af de større søskendes iPod. Det samme gælder ’Malene’-sangen med Sys Bjerre. Og ’fandeme’ om ikke også gode, gamle TV-2 nu også bruger det.

Så hvad gør vi nu? Hvorfor må voksne mennesker synge ’f-ordet’, når man ikke en gang må sige det højt herhjemme? Er ’f-ordet’ også bare blevet en så normal del af vores sprogbrug, at det ophøjes til biord, næste gang den nudanske skal renoveres? Jeg ved det ikke. Men et eller andet sted må vi vel have lov til at sætte en grænse – i hvert fald for nu. For jeg er udmærket klar over, at grænserne hele tiden flyttes.

Men lige nu vil jeg gerne have lov til at bestemme, at mine børn ikke må sige ’fuck dig’ til hverken mig, hinanden eller nogen som helst andre. Og begynder de at bruge ord som ’luder’, ’bøsserøv’ eller ’ho’, tror jeg, bøden stiger til en halvtredser.

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook