Er du så mor eller mormor?

Jeg har hørt pausen i telefonen, når jeg har sluttet af med ’67 som svar på spørgsmålet: ’Hvad er din fødselsdato?’ Og jeg har mærket blikkene i nakken, når jeg har stået i kø og svaret det samme, og ’maven’ foran mig lige har svaret ’87.

Men hvorfor lader vi os undre eller provokere, når kvinder lidt oppe i årene vælger at blive mor – måske igen? Og hvorfor skal vi igen og igen debattere, hvornår man er for gammel til at blive forældre (eller især mor)?

Sidst den debat kørte, meldte børnelægen, Vibeke Manniche, ret kontant ud, at der burde være en grænse ved 35 år for kvinder.  Ikke bare som førstegangsfødende, men som fødende i det hele taget.

Hold da op! Det skiller jo en del fra, da mange kvinder vælger at gøre deres studier færdige og få gang i karrieren, inden de stifter familie. Eller måske har man som jeg fået børn i et tidligere forhold, blevet skilt og startet forfra med en ny mand, og så er alderen jo altså fulgt med i mellemtiden, må man så ikke få børn mere?

Jeg blev mor som 26-, 28- og 30-årig i mit første ægteskab og som 35-, 36-, 38-årig og 43-årig i mit nuværende. Jeg kan ikke sige, at det ene eller det andet er bedst. Så længe kroppen kan, og man har overskuddet, lysten og helbredet til det, er det i mine øjne helt i orden – også set ud fra barnets tarv. Ifølge mit 40-års kilometer-tjek, skulle jeg nå en alder af cirka 90 år. Så selv den yngste kan altså regne med en mor, til hun er godt oppe i fyrrerne… Og så er der jo alligevel ingen af os, der kan love noget.

Mor og far for syvende gang. Glade og trætte men ikke helt på bedsteforældre-maner endnu :)

Men hvorfor diskuterer vi det overhovedet? Vi sætter pensionsalderen op, fordi alle ved, at vi bliver ældre og ældre – det gør mødre også. Og kommer jeg gående på gaden med barnevogn sammen med min ældste datter, kan jeg godt se, at der er nogen, der tænker ’Er hun mor eller mormor?’ Men problemet er jo slet ikke min alder. Det er da mere, at vi pludselig er så vant til ’De unge mødre’, at det synes helt naturligt, at min datter (på 15!) sagtens kunne være mor. Så måske vi i stedet skulle diskutere, hvornår man er gammel nok?

Men faktisk gider jeg heller ikke den diskussion. For alder er i alle livets sammenhænge bare noget meget individuelt noget. Nogle er klar til at påtage sig det ansvar at blive forælder (mor), når de selv stadig er teenagere, og andre har stadig mod på det, selv om de er nået op i nærheden af 50. Så skal vi ikke i stedet hylde moderskabet, uanset morens alder, og give hinanden støtte og kærlighed og så lade være med at diskutere moderskab ud fra en bør/bør ikke-præmis?

3 tanker om "Er du så mor eller mormor?"

  1. Først og fremmest vil jeg lige have lov at sige: “Respekt!”
    - Både over at du har haft overskud og kærlighed nok til 7 børn og at du har haft lyst til at ‘starte forfra’.

    Jeg er selv en af de yngre. En ’86′er vel at mærke og jeg fik min første som 20 årig…
    Jeg tror ikke at moderskab har en alder.
    Jeg tror på at gode mødre får deres børn, når de er klar til det. – Uanset hvad der står på ens dåbsattest.

  2. Der er efterhånden en del forskning der påviser at jo ældre mor jo sundere barn – det gælder så både den egentlige sundhed og barnets udvikling i det hele taget – emotionelt som generelle færdigheder……D.d. har jeg netop læst en artikel om sådan forskning i Ugeskrift for Læger – og forskningen synes at være ret utvetydig – det er en fordel at have en “gammel” mor! – og far…hvis man ellers fødes sund og rask. Så derfor er det ganske underligt, som du rigtig nok beskriver, at der fortsat er en diskriminerende holdning til “ældre” mødre. Det er der simpelthen ikke forskningsmæssigt eller videnskabeligt belæg for…hvorimod der er belæg for at sige at unge mødre kan være et problem for barnets udvikling og trivsel….omend dette så også er individuelt. Jeg er også træt af at få tudet ørerne fulde af hvor meget fertiliteten falder med alderen….måske? Det ændrer dog ikke ved det faktum at den fertile alder går til ca. 49 år – og det er altså stadig naturligt at blive mor som ca. 50 -årig. Den ældste mor der blev spontant gravid var vist ca. 60 år. Når mange ældre kvinder synes at have ondt i fertiliteten skyldes det så naturlige tilstande? Eller skyldes det mere, at mange kvinder ikke får passet godt nok på deres reproduktive evne så de ikke får den sidste men også vigtige del af den fertile fase med? Jeg tror mest på det sidste…..Så at kvinder bliver spontant gravide i 40´erne ser jeg som helt naturligt – ja nærmest helt almindeligt hvilket det også var hvis man går tilbage i historien….Men måske handler det om at de reproduktive organer skal bruges – så det kan være nemmere for en 7 barns mor at koncipere naturligt som 42-43-årig end en kvinde, der har været på p.piller siden hun var 15 og først som 40-årig skal til at lade sine æggestokke fungere naturligt? Hvor meget ved vi egentlig om fertilitet og hvorfor nogle har svært ved at få børn i 40´erne? Jeg tror det er helt naturligt….men måske skal vi tale mere om, hvordan vi passer på vores fertilitet – så den også er klar når vi ønsker børn i den sidste del af den fertile fase i stedet for at tale om at det er for sent…..og kvinder må indskrænke deres moderskab…..Det er ikke nødvendigvis naturligt endsige hensigtsmæssigt også i henhold til forskningen som omtalt….

  3. Jamen mormor er jeg jo fordi jeg også har været mor, så begge dele er en naturlig ting i mit liv :-)
    Jeg er lige blevet 49 og har nu gået 2 md over tid , er ikke nået overgangsalderen endnu efter lægens udsagn, men er på vej. Dog ville endnu et barn være en guds gave til mig og min mand. Så hvis det er mine livsbetingelser så er jeg på !! Jeg er af den opfattelse af hvis du har overskud og kærlighed nok , så ville et barn kunne nyde så meget godt af den erfaring der også er fulgt med livet. Og Vores voksne børn støtter os fuldt ud hele vejen. Så vores lille prins eller prinsesse (hvis vi er så heldige) har en familie bestående af gamle og voksne og unge og børn som altid vil være der . Knus og kram fra hende der ved at ingenting er for sent , for den der bærer kærligheden i hjertet <3

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Connect with Facebook

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>