Børn

En selvtillid på størrelse med Gadaffis…

23. januar 2012

Når vi sidder og ser nyheder i øjeblikket og hører Gadaffis udtalelser til verden, er det  fuldstændig som at høre vores søn på seks år. For han har en selvtillid, der ikke er til at skyde igennem.

Når snakken falder på familiens løbeture, som ’kun’ løbes på Hold 3 eller 4 ud af 6, er han vildt skuffet:

’Jeg kan da sagtens løbe på Hold 1. Hele vejen!’ Og det er vel at mærke et hold, der løber godt 15 kilometer på en time. Præcis det samme sker på løbeturen med far:

’Du løber langsomt, far. Jeg kan løbe meget hurtigere.’

Og 10-20 meter før mål hopper han ud af løbevognen og tager den i fuld firspring, så han når først hen til bilen.

Det gælder uanset, hvad vi måtte snakke om. Børnelokkere skræmmer han uden problemer væk med et hårdt slag i b……., eller han skyder dem med sin bazooka, som han selvfølgelig altid lige har klar i baglommen.

Turen frem og tilbage til skole er han også sikker på, han selv kan klare på cykel – små 4 km hver vej i meget kuperet terræn, hvor voksne trækker op ad de værste bakker. Men ikke ham: ’Det kan jeg godt!’

Til et skole-fodboldstævne for nylig tabte hans hold alle kampe på nær den sidste, der endte 1-1. Men alle o. klasser fik medaljer, og lige pludselig var han verdensmester og langt bedre end sin halvandet år ældre bror, der ikke fik medalje, selv om de havde spillet med et langt bedre resultat.

Når jeg lytter til ham, kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg har gjort et eller andet meget rigtigt her. For det må da være fantastisk at gå ud i verden med denne ukuelige tro på egne evner, selv om han risikerer nogle gevaldige øretæver, så det hele pludselig forsvinder som dug for solen…

Men selvfølgelig er vores seks-årige søns personlighed meget mere nuanceret end som så. Han er også en vildt køn og kærlig dreng – samtidig med at han har sine helt egne meninger om stort set alting sat sammen med en helt enorm stærk vilje, så han dagligt udfordrer sine forældre på både stædighed og styrke.

Så autoritetstro er altså en af de ting, jeg ikke har fået givet ham med – hvilket jeg dog har det rigtig fint med. Og så længe han også er en både vellidt og social dreng, gør det mig ikke så meget, at han lige pt. har, hvad der vel bedst kan beskrives som storhedsvanvid.

Men beholder han den, må jeg og verden da håbe, at han aldrig får sit ’eget’ land…

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook