Børn

Min ’Holger’ er en pige på 12 år

23. januar 2012

For godt og vel en uge siden fik vi vores helt egen legemliggørelse af ’Find Holger’-historierne. 3-årige Holger Kragh blev fundet i god behold efter 24 timer i Tranum Klitplantage, og nærmest hele nationen lykønskede den lille rødtops familie med den lykkelige udgang på alle forældres mareridt – at vores børn forsvinder.

Langt de fleste var glade på drengens og familiens vegne, men nogle kan slet ikke forstå, at man som forældre kan lade sit barn være uden opsyn i bare nogle få minutter. Men det er måske bare ikke helt så enkelt.

Selv har jeg en datter på 12 år, der sagtens kunne være inspirationen til samtlige ’Find Holger’-bøger…

Sankt Hans, Zoo, Tivoli, festivaler, loppemarkeder, stormagasiner eller bare til fest i en villahave – alle steder med mange mennesker – var et mareridt sammen med hende, lige siden hun kunne gå. Og mange gange har jeg ønsket, at vi brugte at have vores børn i sele med snor…

Heldigvis er det kun et af mine indtil videre seks børn, jeg har skullet holde så ekstremt meget øje med. Alle andre har jeg sagtens kunne lade gå bag mig med bevidstheden om, at de aldrig var længere end fem skridt væk – det turde de simpelthen ikke.

Men hende her har jeg altid skullet have inden for synsvidde, fordi hun ellers vandrede af sted – aldrig i vrede eller protest, men i sin egen verden drevet af lyst, nysgerrighed og mod. Og problemet var, at hun ikke selv følte, hun var væk.

I Zoologisk Have hvor der var afsat en voksen til specielt at holde øje med kun hende, lykkedes hun alligevel med at ’forsvinde’, indtil hun blev fundet glad og tilfreds sammen med ’klappe’-gederne. Og stadig med mobilnummeret på armen – ’For ellers kan I ikke finde mig,’ som hun sagde. Men ingen ringer, når der står et glad barn og hygger sig, vel?

Hun ’forsvinder’ ikke mere, men hendes verden af lyst og nysgerrighed er intakt, så hun ’glemmer’ at følge med. Eller hvor og hvad tid, vi skal mødes, og giver mig igen det stik af panik, som jeg har mærket så mange gange.

Men måske bare hun (og Holger?) er lavet af et andet stof end så mange andre børn, hvor verden ikke er farlig, men et fantastisk og eventyrligt sted, der bare skriger på at blive udforsket…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook