Børn, Familie

De småt-begavede storfamilier…

23. januar 2012

I søndags kom det frem, at regeringen vil fjerne loftet på børnechecken, så alle en families børn får fuld børnecheck – ikke kun de to første.

Det kan jeg kun være glad for. Men jeg bliver til gengæld utrolig ked af den debat, det igen udløser.

Især på Facebook fulgtes nyheden nemlig meget hurtigt op af en utrolig hidsig og følelsesladet debat om, hvem der skal betale og for hvad. Og fordommene væltede ud af skabet. Jeg kunne derfor læse kommentarer fra folk, der mente, at hvis man ikke kunne finde ud af at stoppe efter 2, 3 eller max 4 børn, var man enten småt-begavet eller formentlig medlem af en kult. Der var indlæg fra andre, der påstod at kende kvinder, der kun havde fået mange børn, fordi de ikke gad arbejde, men i stedet kunne leve af børnechecken. Og at hvis man ville have så mange børn, måtte man for pokker selv betale for dem.

En tidligere undersøgelse viste da også, at cirka hver anden dansker mente, at loftet var helt i orden – sjovt nok var langt de fleste ’enige’ folk uden børn.

For hvis man tror, at man kan leve af en børnecheck, er der noget, man har misforstået. Børn koster. Mange børn koster mere. Og spørger man banken, hvad et hjemmeboende barn koster, bliver det ret tydeligt, at børnechecken langt fra kan hamle op med det faktiske beløb, og det skal den heller ikke. For selvfølgelig er det vores eget valg at få mange børn, og det kan aldrig bliver andres ansvar end vores – forældrenes. Men det er tonen, fordommene, snævertsynet og de nedladende holdninger, der støder mig.

At jeg som mange-barns-mor igen og igen skal høre, at jeg har fået mine børn for pegenes skyld, at jeg er doven, sikkert også med i en religiøs sekt og mindre intelligent, siden jeg ikke kunne finde ud af at klemme benene sammen.

Overraskende få ser børn som en rigtig god investering i vores samfund. Stort set ingen nævner, at vi om få år mangler arbejdskraft, og hvis ikke den skal importeres, skal danskerne generelt til at få lidt flere børn.

Jeg bliver så træt af denne debat. Træt af at der ikke er plads til forskellighed. Plads til folk uden børn og plads til folk med mange. Ked af alle fordommene. Og jeg tager gerne udfordringen på min intelligens op og stiller op til en IQ-test.

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

Connect with Facebook